Om kjoler – gode mærker og butikker

Der er efterhånden rigtigt mange af Jer der har spurgt ind til kjoletips, og det er ganske rigtigt også den eneste beklædningsgenstand jeg ved lidt om. I der er ligeglade med kjoler kan jo springe over.

Faste læsere ved, at jeg kun har fodtøj på, fordi min mand køber sko til mig når mine gamle sneakers bliver slidt op; hader når vinterfrakken kun holder til fem år og jeg skal have ny; og ikke har ejet et par bukser i over 20 år.

Kjoler derimod – der er jeg på!

Mit skab ser sådan her ud:
Jeg talte dem for nyligt, og fik det til 45 kjoler, hvor af jeg for tiden kun bruger ca halvdelen fast, da jeg har taget 4-5 kilo på det seneste halve år, grundet eksamens-og-nyopereret-mand-trøsteshopping. Forhåbentligt finder jeg snart ud af at stoppe med stresschokoladen, så jeg kan bruge dem alle igen, for selv om flere af dem er over ti år gamle, går jeg gerne med dem – hvis de ikke sidder til på mavedellen.

Til gengæld sidder de nyeste kjoler jeg har fået pænt, selv hvis man har fået lidt topmave:
Billedet af den hvide er taget til et blogevent hos Flexa, og jeg hælder til at bruge den hver gang jeg skal noget blogger-smart, for jeg føler mig både fin og godt tilpas i den, men jeg bruger begge kjoler til både hverdage og fester.

Jeg har den både turkis og hvid, og overvejer meget den røde også. Den koster 50 pund i denne engelske webshop, og ret ofte har de 20% rabat hvis man følger deres nyhedsmail. Jeg tror jeg har givet ca 350 danske kroner pr stk for mine, inklusiv porto. De er lavet i sådan noget tyndt stof, der tørrer på tre sekunder, så de har været vildt fede at have med i sommerhus.
Denne kjole er af mærket collectif. Jeg er vild med hvor meget sus der er i skørtet, og bruger den både til hverdage og til fester. Den er god at danse i, og så har den endda lommer!
Jeg har også lige fået den i mørkeblå, af min far:

Mine er købt i den Århusianske netshop Dress the bird, men jeg har set mærket flere steder, også i engelske netbutikker.

Mærket er lidt halvdyrt, men de virker til gengæld slidstærke og jeg tænker det er en kjole man kan have i årevis.

Mit favoritmærke er fortsat “King Louie”, som man kan få rigtigt mange steder efterhånden. De laver de samme modeller kjoler i et væld af mønstre og farver hver sæson, hvilket er smart, for så ved man på forhånd om faconen klæder en, når man forelsker sig i nyt mønster. Mine køber jeg gerne brugt, men jeg har også købt flere hos Superlove(dette link er reklamelink), i King Louies hollandske netshop; i “M+” på Istedgade, og i en lille butik på Valby Langgade, der hedder K9.

Denne ensfarvede King Louie kjole  har jeg i alle de pæneste farver efterhånden – de fleste købt brugt eller på udsalg. Modellen hedder “diner”, den er i lidt groft stof, og sidder altid pænt.

Modellen der hedder “Emmy” laves med de fedeste prints, og jeg har en svaghed for dem med blomster på:
Det behøver ikke koste en billion at være kjolesamler. Mit tøjbudget er faktisk stort set de penge jeg får i julegave og fødselsdagsgave af min far og mine svigerforældre, og fine kjoler kan ofte findes brugt (fx har “København K” genbrugsbutikkerne og trendsales.dk begge et ret stort udvalg), og man kan videresælge fejlkøb.

Det var mine kjoleerfaringer – håber I interesserede kan bruge det til noget? Hvilke kjoler er I til?

