Om nemme fødsler – og den slags som mennesker har

Den tasmanske djævel – altså det der grimme lille hundelignende dyr fra Australien – føder, efter kun tre ugers graviditet, 20-30 små unger. Ungerne er på størrelse med riskorn, så umiddelbart tænker jeg, at hun slipper billigt med både graviditet og fødsel.

De kravler endda selv hele vejen op ad hendes mave, og ned i en pung hvor de fire heldigste suger sig fast i en brystvorte, der svulmer op så de ikke kan komme af før de er store nok.

Hvilket er ærgeligt for resten af riskorne-bebserne, men rimeligt nemt for deres mor, der kan fortsætte ufortrødent med at se Netflix (eller hvad hun nu laver), trods det at hun er nybagt firlingemor.

Virkeligt smart design, som den der designede mennesker godt kunne have skelet lidt til! Der er virkeligt ikke særligt meget lynhurtig graviditet/behagelig størrelse barn/fødsel man knapt bemærker/ baby der nok selv skal sørge for at overleve, over en menneskefødsel.

Sådan gik samtalen på Hvidovre hospital sent fredag aften, hvor min søster, svoger og jeg sad og krydsede fingre for at hun snart skulle få veer, efter at være blevet forsøgt sat i gang med fødsel siden torsdag morgen.

Først lørdag eftermiddag skete der noget, med vandafgang og veer, og søndag morgen kom det mest fantastiske lille drengebarn til verden; vrælende, fedtet og noget af det fineste jeg nogensinde har set.

Jeg har ikke tænkt på særligt meget andet end den fødsel hele ugen. Dybt taknemmelig over at have fået lov til at være en del af noget så privat og rørende, men mest af alt: vanvittigt imponeret over hvor meget styrke og viljestyrke der skulle til, og hvor sejt hun kæmpede.

Det var ikke en nem omgang, med et barn der sad skævt, langsom fremgang, og nødvendigheden af mange ledninger, men hun arbejdede  urkvinde-agtigt hårdt, og det var en bedrift af den slags man næsten burde have lov til at skrive på sit CV.

Og her tænker jeg så at den tasmanske djævel alligevel går glip af noget. Ihvertfald på moster-fronten.

Jeg er rimeligt sikker på at der ikke er imponerede tasmansk-djævel-mostre der går rundt og tænker nostalgisk tilbage på, hvordan ungerne selv sørgede for at blive født, mens deres mor spiste pommes fritter og spillede Wordfeud på mobilen. Et barselsbesøg, hvor de fire overlevende unger sødt gnasker mælk i sig, må også ødelægges lidt af det morbide i, at der ligger 20 sultedøde søskende i en klump omkring deres fødder. Det er måske praktisk at ungerne kan klare sig selv så meget, men når man er så nuttet som min nye nevø, er der intet man hellere vil, end at hjælpe ham med alt det han skal hjælpes med de næste mange år –  og jeg glæder mig over det!

(Visited 1 times, 1 visits today)

7 thoughts on “Om nemme fødsler – og den slags som mennesker har

  1. Tillykke med din fine moster-titel. Jeg er selv lige blevet “bonus”-moster til min kusines tvillingedrenge. Babyer kan altså noget. De er gode for mange ting 😉 kh. Birgitte

  2. Man må kunne lave en fusion, så man undgår de døde riskorn, men samtidig kommer lidt lettere igennem pinslerne. Personligt føder jeg i samme tempo som Rachel (fra Venner) og øvelse gør i den forbindelse slet ikke mester: 100 timer har jeg sammenlagt brugt på at bringe tre arvinger til verden, og selvom jeg nu har sat fødemaskinen ud af drift (virkelig dårlig model!!), så håber jeg for hele menneskeheden, at nogen sætter en lille forskningsbevilling af til at merge kvinden med den tasmanske djævel. Men når det så er sagt, så kæmpestort tillykke med den lille mand – hvor ER det godt gået!! ❤️

  3. Du er virkelig så sød at se på – og det skriver jeg altså ikke til alle bloggerne! Baby-nevø er også svært nuttet, men det var altså dig jeg lagde mest mærke til. Dine piger ligner dig virkelig meget og er tilsvarende cute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *