08/31/18

Postkort fra onkel, til efterskoleungen

Det er ikke kun hunden der spammer efterskolebarnet med postkort – min fætter, børnenes superonkel, kan også.

Jeg synes tegningen er fin, men digtet udviser i den grad stil og voksenhed, da det høfligt forklarer hvorfor cowboyens kønsdel ikke kan ses på tegningen alligevel.
(at han syntes det var nødvendigt at skrive sin alder i hjørnet, modsiger muligvis den modne tone i digtet noget)

08/24/18

Postkort fra hunden del 2, skaterhunden

I samarbejde med min næstyngste, producerer jeg postkort fra hunden, til mit store efterskolebarn. I sidste uge var han emo, nu har han skiftet identitet igen – og har bygget om på hendes værelse, som han ellers ikke måtte sætte en pote i….
Yo dude!

Det der emo-pis blev lidt for nedtur, men så faldt jeg over dit skateboard. Wow, jeg er swag på det board, du skulle bare vide! Jeg har bygget en gigantisk rampe på dit værelse, som jeg øver backflips og ollies og andre seje tricks på. Du kan se dem på min youtube-kanal, skaterdude (#link in bio)

Jeg siger dig at tøserne er vilde med mine ordentligt syge tricks, men mit primære mål er faktisk bare at imponere naboens kat. Den fører sig frem på sit nye skateboard, det er virkeligt pinligt for den. Den kan seriøst ingen tricks!

Ses, skaterchick!

High five fra Winniedrengen

08/22/18

Om pludselig at have kæmpestore børn

Ulempen ved at have utroligt mange børn er, at der altid er mindst en der sover dårligt om natten; mindst en der ikke kan lide maden; og mindst en der er muggen over et eller andet.

Fordelen ved at have utroligt mange børn er, at der altid er mindst en der gider hænge ud; mindst en der synes jeg er megasjov; og mindst en der gider sidde og nussehygge i sofaen.

Efter at mit lillebitte kæmpestore ældstebarn tog på efterskole, har jeg kriset lidt over hvor vildt det er, at de løsriver sig. Fantastisk og sejt og meningen, selvfølgelig, men også noget skræmmende og vemodigt, når nu man grundlæggende er virkeligt glad for at have huset fyldt med børn.
I det mindste har jeg stadig hele tre små børn hjemme, trøstede jeg mig selv med – uden at have forudset hvad det gør ved de andre når de pludselig rykker frem i alders-bussen.De her to blide småbørn har lynhurtigt snuppet teenagekasketten på, og  selv om det da glæder mig hvor ofte de nu er enige om noget, ville jeg ønske enigheden ikke handlede om hvor øjenrulsfremkaldende deres mor er.

Men det er okay – de er til gengæld blevet mere selvhjulpne og udfører mange pligter (for at få lommepenge), og jeg HAR jo stadig hende her den lillebitteste baby:

Jaja: jeg kan godt mærke at hendes lange, 8 årige ben slasker efter mig, hvis jeg falder for fristelsen og bærer på hende, men hun har stadig heliumstemme, fortæller sære ting og bliver lykkelig når jeg hænger ud med hende, og jeg nåede lige at glæde mig over stadig at have en at smide ophobet omsorg ud over.

Indtil jeg puttede hende forleden, og efter historielæsning spurgte hvilken sang hun ville have, og blev affejet med et hårdt: “Nej tak, jeg er  bare blevet ALT for stor til at få sunget godnatsang! Det var dengang jeg var virkeligt lille. En historie er ok, men slut med sange…”

I 17 år har jeg sluttet hver eneste dag af med at synge godnatsange, og den var jeg ikke helt klar til at slippe, men hun fastholdt sit nej tak til sang, uanset hvad jeg forsigtigt foreslog af sangvalg.

Dagen efter foreslog hun så selv at hun sang en sang for mig, og i går måtte jeg allernådigst synge de første to vers af “regnvejrsdag i November” – så måske er det ikke helt slut med den del af det endnu.

Så jeg nyder den sidste rest baby – samtidig med at jeg også nyder at babyen er stor nok til at nå kaffemaskinen og lave kaffe til mig hver morgen.

Overvejende er det ret fedt når børn bliver større og kan selv – men mindsteungen skal nok forvente at jeg plager om at måtte synge godnat for hende, frem til hun fylder 40.

08/17/18

Vind det fedeste cocktailkit

Konkurrencen er slut. Vinderen blev fru z.

 

Reklame i samarbejde med Deserved cocktails.

Yay – det er fredag!

Det er godt nok hårdt at komme i gang med hverdagen i år. Selv om det er superspændende med nyt arbejde, så er det også et helt nystartet sted, og alting skal tænkes over og diskuteres, så når jeg kommer hjem er jeg usædvanligt drænet for ord.

Heldigvis findes der alkohol! Og endnu mere heldigt har jeg en mand, der er ekspert i at lave cocktails, og gerne laver den slags til alle der trænger. I aften er det mig!

Vind en kasse med cocktails!

Er I også fans af cocktails? Så er denne konkurrence det mest geniale nogensinde: man kan simpelthen vinde en fantastisk kasse med cocktails fra Deserved cocktailsIdeen bag, er at man får en cocktailkasse en gang hver måned, som indeholder de nødvendige ingredienser til at kreere en lækker drink til mindst seks personer. Det eneste man skal gøre er at følge den medsendte anvisning og så kan man lave lækre, usædvanlige, cocktails til sine gæster.

Alt du behøver gøre for at vinde sådan en kasse, er at skrive en kommentar her nedenfor, hvor du anbefaler din favoritcocktail. Vinderen af en kasse trækkes d. 30-8.

Min mand, cocktaileksperten, kastede sig beredvilligt ud i at teste vores prøvekasse, og bloggede begejstret om det på sin nye blog, og jeg har fået lov til at låne noget af hans anmeldelse her til. Selv kan jeg sige at jeg også er begejstret for konceptet, og havde vi råd ville et fast abonnement stå ret højt på prioriteringslisten. Det er virkeligt fedt!

Ninjaman anmelder “Deserved Cocktails”

Da min kone fyldte 40, sendte hun mig og vores nabo på bartenderkursus, så vi kunne lære at lave drinks til festen. Det var virkeligt sjovt (og vådt) og lige siden har jeg været rigtigt vild med at lave cocktails til særlige lejligheder.

Så jeg blev helt glad, da min kone fik lov at teste et abonnement på cocktails fra Deserved cocktails , hvor man får en kasse hver måned, med alt man skal bruge til mindst seks cocktails.

94EB4BCD-C15D-4831-AFF7-2EA3A4FD8A2E

Førstehåndsindtryk: kassen blev leveret til døren, flot emballeret, og med alle ingredienser og en letlæselig opskrift. Det så indbydende og ud, og de håndskrevne etiketter på flaskerne med hjemmepresset saft mm virkede personligt og eksklusivt. Man kan også give en enkelt kasse (eller flere) i gave til en ven, og jeg synes det virker som en fremragende gave, rent blæremæssige ihvertfald.

Selve cocktailen: Cocktailen i denne måneds kasse hedder “Old cuban”, og minder i smag lidt som mojito, med et godt twist. Rom, sukkerlage, lime, mynte, og så toppet med cava. Meget friskt, let syrlig og lækkert i varmen! Selv kan jeg godt lide mine cocktails lige en tand sødere end denne, men det er jo en smagssag. Jeg tilsatte ekstra knust is og så stødte jeg mynten i en morter, men ellers fulgte jeg opskriften, der var nem at gå til.

6CD062C7-D89C-4F7C-8340-2DB53731A24F.jpeg

Pris: en kasse i abonnement koster 300 kr, hvilket måske er lidt dyrt, men seks cocktails af samme kvalitet ville koste mindst 600 kr på en bar, og her lærer man opskriften og vil kunne lave det igen.

Samlet vurdering: hele konceptet, med en hjemmeside hvor man kan finde videoer, tips og opskrifter, og den flotte kasse med ingredienser holder 100%! Jeg ville elske selv at have et fast abonnement på det her, og kunne sagtens finde på at give det i gave! 5/5 stjerner

 

08/16/18

Postkort fra hunden del 1: “Emo-hunden”

For at distrahere os selv fra at savne ældstebarnet, der er på efterskole, bruger næstmindstebarnet og jeg ufatteligt meget tid på at billedmanipulere fotos af hunden, og sende dem til hende. Her er det første:

Kære S.

Wow, livet er mørkt og trist for tiden. Siden jeg jo overtog dit værelse, har det taget lidt overhånd med hvilken identitet jeg skal have. Altså: en hund, der har sit helt eget værelse, er jo ligesom nødt til også at have sin helt egen stil, og det har jeg grublet meget over. Faktisk har jeg grublet så meget, at jeg er blevet ganske deprimeret. Der er ingen der rigtigt forstår mig, lissom.

Jeg begyndte at gå i sort tøj, for at matche mine dystre tanker, og blev også piercet lidt i fjæset. Den i øjenbrynet gjorde sygt nas! Jeg har  groet mit pandehår, så jeg kan skule verdensfjernt ud på folk, og er begyndt at gå med eyeliner.

Nå, men for en depressiv og følsom emo-hund som mig, er der ikke andet valg end at male væggene på værelset sorte. Det kan godt være du synes hvide er smart, men nu er dit værelse altså sort. Det matcher godt til de sorte stearinlys, i hvis skær jeg sidder og skriver digte om vampyrer.

Fucking sad, du forstår mig bare ikke lissom. Jeg har ikke overskud til at skrive mere nu, livet overvælder mig…

emo-hilsner fra dit værelses nye ejer, Winston Shadowheart

08/14/18

Om forlænget efterferieblues og efterskoleunger

Det er muligt, at jeg skrev et indlæg, om hvordan jeg hurtigt ville blogge mig ud af efter-ferie-blues, med en perlerække af kække og positive indlæg – men der havde jeg ikke nået at gennemtænke, det der med at Ældstebarnet skulle på efterskole….

Da jeg skrev indlægget, var hun en ranglet, kreativ, selvstændig 16 årig, og jeg glædede mig på hendes vegne, over at vi havde fået lov til at låne penge til at sende hende afsted.

Et par dage efter forekom det mig at hun var skrumpet en smule, og det begyndte at føles lidt underligt at sende sådan et lille skolebarn afsted, helt alene. Dog ikke helt så slemt som det gjorde da hun, yderligere et par dage efter, ikke var meget større end et børnehavebarn, med tynde små fletninger og en lille hånd, med smilehuller på knoerne, der nemt kunne gemme sig i min.

Da vi i søndags, tømmermændsramte og i søvnunderskud efter fest, kørte dette nuttede mikromenneske til efterskolen, måtte jeg kæmpe gevaldigt for ikke at hulketude ynkeligt ned i hendes krøller:
(På alle måder heldigt at hun ikke skulle starte en uge senere, for så ville jeg nok have skullet føde hende på efterskolens trappe…)

Inderst inde ved jeg jo godt at hun er rigeligt stor til at fylde de sko; klog og fin og sej som hun er – skal bare lige vænne mig til forsmagen på at mine unger flytter hjemmefra.

Så ja: jeg savner hende. Også en smule mere end det strengt taget er nødvendigt at savne hende, i betragtning af at hun kommer hjem de fleste weekender.

Men så har jeg jo stadig 75% af børneflokken og deres grimme hundelillebror herhjemme til distraktion.

”Hunden skal IKKE op på mit værelse, nogensinde!” Var en af de sidste beskeder fra den afrejsende.

“Vi indretter dit værelse til ham, komplet med billeder af katte på væggene, hundemad på gulvet og fri adgang til din seng” replicerede hendes mest sarkastiske søster tørt, og hermed blev distraktionside’ nummer et født: postkort fra hunden.

Hele aftenen brugte jeg på at sidde og manipulere billeder af hunden, sammen med næstmindstebarnet, mens vi opfandt tekst til postkort, som vi spammer efterskoleungen med det næste år. Omdrejningspunktet er naturligvis hvad hunden vil gøre ved hendes værelse, nu han har overtaget det.