(Visited 47 times, 1 visits today)

48 thoughts on “Om kjoler – gode mærker og butikker

  1. Jeg har ret mange af de samme kjoler, og jeg elsker din stil☺. Men til hverdag fungerer det ikke for mig uden lommer, så der har jeg Tante Betsy eller du Milde -kjoler med lommer i. Eller løsere kjoler med bukser under (altså bukser med lommer) Kan du godt fungere uden lommer? Måske kommer det også an på, hvad man laver mv, jeg har arbejdsnøgler, som jeg skal have med rundt. Og så har jeg det bedst med at børnene kan få fat på mig på min mobiltelefon. Måske skal jeg øve mig lidt, for mine King louie bliver slet ikke brugt så meget, som jeg gerne ville.

    • Jeg er ok uden lommer. Overvejer dog at købe lille taske til mobil oh arbejdsnøgler, for dem går jeg med i hånden og efterlader overalt. Sætter stor pris på lommer dog, men har lært at undvære

  2. Jeg er egentlig ikke så god til kjoler, går altid i bukser eller shorts til hverdag, men synes det er sjovt til fest. Og faldt sidste år over siden lindybop.co.uk hvor man kan få kjoler i fine farver med fjollede tryk, eller mere enkle/elegante med striber, prikker eller ensfarvet. Har en lys grøn med små drager på der vogter over deres guldskatte og en ensfarvet mosgrøn. Og måtte også lige købe et skørt at have under, så de kunne flagre når der var brug for det.
    Virkelig kraftig og god kvalitet (og mine har i hvert fald begge to lommer), men synes størrelsesvejledningen var lidt skæv, så måtte sende nogle retur der var for store.
    Ellers samme koncept som King Louie (lyder det til) med faste modeller der så kommer i diverse farver og tryk. Synes selv at “Audrey” er rigtig fin.

  3. Jeg elsker kjoler, bukser er hent forkert til min facon 🙈😂
    King Loui har jeg ikke prøver- endnu.
    Jeg køber for det meste i Noa Noa , deres pasform er helt perfekt når man som mig har stor barm og topmave.

    • Kendte den engang. For 10-12 år siden var det min yndlingsbutik, da de førte by Groth, som jeg elskede. Men så gik der lidt for mange farver i det, og jeg faldt fra. Vil da prøve at se forbi snart! Tak! Hvad mærker køber du derfra?

  4. Jeg elsker også kjoler – faktisk så meget, at min mand engang skrev ind til Mads og Monopolet for at høre, hvad han skulle gøre for at få mig til at gå i bukser.
    Men må jeg spørge hvor høj du er? Jeg kan også virkelig godt lide King Louie’s design, farver og mønstre, men har indtil nu altid måtte sende dem tilbage, når jeg har købt nogen, fordi de bliver for lange til mine korte ben – og jeg kan desværre ikke selv håndtere en symaskine, så jeg kan lægge dem op.
    Det er i øvrigt ofte et problem, når jeg køber kjoler.

    Mine yndlings(fest)kjole er denne her fra Mondo Kaos: https://www.mondokaos.dk/unique-vintage-1950-er-swing-kjole-i-gron.html
    Jeg elsker den dybe grønne farve, pasformen er rigtig god, stoffet har stretch og længden er okay i forhold til den stil, den har. Eneste minus er, at den på mig viser nok lige 10% mere kavalergang, end jeg synes er rart, men jeg finder forskellige måder at løse det på med jakker, cardigans, tørklæder og halskæder – eller ignorering + drinks.
    Den var på alle måder alt for dyr, men jeg har så også haft den på til samtlige fester, jeg har været til, siden jeg fik den, så en eller anden gang må jo have tjent sig selv hjem.

    • Den er megapæn, din festkjoler! Den må jeg ind og prøve – mit problem er at mkn barm er virkeligt stor, så det ser nemt lidt for voldsomt ud med udringning…
      Jeg er kun 160; så buksedragter og hellange kjoler duer aldrig

      • Ja, på en god dag kan jeg også snige mig op på 160 cm, så kender problemet. Desværre kender jeg ikke udfordringen med en stor barm 🙁

        Jeg bor for langt fra Mondo Kaos til at have prøvet andet end deres webshop, men jeg har hørt fra andre, at man får god service og rådgivning i fht. hvilke snit, der klæder ens krop, så selvom det måske ikke lige er den samme kjole som min, du skal gå efter, kan du helt sikkert finde noget, der passer til dig. <3

          • Ja, og det er nok også derfor jeg kun har én kjole derfra, og at det er en festkjole.

