04/27/18

Anbefalinger af børne og ungdomsbøger

Links er affiliate og enkelte bøger er sendt som anmeldereksemplarer, men indlæg er ikke købt og anbefaling er ganske oprigtige.

Både næstyngstebarnet og jeg selv er glade for at læse højt, og de andre er glade for at lytte mens de tegner eller andet, så vi får generelt læst en del, både børne og ungdomsbøger.

Her kommer anbefalinger af nogle af de bedste børne/ungdomsbøger jeg er stødt på det sidste års tid:

Bøger til teenagere, og andre der godt gider læse ungdomsbøger (fx mig!):

Den bedste ungdoms-serie jeg har læst i lang tid er Ravnedrengene. Foreløbigt er kun de to første bind oversat til dansk, og jeg har kun fået læst det første – men det er altså en spændende historie, med gode personer, hekse, mysterier, spøgelser og venskaber. Kan varmt anbefales, også til voksne læsere, der godt kan lide ungdomsbøger.

Mine store piger kunne rigtigt godt lide Sarah Engells velskrevne Valget, hvor en ung idealistisk pige med politikerdrømme, tager et flygtningebarn med sig hjem. Vi har talt meget om den lige siden, og den burde være på pensumlisten i de store klasser. Mine piger er måske lige unge nok til den, og der skulle lidt ekstra forklaringer til, men det var en spændende bog at være fælles om. Jeg har foræret den væk i gave flere gange siden, til større teenagepiger.

Ti små åndedrag er en gribende ungdomsroman, om sorg, tab og kærlighed. Jeg syntes rigtigt godt om den. Målgruppen må være de ældre teenagere og voksne.

Provinspis er en rå og direkte bog, om bølands-blues og dårlige beslutninger. Den er smækfyldt med sex og stoffer (altså ikke lige højtlæsningamateriale for mellempigerne) men det er en skidegod ungdomsbog, der skiller sig ud.

Bøger til lidt mindre børn:

“Hvor er wookien?” er en findebog/myldrebog for Star Wars nørder. Den syvårige – der HELT sikkert kan gå under betegnelsen Star Wars nørd – fik den i julegave, og elsker den! Personligt synes jeg den er lidt gnidret tegnet, men jeg kan godt mærke at det er helt uvæsentligt for bogens sande målgruppe: de syv årige nørder. Fordelen ved findebøger er at der er så meget at se på, at man ikke bliver træt af at læse den for gang nummer 100.

Mindstebarnets yndlingsbog i hele verden er “Hundemand“; hvor vi har læst nummer et cirka tusind gange. Nummer to er lige kommet ,og er mindst lige så fantastisk. Vi kampgrinede af billederne af den onde fisk, og hun plager allerede om at vi snart læser den igen. Som voksne højtlæser finder jeg dem også ganske underholdende.


Ronja røverdatter har jeg læst for alle pigerne da de var 7-9 år. Mindstebarnet fik den læst højt for nogle måneder siden, og har siden gnavet sig igennem Miazakis tegnefilmsversion af bogen, på Netflix. Hun har fødselsdag snart, og jeg overvejer om hun skal have den nye variant af bogen, med tegnefilmstegningerne i. Er der nogle af Jer der har den, og kan sammenligne med de originale illustrationer? Dem kan jeg personligt ret godt lide, fordi det er min egen barndomsbog, men jeg kan se at hun er vildt fascineret af den der tegnefilmsserie, og overvejer om det er værd at købe den.