Første del af “postkort fra hunden” kommer på bloggen snart. Glæd jer!

 

08/5/18

Om at være en ridset plade

Sommerferien er slut om et døgns tid, og det eneste jeg kan forestille mig at blogge om, er det vemod der fylder post-ferie.

Det er som om det står klarest for mig at mine unger er blevet et helt år ældre, når jeg ser dem i de vante sommeromgivelser og de pludselig er vokset fra at lave noget af det de plejer at lave. Der slår det mig hvor hurtigt tiden går, og det er med vemodig modvilje at jeg vender tilbage til endnu et hæsblæsende hverdagsår.

Når det først går i gang, er det altid helt fint alligevel, med hverdage jeg holder af, og oaser af fritid der ofte også indeholder nærvær, men postferie-bluesen gør altid ondt.

Et kig tilbage i bloggen fik mig til at vende øjne af fortids-migs forudsigelige august-klager – tal lige om at lyde som en ridset plade!

Sidste år var der måske en grund til det, med studie og arbejde der var ret voldsomt, og børn der aktivt viste tegn på løsrivelse i ferien.
Et par år før var jeg kriseramt over hvad jeg ville med mit liv, og fik aparte kompliment som trøst.
I 2014 var der igen lidt søvnløshed ind over ferieslutningen, og i 2011 var den yderligere krydret med barselsafslutning.

Men alt i alt: temmeligt ridset plade..

Jeg starter nyt job i morgen, et helt nystartet sted hvor alle andre også er nyansatte. På en eller anden måde er det nemmere at skulle noget ganske nyt efter ferien, noget jeg ikke kender, og som forhåbentligt er vildt fedt.  Altså – lidt nemmere. Klynkefælden står stadig og klaprer lidt med låget ude i kulissen…

I år vil jeg virkeligt, virkeligt forsøge at fokusere på de gode ting. Også på bloggen. Normalt går jeg lidt i stå med bloggeriet når jeg har postferie-blues, men måske kan jeg skrive mig ud af det, hvis jeg fokuserer på noget af det gode? Måske bliver det indlæg af den mere tyndbenede slags, som fx tips til at købe pæne kjoler, billeder af grimme dyr eller noget tilsvarende ikke-klynkende.

Hvordan har I andre det med ferieslut? Kender i bluesen?

08/4/18

Lørdagslæsning: “setting the stage”. En bog for scenografinørder!

(Bog er anmeldereksemplar, link er adlink – anmeldelsen er oprigtig)
Jeg har lavet rigtigt meget teater i mit liv, både for og med børn. Mit fokus har været på historien, men jeg har altid været lidt på røven over veludført scenografi, og misunder dem der kan finde ud af at lave den slags.
Min ældste datter deler min interesse, og er ovenikøbet fascinerende god med sine hænder. Hun har bygget både dukketeatere, lavet scenografi til skoleteater, og været i praktik som  scenograf på teatre, og kan lave modeller i pap og papir, som fx disse:
Da jeg blev tilbudt anmeldereksemplar af “Setting the stage”; der omhandler både kostumedesign, lysdesign, udstillingsdesign, teaterscenografi, og  design til film, TV og animationsfilm, sagde jeg derfor straks ja. En scenenørd som hende måtte kunne hjælpe med at anmelde den – og det kunne hun, vi har virkeligt været opslugte af den sammen!
Fotografen Tine Harden har fulgt 12 danske scenografers arbejde med 12 vidt forskellige opgaver, og Trine Ross har interviewet dem om deres arbejde og ideer.
Teksten er på engelsk, men fængende og til at forstå, og billederne er helt utroligt gode. I det hele taget er det en utroligt flot bog, med blanke sider, lækkert rustikt omslag, og den rette balance mellem tekst og billeder.
Billederne viser både før, under og efter opbygningen af scenografierne, og det er virkeligt fascinerende hvor meget fantasi de har i deres opbygning. Det er ganske magisk!
En bog for alle, der interesserer sig bare en lille smule for scenografi.

Titel: Setting the stage

Forfatter: Trine Ross

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Sideantal: 256

Min bedømmelse: 5/5