            Hvad tænker du egentlig om skjortebluser og nederdele med sus i? Jeg kunne forestille mig, at det ville klæde din kropsform rigtig godt, men det er selvfølgelig også en stil, man skal kunne se sig selv i.

          • Jeg har faktisk ikke rigtigt erfaring med nederdele og toppe – har syntes det var besværligt at skulle have hele to dele tøj der passede? Men hsr overvejet at forsøge mig

    • Hvorfor synes din mand i øvrigt det var værd at skrive til Mads og monopolet om? Og hvad svarede de dog?

      • Haha ja, det var for et års tid siden, da jeg stadig gik hjemme på barsel, og han syntes nok, at der gik lidt for meget løse jerseykjoler og rodet knold i den (han er designer, går ret meget op i sin egen appearance og er nogle gange træt af, at han ikke har en super streetsmart kone at præsentere), men kunne heller ikke lige finde ud af, hvordan man siger det, så han skrev ind og kom med i radioen.

        Monopolet gav ham ret meget tørt på, primært med den begrundelse at jeg havde født for et halvt år siden, og så må man se ud som man vil. De var faktisk lidt hårde ved ham, synes jeg.

        Bonusinfo: jeg hører faktisk ikke Mads og Monopolet, så jeg opdagede kun, at han var med, fordi én af mine bekendte havde kommenteret på et facebook-opslag med en opfølgning fra dilemmaet, og jeg kunne genkende hans tone of voice i det skrevne.

  5. Du har virkelig pæne kjoler, og de klæder dig helt fantastisk.
    Jeg har også vildt mange kjoler…
    DuMilde i model Almina. Den sidder lidt til over barmen og løsere ned om vom og deller. Model Ninna er knap så løs, men stadig rummelig. Model Poula er så fin og flatterende med lidt rynkeeffekt samlet med hæklede blomster i den ene side. (Desværre har jeg lagt mig så meget ud, at den model pt sidder som pølseskind). DuMilde er lidt større i størrelserne end King Louie.
    Kjoler fra Margot er også fine. De svarer størrelsesmæssigt til King Louie. Jeg havde købt den fineste kjole med brombærprint (og lommer), men da jeg skulle have den i XL for at dellerne ikke lignede en sammenfoldet harmonika, sad lommerne nede på lårene. Det holder ikke, når jeg i forvejen kun er 1.63. Jeg blev til damen uden ben.
    (Hvorfor skal lommer generelt sidde så lavt? Man skal jo nærmest bukke sig for at nå i dem. Vi kan jo ikke alle være 1.80.)
    Jeg har et par kjoler fra King Louie – model Emmy. Jeg kan godt lide snittet, men efter at min talje er søgt yderligere udad, føler jeg mig tromletyk og uformelig i kjole.
    Jeg er også blevet lidt træt af hele tiden at skulle tænke på, om der kommer trussedelle rundt om hofterne i kjole og på, at lårene skal dækkes ind, så de ikke får gnidesår. Førstnævnte ser dumt ud og det andet føles bare ikke rart.
    Her kunne det så være smart at tabe sig… hvis jeg gad..

    Mamelukken / kjolehimlen / mixed / shop-templet / Denckerdeluxe…. er nogle af de steder, jeg har fundet mine kjoler.
    Tjek lige denne ud hos kjolehimlen: Lien & Giel model Dress Dragonfly Black – Dee Cap. Den er i lidt stift bomuld med det fineste snit, der også kan anvendes med petticoat.

