05/16/18

Om at være sådan en der siger:”OMG – bare vent til jeg afslører det her!”

Fancy clickbait-overskrift, ikke sandt?

Når bloggere normalt skriver den slags, er afsløringen som regel et eller andet smart, med prestigefyldt nyt job, ambassadørskab eller fuldtidsbloggerliv – når jeg skriver det, er det noget så uglamourøst som en teaser for min 11 åriges kommende tegneserie.

Barnet, der bragte os klassikere som “Sandheden om hvor de små børn kommer fra”, “Kinderne der faldt af” og var hovedforfatter bag et væld af weird tegninger i tilbudsaviser, flottede sig på mors dag, hvor hun både havde lavet dette fine maleri (forestillende vores hund, hvis han var kat) og en halv tegneserie.
Hun er en omhyggelig langsom tegner, så der går nok en uges tid før tegneserien er helt færdig, men det hun foreløbigt har, er det sjoveste jeg har set i meget lang tid, og jeg har grinet højt af den flere gange.

Så det er den jeg teaser på: vent bare til I ser resten; de af Jer med underligt humor vil helt sikkert finde den sjov!

(Og til de af Jer med mere konventionel humor: undskyld på forhånd!)

Selve historien er så ekstremt sær, at det lille teaser-klip der kommer sidst her i indlægget kræver noget baggrundshistorie: for en måneds tid siden havde jeg så meget hold i ryggen, at jeg desperat bad barnet gå på min ryg, i håb om at det kunne rette den ud.

På et tidspunkt trådte hun tilbage med den ene fod på min mås og udbrød en forskrækket kommentar om, at hun risikerede at forsvinde mellem mine balder for evigt. Så begyndte en længere historie, om hvordan min røv er lidt ligesom sorte huller i universet, som man risikerer at forsvinde i, og vi måtte stoppe det nyttesløse ryg-gængeri, til fordel for vanvittig historiefortælling.

“Hvis jeg var faldet ned mellem dine balder, havde jeg sikkert mødt alle mulige mennesker der var røget derind ved uheld i tidens løb. For eksempel en eller anden du kom til at sætte dig på i bussen for ti år siden!” hævdede hun.

Og det er så den historie, der er lige på trapperne som tegneserie.

Foreløbigt har den 10 billeder, og en utroligt langt ude historie. Det her er smagsprøven – resten må i vente lidt med at se (eller undgå at se).