08/5/18

Om at være en ridset plade

Sommerferien er slut om et døgns tid, og det eneste jeg kan forestille mig at blogge om, er det vemod der fylder post-ferie.

Det er som om det står klarest for mig at mine unger er blevet et helt år ældre, når jeg ser dem i de vante sommeromgivelser og de pludselig er vokset fra at lave noget af det de plejer at lave. Der slår det mig hvor hurtigt tiden går, og det er med vemodig modvilje at jeg vender tilbage til endnu et hæsblæsende hverdagsår.

Når det først går i gang, er det altid helt fint alligevel, med hverdage jeg holder af, og oaser af fritid der ofte også indeholder nærvær, men postferie-bluesen gør altid ondt.

Et kig tilbage i bloggen fik mig til at vende øjne af fortids-migs forudsigelige august-klager – tal lige om at lyde som en ridset plade!

Sidste år var der måske en grund til det, med studie og arbejde der var ret voldsomt, og børn der aktivt viste tegn på løsrivelse i ferien.
Et par år før var jeg kriseramt over hvad jeg ville med mit liv, og fik aparte kompliment som trøst.
I 2014 var der igen lidt søvnløshed ind over ferieslutningen, og i 2011 var den yderligere krydret med barselsafslutning.

Men alt i alt: temmeligt ridset plade..

Jeg starter nyt job i morgen, et helt nystartet sted hvor alle andre også er nyansatte. På en eller anden måde er det nemmere at skulle noget ganske nyt efter ferien, noget jeg ikke kender, og som forhåbentligt er vildt fedt.  Altså – lidt nemmere. Klynkefælden står stadig og klaprer lidt med låget ude i kulissen…

I år vil jeg virkeligt, virkeligt forsøge at fokusere på de gode ting. Også på bloggen. Normalt går jeg lidt i stå med bloggeriet når jeg har postferie-blues, men måske kan jeg skrive mig ud af det, hvis jeg fokuserer på noget af det gode? Måske bliver det indlæg af den mere tyndbenede slags, som fx tips til at købe pæne kjoler, billeder af grimme dyr eller noget tilsvarende ikke-klynkende.

Hvordan har I andre det med ferieslut? Kender i bluesen?