    Jeg har haft en lang periode, hvor jeg mod sædvane ikke føler mig tilpas i kjole – jeg ved ikke, hvornår kjolerne igen kommer ud af skabet. Jeg føler mig tøndeformet (hvilket nok ikke er helt forkert). Men jeg fandt ud af, at der findes utroligt mange søde viscosebluser/-skjorter i bla. H&M. Så til det voksende udvalg af billige bluser, har jeg her i sommer brugt sorte shorts fra Vila model Vichino, der ikke har været moragtigt lange men heller ikke teenagekorte. Eneste minus har været, at de holder farven virkelig dårligt ved vask. Jeg har simpelthen slået mig til tåls med, at appelsinpersiennerne bag på lårene og de grimme blodsprængninger er svære for mig at se, når jeg er af sted, så derfor er det værst for andre. Ellers bruger jeg de lange jerseybukser fra bla. Only når det er for koldt til shorts. Poptrash, hedder de vist.

  6. Jeg har længe været helt pjattet med Ecouture! Desværre også i den dyre ende, men jeg har opdaget flere facebookgrupper dedikeret til at sælge og købe brugte Ecouture kjoler! Jeg synes de er SÅ fine og har både en vintage og en “Rosa fra rouladegade” vibe.

    • Har også to ældre kjoler derfra. Synes de er flotte, men lidt for sarte. Jeg spilder en del, fordi jeg er møgklodset, og de tåler ikke al den vask

  7. Jeg glemte at nævne christabellas.dk, selvom jeg selv stadig har til gode at prøve kjoler der fra. Jeg må virkelig derhen en dag..

  8. Hey kjoledamer: kjoletips til meget høj (ja jeg er så en af dem på 180…) med lang overkrop, lille barm og topmave? Der er langt imellem snapsene med den kropsbygning, men jeg elsker kjoler! Er desværre sjældent i humør til meget lårkort og gravid i fjerde måned-looket.

    • Det er så her, jeg vil sige Poula fra DuMilde… King Louie model Betty…
      Noget taljeret med båduskæring eller høj halsudskæring.. Noget der giver barm effekt og slører maven. Hvad med de modeller, der har rynkeeffekt i siden omkring maveregionen… InFront f.eks.
      Smashed Lemon har en flot blå kjole med pingviner og rynkesnit på Mamelukken. (Ulempen er, at der et polyester)

      Jeg har i øvrigt aldrig helt forstået, at en kjole med sådan en lille fiks kamuflagerynke er nærmest helt glat og lige op og ned bagpå. Jeg nægter at tro, at man kun har det ene fikspunkt. Dejligt at få kamufleret mavedellen, med hvad så med håndtagene omme på ryggen?? Altså hvis man har håndtag..

  9. Flotte kjoler:-)
    Jeg elsker kjoler og har mange, både elegante, sommerlige med mønster- blomster- ensfarvede,. Vinterlige osv.
    Tak for indlæg og inspiration til endnu et par kjolekøb.
    Rigtig god dag ønskes:-)

  10. Men hvad så om vinteren? – cykler du med flyverdragt/overtrækkere, har du termo-leggings/strømpebukser eller lever du bare med kulden? Jeg kan slet ikke udholde tanken om en cykeltur i strømpebukser i frostvejr eller sindssyg blæst.
    Og hvad om sommeren? Jeg sidder meget på gulvet på mit arbejde, og jeg har virkelig ikke lyst til at flashe hverken trusser eller utrimmet bikinilinje for mine kollegaer. Har du hotpants under kjolerne, eller har du bare ikke hud- fobi som mig?

    • Jeg har verdens grimmeste lange regnbuefarvede uld-benvarmere, som jeg bruger hver vinter og så en lang frakke udover.
      Jeg tror ikke jeg flasher bikinilinje ofte;). Har dog flashet vigerslevvej i morgenmyldretiden, med kjole der lavede Marilyn Monroe trick. Men kun en gang;).

  11. Hej prøv at kigge på butikken som hedder Mamelukken, den ligger i Skanderborg men er også en netbutik, mamelukken.dk de har et væld af kjoler deriblandt også mange King Loui kjoler.
    Mvh Lisbeth

  12. Jeg må også lige tilføje boden.co.uk — jeg har rigtig mange kjoler derfra. Superfine prints og lommer i mange af kjolerne. Man skal lige finde sin engelske størrelse, men så sidder de også rigtig godt.
    Mvh Katrine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *