Om ben, der er pæne indeni

Jeg ville have troet det med hospitalsventetid blev rutine, især nu hvor det er gang nummer elleve min mand bliver opereret – men rutine er det stadig ikke. Spøgelserne fra alle de andre operationer, med al deres smerte og usikkerhed, har stirret tungt på os begge de sidste uger op til i dag – også selv om denne operation er mindre: foden, på det ben der er blevet skåret i, er blevet krøllet sammen af stramme sener, der skal snittes op og stives af med skruer.

Der går 4-6 uger før han må gå, men selve operationen er færdig om et par timer.

Det har været en lang morgens fælles ventetid, hvor alle de gamle skrækoperationer blev ved med at spøge, men lægen der lagde bedøvelser i benet løftede stemningen meget.

Han scannede ben for at finde de rigtige nerver at sprøjte bedøvelse ind, og udbrød begejstret:” NEJ, hvor HAR du flotte nerver! De er jo pragteksemplarer! Kan I se hvor symmetriske de er?”

Lidt befippede over hans entusiasme, og uvidende om hvordan nerver normalt så ud, gav vi ham ret.

Han skamroste nerverne, mens han bedøvede dem, og endte med at råbe til en kollega:” John! Du er simpelthen nødt til at komme og se de her flotte nerver!”

John kom også og var meget oppe at ringe over deres symmetri, og de fagnørdede entusiastisk, mens de smed om sig med latin, og vi forsøgte at holde masken.

Da bedøvelsen var lagt, hørte vi dem sige til en tredje kollega at han var gået glip af nogle flotte nerver, og sekunder efter stod kollega tre og spurgte ydmygt om han lige måtte se dem? Min mand har været flov over sit ben siden første operation (hvor der blev fjernet så meget væv, knogle og muskel at det ligner en haj har taget et par grumme bidder af det) og han begyndte reflektorisk at sige noget om at benet jo ikke var så flot udenpå – hvorpå kollega tre, med scanner på nerverne glædesstrålende sagde:

” jamen, det er jo ikke det ydre der tæller, vel? Og dit ben er SÅ flot indeni! Wow, de her nerver kunne være sådan modelbilleder i en lærebog på medicinstudiet! Virkeligt flotte! Tak fordi jeg måtte se dem!”

Ventetiden derefter blev noget nemmere, fordi vi igen og igen, småfnisende, kunne vende tilbage til hans haj-bens uforlignelige indre skønhed.

“Synes du ikke mit ben er flot? Indeni?” Flirtede han, mens benet begyndte at slaske som en overkogt asparges, af bedøvelsen. Han så overskudsagtig ud, da de rullede ham ind til operation.

Solen skinner nu, og når foden er færdig, er det forhåbentlig allersidste gang han behøver blive opereret.

Muligvis ærgeligt for nerve-fans – men rart at vide at hans indre skønhed ikke kun begrænses til hans personlighed.

(Visited 912 times, 1 visits today)

22 thoughts on “Om ben, der er pæne indeni

  1. Nu giver det endnu bedre mening at sige “ Vi skal længere ind, helt ind i…..nerven” ! Sender jer gode tanker. Og venlighed i sindet?

  2. Haha, det var altså sjovt! Og det er jo humoren, der skal få os igennem tider som disse. Jeg sender en masse gode vibes i jeres retning – sammen med lykønskninger med de flotte nerver! 🙂

  3. Ordet “nervepirrende” kan nu få en helt ny betydning.
    Alt godt til jer på noget der pludselig blev en dejlig forårsdag.

  4. Hvor er det vidunderligt at læse
    Sikke en opmuntring at få og dejligt med menneskelige læger der på sådan en fin og fagnørdet vis får lettet stemningen 🙂
    Jeg krydser fingre for at det var den sidste operation????

  5. Alle de bedste tanker til jer!

    Jeg har også været på hospitalet og er blevet skannet i dag, men i helt anden sammenhæng: skulle have lavet en DXA-skanning, der viser eventuel knogleskørhed. Det er i familien, så det var sådan en rutineting for at se, om jeg er tidligt disponeret; jeg er nemlig ikke så gammel (i den henseende i hvert tilfælde). Og mens jeg lå der under skanneren, kom den ene sygeplejerske hen og sagde: “Vi står lige og beundrer dine knogler lidt. Vi ser på gamle mennesker hele dagen, så er det dejligt at se sådan nogle pæne, unge knogler til en forandring”. Så jeg er også pæn indeni – i det mindste 🙂 Og så var det ikke så kedeligt at ligge der alligevel.

    • Dejligt du også har indre skønhed! Håber dine knogler holder sig fine og smukke i mange, mange år!

  6. Ha ha 😀 Det skal han sgu være stolt af, hver gang jeg er blevet undersøgt indvendig har de altid kommenteret på at alt er mikro. Nææææ seeee verdens mindste urinblærer, hvor er den sød 😀 Der kaldte de en lægestuderende ind, som var såååå pæn at se på, at jeg kunne have gravet mig ned i et hul over årsagen.

  7. Sådan en tandlæge har jeg også. Hun er så imponeret over flotte visdomstænder (jeg synes de lignede noget, som burde sidde inde i en grisekæbe) og så giver hun mig præstationsangst, for hvad nu hvis jeg har dårligere tænder i år end de forrige?!
    Man har ikke lyst til at skuffe verdens sødeste tandlæge, som har tjekket ens tænder siden børnehaveklassen (er lige fyldt 30) :s

    Krydser også fingre for, at jeres fremtidige hospitalsbesøg kun vil være præget af glade nyheder og gode historier 🙂

  8. Det jeg læste medicin blev jeg engang ultralydsscannet af den, på medicinstudiet, legendariske professor Tranum. Sjældent har jeg været mere stolt, at da han foran hele holdet fremviste min “meget flotte galdeblære”.

  9. Gynækologen udbrød, men hun var ved at lave en indvendig scanning på mig ? ‘Det er en flot livmoder!’ Timingen var fantastisk og jeg har blæret mig med det siden ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *