Anmeldereksemplar og adlink. Begejstring min egen.
Denne her bog havde jeg høje forventninger til, efter at have læst Folkets skønhed, der velfortjent gav Merete Pryds Helle de gyldne laurbær. Folkets skønhed er en gribende og knugende fortælling, om pigen Maries opvækst i en fattig familie på Langeland fra 1930erne og frem til hun er voksen – Marie er forfatterens mor.
Vi kunne alt er en selvstændig fortsættelse, der sagtens kan læses uden man har læst den anden. Hovedpersonen, pigen Merle, er nabo til forfatteren og hendes familie. Det giver lige et lag mere til historien at man på den måde “kender” bipersonerne indgående.
Merle vokser op i et villakvarter i Værløse i starten af 70erne, med sin storesøster Klara, der sulter sig og har et sygeligt forhold til at træne; sin mor Ane, der er grønlænder og ramt af sclerose; og sin far Erling, der drikker og er voldelig, og i perioder forlader familien for at rende med andre damer.
Merle er et ensomt barn, der trøster sig selv med mad, “de fem bøger” og matematikopgaver. De andre børns grusomhed mod hende er hjerteskærende, og som puberteten rammer dem, bliver de mere og mere modbydelige.
Ingen gør noget ved den dysfunktionelle familie som Merle og Klara vokser op i, med omsorgssvigt og alt for meget ansvar, og ingen ser børnene rigtigt.
Hendes Farmor og Farfar giver hende et vist mål af omsorg, men også i deres hjem bliver der drukket gin fra morgenstunden, og Farmor nævner ved mere end en lejlighed at hun håber på hendes datter en dag giver hende “nogle børnebørn der ligner hende” – underforstået: ikke som hendes to halvgrønlandske børnebørn.
Det er en vanvittigt velskrevet fortælling, der sidder i en meget længe efter endt læsning.
Titel: Vi kunne alt
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 342
Min vurdering: 5/5 stjerner
