Ninjamans nyopererede ben (med de flotte nerver indeni) binder ham til sofaen i mindst seks uger. Det binder også mig herhjemme, i al den tid jeg ikke er nødt til at være på arbejde eller studie – og selv der er mindst halvdelen af mine tanker stadig hjemme hos ham.
Jeg skal ud med en veninde i aften, og har glædet mig rigtigt længe, men lå vågen til klokken 03 i nat, fordi det alligevel føltes forkert at overlade ansvar for min hjemmelogistik til min hjælpsomme moster.
Det er noget af en udfordring at finde timer nok til alt det praktiske oveni job og studie: børnehentning, putning, tøjvask, indkøb, madpakker, lus, madlavning, studieopgaver, forberedelse af arbejde, hundeluftning, hjælp til den opererede, og trøstesamtaler med børn, der bliver mindet om hans grimme sygdomsforløb sidst.
Det antal timer findes simpelthen ikke, men vi er ved at finde løsninger, der faktisk er okay at være i.
Børnene er blevet ret gode til at følge hinanden i skole om morgenen, og hjælpe til med hund og opvask, og min fantastiske veninde, Maren, kom uventet forbi, med en pose mad til en uge. Og rengøringstandarden er blevet sænket yderligere…
Det frigiver tid til at sidde og nørkle med mine eksamensprojekter, hvilket jeg i høj grad også har gjort. Pigerne har udnyttet at jeg sidder nogenlunde stille, og kan snakke mens jeg arbejder, så de sidder på skift sammen med mig og maler eller tegner, og snakker mine ører af. Hyggeligt.
Havde det ikke været fordi min hjerne hele tiden slår fra, og laver overspringshandlinger, kunne jeg have nået væsentligt længere i projekterne.
Her en kort liste, over ting der har spændt ben for min koncentrationsevne:
1. Sad meget fordybet, da jeg pludselig kom til at tænke på, at min datters veninde havde fået serveret “penis-fisk” på en ferie i Korea. Tænkte på hvordan den slags så ud – og googlede.
Bad mistake…
Så røg der fluks en times tid, med at sidde og sende barnlige smser til de to af mine venner der sætter mest pris på den slags.
2. Hold i ryggen. Seriøst dårlig timing.
3. Forgæves indkøb på nettet. Grundet hold i ryggen, tænkte jeg det ville være smart at købe ind til næste uge over nettet. Brugte først en time på at gennemgå Nemlig.com, bare for at opdage at det altså er 2-300 kroner dyrere end vores ugeindkøb normalt er. Slet igen, og start forfra på Rema.dk, hvor hjælpsomme mennesker køber ind for en, ud fra den liste man laver. Det tog også en time. Problemet var her, at ingen meldte sig til indkøb…
Så jeg endte med at måtte bruge pigerne som pakæsler og hjælpere, hvilket igen medførte, at vi har fået købt ekstra mange kiks og kakaomælk og andre ting, som børn finder nødvendige.
4. Hjemmehårfarvning. Tænkte jeg godt kunne gøre det min frisør gør så godt (og dyrt og tidskrævende) selv. Det kunne jeg ikke – som jeg efterhånden burde have lært. Er nu den heldige indehaver af grønbrunt hår, og venter utålmodigt på at min frisør farver det tilbage til det sædvanlige blonde d. 8-5. Det er lang tid….
5. Søvnløshed. Det er ikke ligefrem befordrende for koncentrationsevnen, når ens hoved konsekvent reagerer på logistiske udfordringer, ved også lige at smide udmattende søvnmangel oveni hatten.
Men nu er det tirsdag. Mine børn bliver hentet af min moster, og jeg skal til noget fancy bloghalløj med Weber grill, hvor min veninde og jeg skal lære at grille kød ordentligt. Der er rødvin. Rødvin er løsningen på alt det, der ikke kan løses med planlægning.
Håber du havde en fantastisk aften – det trængte du vist til 😀
Tak! Det var dejligt at være ude
Logistiske udfordringer, overspringshandlinger og snyden hjørner er der også masser af her. En af de gennemførte lean-aktiviteter var at droppe hårfarvning. Det sparer tid, penge, miljøet og en masse overflødig tankevirksomhed a la “kan jeg mon vise mig offentligt med den hér udgroning eller skal jeg lige nå at klemme en farvning ind inden lørdag kl. 14?”.
Going Grey er ikke for alle, men nøj, det er en lettelse for mig!
Bare en tanke 🙂
Har også overvejet det, men det der med kvart grå hår ser sjusket ud – dog bedre end grøn:)
Maren er da en helt igennem fabelagtig veninde, sådan en bør alle have. Og hvis nogen skulle formaste sig til at sige noget om rengøringsstandarden, kan du pege dem i retning af støvsugeren.
Ja meget:)
Håber du havde en skøn aften
De fisk ?
Godt børne hjælpe dig, og din veninde, Godbedring til din mand.
🙂
Synes altså jeg får lige lovlig meget crede for at fyre en masse færdigmad i indkøbsvognen og køre ud og læsse det af hos dig. Det, jeg mest af alt bør få point for, er faktisk, at jeg valgte ikke at lave hjemmelavet mad til dig. På den måde er jeg både realistisk og flink.
Hahaha! Det er det jeg er næstmest taknemmelig for. Men du er skarp til kagepyntning
Jeg synes ikke dit hår ser grønligt ud, men fint gyldenbrunt? Det fremhæver dine blå øjne super fint ?. Eller også er det mig som har fået vaselinebrillerne på pga at foråret og solen er kommet langt om længe. Jeg håber i får en dejlig weekend med grill i haven nu når du er blevet grillchamp ?. Og masser af rødvin ?☀️
?