Om at være en ridset plade

Sommerferien er slut om et døgns tid, og det eneste jeg kan forestille mig at blogge om, er det vemod der fylder post-ferie.

Det er som om det står klarest for mig at mine unger er blevet et helt år ældre, når jeg ser dem i de vante sommeromgivelser og de pludselig er vokset fra at lave noget af det de plejer at lave. Der slår det mig hvor hurtigt tiden går, og det er med vemodig modvilje at jeg vender tilbage til endnu et hæsblæsende hverdagsår.

Når det først går i gang, er det altid helt fint alligevel, med hverdage jeg holder af, og oaser af fritid der ofte også indeholder nærvær, men postferie-bluesen gør altid ondt.

Et kig tilbage i bloggen fik mig til at vende øjne af fortids-migs forudsigelige august-klager – tal lige om at lyde som en ridset plade!

Sidste år var der måske en grund til det, med studie og arbejde der var ret voldsomt, og børn der aktivt viste tegn på løsrivelse i ferien.
Et par år før var jeg kriseramt over hvad jeg ville med mit liv, og fik aparte kompliment som trøst.
I 2014 var der igen lidt søvnløshed ind over ferieslutningen, og i 2011 var den yderligere krydret med barselsafslutning.

Men alt i alt: temmeligt ridset plade..

Jeg starter nyt job i morgen, et helt nystartet sted hvor alle andre også er nyansatte. På en eller anden måde er det nemmere at skulle noget ganske nyt efter ferien, noget jeg ikke kender, og som forhåbentligt er vildt fedt.  Altså – lidt nemmere. Klynkefælden står stadig og klaprer lidt med låget ude i kulissen…

I år vil jeg virkeligt, virkeligt forsøge at fokusere på de gode ting. Også på bloggen. Normalt går jeg lidt i stå med bloggeriet når jeg har postferie-blues, men måske kan jeg skrive mig ud af det, hvis jeg fokuserer på noget af det gode? Måske bliver det indlæg af den mere tyndbenede slags, som fx tips til at købe pæne kjoler, billeder af grimme dyr eller noget tilsvarende ikke-klynkende.

Hvordan har I andre det med ferieslut? Kender i bluesen?

(Visited 418 times, 1 visits today)

16 thoughts on “Om at være en ridset plade

  1. Jeg har ferie-blues for fuld udrykning, min ferie synger også på absolut sidste vers. Det er lidt følelsen af, at det var så den sommer, og det er næsten ikke til at bære…. Men jeg vil også prøve at være positiv, selvom jeg har været en bister motherfucker lige siden vi trådte ind ad døren. Kæmpestort tillykke med dit nye job! ❤️

    • Ja det er præcis den følelse! At sommeren er slut og nu skal man holde vejret og dykke under uendelige måneders grå vinter… oh så melodramatisk…;)
      Godt ikke at være eneste dramaqueen!

  2. Jeg har netop i år fundet opskriften på at undgå bluesen.
    Vi har fastlægger camping 10 minutter fra hjemmet – så vi er bare blevet på ferie. Hver dag efter fyraften, henter jeg mine unger fra inst. og kører på camping hvor vi drikker vin med aftensmaden og hopper i poolen efter vi har spist- jeg glæder mig næsten til at komme hjem nu 😉

    • Det er genialt!!! Det skal jeg forsøge at foreslå næste år! Synes det tristest ved at komme hjem fra sommerhus, er at alle de fælles gåture, spil og vandlege hurtigt udskiftes med skærme og stress. Så det her er en god ide til at forhindre dette.

    • Jeg kan heller ikke holde det ud. Vores løsning plejer at være, at vi allerede nu planlægger efterårsferie – sommerhuse er billige i uge 42 – så vi har noget at glæde os til. Lige i dag virker det dog ikke. Jeg kan slet ikke huske, at jeg kan lide mit job, og jeg synes bare, det der hverdag giver ALT for lidt nærvær, og jeg vil være mere sammen med mit barn end travle morgener og ulvetimer. Tænk at der er 11 måneder, inden jeg kan holde en måneds ferie igen. Øøøøøøøøv. Nå, men min intention med at skrive var egentlig at komme med et positivt foreslag, men det druknede vist i postferieblues…

      • Haha vi er virkeligt gode til at peppe humøret op hos hinanden! Måske vi bare skulle lave en post-ferie-surmule-klub, hvor vi mødes engang om måneden og først brokker os, dernæst drikker aperol og sidder i flamingo aderinge og leger vi har ferie?;)

      • …vi gjorde også det med efterårsferien sidste år. Fire dage i Berlin. Det hjalp noget, men åd også hele vores bufferopsparing, så det gør vi ikke igen;)

  3. Åh jeg har det på samme måde. Den nærvær man har haft i ferien er næsten umulig at fortsætte når hverdagen starter med mange ting man skal på præcise klokkeslet. Har selv haft et hårdt år med stress og et parforhold som hang i en tynd tråd men som blev reddet netop i ferien så er det ekstra svært at skulle tilbage i trædemøllen.

    • Håber i kan holde godt fast i nærværet i hverdagen også. Elsker det forslag en anden skrev længere oppe, om at tage væk i hverdagen og fx sove på campingplads.;) bedste tanker til jer

  4. Det er rædselsfuldt, når ferien er ved at være slut. Jeg har lyst til at smide mig på gulvet og skrige og sparke som et vuggestuebarn i ulvetime for fuld udblæsning. Nu er det jo ikke fordi jeg ikke bryde mig om mit job eller mine kolleger. Men jeg HADER hamsterhjulet.
    Jeg hader:
    -at stå så røvtidligt op og sidde og nikke med hovedet ved aftensmaden; det giver sådan ca. 2 timer med familien.
    – madpakker og forberedelser til næste dags trængsler.
    -at det eneste fritid er den, hvor man sidder med søvnklatter i øjnene kl. 18.30, fordi man har været abnormt tidligt oppe og er kommet hjem langt ud på eftermiddagen. De par timer er ikke noget at råbe hurra for. (gentager jeg lige mig selv?)
    – at når man endelig har en fridag, sidder man initiativforladt som et punkteret badedyr i et hjørne for at komme lidt til hægterne, mens vasketøjet og fnullermændene hober sig op og ungerne brokker sig over, at man aldrig skal lave noget, når vi har fri.

    På den anden side trænger mine børn til at komme i skole; det ved de bare ikke selv. De to teenagere har lige givet deres forurettede hormonflip og gnaven af hinanden og os et nøk opad i den sidste uges tid. Man (jeg) får næsten lyst til at blæse højt og flot på forbuddet mod at slå børn og give dem en syngende lussing, der både kan ses og mærkes – Bare fordi jeg ikke kan nå ind til dem og tale fornuft. Der kommer et tidspunkt, hvor man bare ikke orker at høre mere på, hvor helt igennem dum, håbløs, åndsvag, mangelfuld og idiotisk mor, man er. Hvor man konstant skal mægle og høre på rapporteringen af de øvrige søskendes gøren og laden og høre på, hvor helt igennem dumme, håbløse, mangelfulde og idiotiske søskende er. Og yngsten, der har de vildeste humørsvingninger, hvor man det ene øjeblik får et dejligt kram, og inden man når at blinke, skriger han som et vildt dyr af sine søstre og kaster ting efter dem, hvorefter der kommer et primatskrig og han smækker med døren til sit værelse.
    Så måske skal jeg bare stikke af på job og lade dem sejle i egen sø. Og når jeg kommer hjem, mødes jeg af et hjem, der bærer præg at teenagere, der har spist og drukket, men bliver edderspændt arrige over at blive bedt om at rydde op og sætte tingene i opvaskemaskinen.”Hvorfor skal jeg/ Du er så tarvelig/Det var ikke mig”
    Når de så er begyndt i skole, trækker jeg stikket og falder hen i stilhed og meditation.

    Udover alle de udsving, der giver mig endnu flere grå hår, har mit afkom også formået at hygge sig med hinanden og med os. De har været sjove og vittige. Det er været skægt at være så meget sammen med dem. Men det er lidt udmattende, at sindstemningen skifter frem og tilbage hele tiden.

    • Årh jeg hører dig! Oplever fuldstændigt det samme her, med sladder og drama og “dumme mor” og uvillighed til at hjælpe. Bevares: de er søde det meste af tiden og godt selskab, men de der hormoner kan være urimelige i perioder…
      På en eller andre måde gør det bare hverdagene tungere: når man kun har lidt vågen tid hjemme er det smadderhårst de dage DN så får med gnidder, og man tænker det ville være nemmere hvis bare man havde mere tid.
      Vil gemme dit skriv her, og hive det frem hver gang jeg føler mig som den mest forkerte mor nogensinde -godt man ikke er alene! Knus

  5. I do, selvom jeg ikke har haft mere end 5 dages sammenhængene ferie de sidste 4 år. Men når jeg fx sidder i flyveren hjem efter en tur til Paris, og ved vasketøj, aftenvagtmadpakker osv venter, er jeg altid lidt mut.
    Håber det nye arbejde hitter, søde Kim!

    – A

  6. Så er jeg den der kommer og siger at jeg IKKE lider af det. Jeg er virkelig glad for ferien er slut, og nu skal vi bare lige igennem skolestart (og det efterreaktionsflip Barnet altid smider når der sker noget nyt) og så ser jeg frem til måneder hvor jeg ikke skal vende mit liv på hovedet, fordi nogen har bestemt hvornår “man” (og især Barnet) skal holde såkaldt “ferie”.

    Vi havde en fin uge i Sverige den her sommer, men sådan en uge kunne vi ret beset tage når som helst, og vi gjorde meget ud af at det ikke (kun) var ferie. Det var jo pissehårdt og udfordrende og grænseoverskridende – fordi det er der, det giver noget, og rykker på noget. Rejse, ja. Ferie, not so much. De “rigtige” feriedage til gengæld, dem herhjemme, hvor vi “bare skal være”, dem får jeg meget hurtigt nok af.

    Det er måske også fordi jeg aldrig har haft et job, aldrig har bekendt mig til karriere og 9-16, men jeg har altid – også som (stort) barn – været mere end klar til at vende tilbage til hverdagen efter ferier der varede mere end en uge.

    • Lyder dejligt ikke at have det sådan:).
      Jeg ville nok have mindre ferieblues, hvis jeg ikke skulle være væk hjemmefra ni timer dagligt og komme uoplagt og indadvendt hjem til børnene og de tre timer inden de skal sove. Det er det pludselige fravær af nærvær der svier lidt, tror jeg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *