04/24/18

Om større børn og indretning

Nå, er der nogen der kan huske dengang vores hus var lillebitte, og jeg bloggede om hvordan pigerne delte værelse og vi alle seks sov i samme værelse, for at de skulle have mere plads på værelset?

A0C6C291-5D8D-40DF-87E7-59D454F0CBA4

(Og ja – der er særligt ryddet op på billederne,  resten af tiden lignede det en eksploderet legetøjsbutik…)

Det kan jeg knapt nok huske selv. Det er tre år siden vi fik tilbygning, og pigerne fik egne værelser. De to mindste deler et rum, adskilt af en høj bogreol, men det er stadig deres eget.

B441CE48-88E2-4396-845D-DF975F1CE665

De første år mærkede vi ikke meget til al den ekstra plads. Vi var vant til at klumpe os sammen på lidt plads, og det blev vi ved med. De fine nye værelser blev mest brugt når de havde legekammerater hjemme, og ellers sad de i stuen, som de plejede. Om natten sov de tre yngste i den tredobbelte køjeseng i gangen foran vores nye soveværelse.

Det sidste år har det gradvist ændret sig, og de er begyndt både at sove på egne værelser og bruge tid der. Det er både rart og vemodigt…

Det er rart at få lidt ro til at læse i stuen, og rart at de begynder, at føle de har noget der er deres eget – men det er lidt vemodigt at de bliver så større, og tiden med hulebyggende småbørn under spisebordet er endegyldigt forbi.

For nogle måneder siden, brugte vi tid på at ordne deres værelser helt færdige, helt efter deres hoveder. Jeg har før lovet jer tilbygningbilleder, men da vi altid roder minimum lidt, og iøvrigt indretter mest med storskraldsfund, har jeg været lidt tilbageholdende med indlæg om indretning. Her er dog alligevel lidt om pigernes værelser, til de af jer der synes den slags er sjovt!

04CA1011-D225-4CB7-A25F-CD61CD6178B8

Næstældstebarnets teenageværelse, med billeder af venner  på skråvæggene, og hemmelige kroge til iPad-dyrkning og vennehygge. Lige for tiden har hun gang i et projekt med at male paller, som hun kan lave om til en sofakrog, og lime nogle fliser sammen til bord. Jeg har ikke overblik over om det bliver fedt, men det mener hun selv det gør!

FC227B8D-405F-4E06-9BFC-6399AB1F8E41

Næstyngstebarnets værelse, med store samlinger af mærkeligt tegneserie-merchandise, egne fjollede tegninger og læsehjørne. Hun har fundet skrivebordet til storskrald, og vil male det lysere.

Mindstebarnets pyntede værelse, med gulvplads til Playmobil-lege. Hun ønsker sig en seng, så hun også kan begynde at sove på eget værelse.

Ældstebarnets værelse må jeg ikke fotodokumentere, men det kunne næsten lige så godt være en rigtigt lille lejlighed, med planter, spisebord og kunstnerisk indretning.

De fylder huset ud, med deres forskellige personligheder (og brugte sokker, søskendeintriger og almen rod) og det bliver virkeligt underligt når de engang flytter hjemmefra.

Min ældste pige skal på efterskole fra august, en kreativ efterskole. Det ser helt utroligt fedt ud, og både Ninjaman og jeg er grønne af misundelse over ikke selv at have fået sådan en mulighed da vi var 16.

Jeg tror det bliver så godt for hende, også selv om hun kommer til at savne sit eget rum herhjemme. Jeg har lovet at passe godt på hendes ting, og glæder mig en lillebitte smule til at måtte indtage hendes fine værelse som skrivekrog i hverdagene – men det bliver også mærkeligt at få en smagsprøve på hvor det her familieliv stille og roligt sniger sig hen, med piger der gradvist opholder sig mere på værelser, og til sidst andre steder end hjemme. Det bliver stille.

Når pigerne bliver voksne, kommer vi til at have plads til både atelier, bibliotek og walk in closet. Sådan frådse i plads. Ninjaman mener dog det er mere realistisk bare at holde rum så bare og åbne som muligt, så der er plads til at børnene og deres familier og venner kan komme til store søndagsmiddage, mafioso-style.

Fornemmer lidt at der alligevel nok ikke bliver så stille som frygtet?

 

04/17/18

Om hjemmeliv og overspring

Ninjamans nyopererede ben (med de flotte nerver indeni) binder ham til sofaen i mindst seks uger. Det binder også mig herhjemme, i al den tid jeg ikke er nødt til at være på arbejde eller studie – og selv der er mindst halvdelen af mine tanker stadig hjemme hos ham.

Jeg skal ud med en veninde i aften, og har glædet mig rigtigt længe, men lå vågen til klokken 03 i nat, fordi det alligevel føltes forkert at overlade ansvar for min hjemmelogistik til min hjælpsomme moster.

Det er noget af en udfordring at finde timer nok til alt det praktiske oveni job og studie: børnehentning, putning, tøjvask, indkøb, madpakker, lus, madlavning, studieopgaver, forberedelse af arbejde, hundeluftning, hjælp til den opererede, og trøstesamtaler med børn, der bliver mindet om hans grimme sygdomsforløb sidst.

Det antal timer findes simpelthen ikke, men vi er ved at finde løsninger, der faktisk er okay at være i.

Børnene er blevet ret gode til at følge hinanden i skole om morgenen, og hjælpe til med hund og opvask, og min fantastiske veninde, Maren, kom uventet forbi, med en pose mad til en uge. Og rengøringstandarden er blevet sænket yderligere…

Det frigiver tid til at sidde og nørkle med mine eksamensprojekter, hvilket jeg i høj grad også har gjort. Pigerne har udnyttet at jeg sidder nogenlunde stille, og kan snakke mens jeg arbejder, så de sidder på skift sammen med mig og maler eller tegner, og snakker mine ører af. Hyggeligt.

Havde det ikke været fordi min hjerne hele tiden slår fra, og laver overspringshandlinger, kunne jeg have nået væsentligt længere i projekterne.

Her en kort liste, over ting der har spændt ben for min koncentrationsevne:

1. Sad meget fordybet, da jeg pludselig kom til at tænke på, at min datters veninde havde fået serveret “penis-fisk” på en ferie i Korea. Tænkte på hvordan den slags så ud – og googlede.

Bad mistake…


Så røg der fluks en times tid, med at sidde og sende barnlige smser til de to af mine venner der sætter mest pris på den slags.

2. Hold i ryggen. Seriøst dårlig timing.

3. Forgæves indkøb på nettet. Grundet hold i ryggen, tænkte jeg det ville være smart at købe ind til næste uge over nettet. Brugte først en time på at gennemgå Nemlig.com, bare for at opdage at det altså er 2-300 kroner dyrere end vores ugeindkøb normalt er. Slet igen, og start forfra på Rema.dk, hvor hjælpsomme mennesker køber ind for en, ud fra den liste man laver. Det tog også en time. Problemet var her, at ingen meldte sig til indkøb…

Så jeg endte med at måtte bruge pigerne som pakæsler og hjælpere, hvilket igen medførte, at vi har fået købt ekstra mange kiks og kakaomælk og andre ting, som børn finder nødvendige.

4. Hjemmehårfarvning. Tænkte jeg godt kunne gøre det min frisør gør så godt (og dyrt og tidskrævende) selv. Det kunne jeg ikke – som jeg efterhånden burde have lært. Er nu den heldige indehaver af grønbrunt hår, og venter utålmodigt på at min frisør farver det tilbage til det sædvanlige blonde d. 8-5. Det er lang tid….

5. Søvnløshed. Det er ikke ligefrem befordrende for koncentrationsevnen, når ens hoved konsekvent reagerer på logistiske udfordringer, ved også lige at smide udmattende søvnmangel oveni hatten.

Men nu er det tirsdag. Mine børn bliver hentet af min moster, og jeg skal til noget fancy bloghalløj med Weber grill, hvor min veninde og jeg skal lære at grille kød ordentligt. Der er rødvin. Rødvin er løsningen på alt det, der ikke kan løses med planlægning.

04/14/18

Om ting man bør undlade at gøre i Island

En opmærksom læser, gjorde mig opmærksom på at jeg aldrig havde fået skrevet det indlæg jeg lovede Jer sidst i dette indlæg. Beklager –  mange af mine planlagte indlæg bliver ved tankerne for tiden: jeg får inspirationen, men aldrig rigtigt tiden til dem.

Nå, men det her er altså listen over ting man skal lade være med, hvis man holder ferie i Island:

1. At køre ud i snestorm, uden at tjekke nyheder.

Med nervøse stemmer jokede vi med at:”denne her slags vejr ville have lukket hele Danmark ned, med udkørselsforbud, hva? Men her er man bare vant til det!”, mens vi kørte til vores bookede aftentur i den “blå lagune”, i en snestorm hvor alt bare var hvidt, fra gulv til loft.

Jeg tog dette billede, der på ingen måde viser hvor scary den tur var. Men den var altså vild!

Og dagen efter fandt vi så ud af, at der VAR meldt ud, at man ikke skulle køre ud i den voldsomme snestorm. “De eneste der kørte ud i går, var dumme turister!” Fortalte en venlig dame i en butik os, mens vi nikkede og gav hende ret i at det da også ville have været dumt at køre i den slags vejr…

2. Umodne vitser, om islandske ord.

Nej, det er åbenbart ikke ønskværdigt at følges med en mor, der teenagefniser og tager fotos af alle islandske ord, der indeholder noget med “bæ” eller “fis”. Den slags vitser falder meget tungt til jorden.

Jeg slettede ca 30 fotos af ord, før jeg kom til at tænke på at I måske godt ville have haft rådet her med.

3. Hurtige stop langs vejen, for at tage billeder af dekorative heste.

Når man kører under en knaldblå himmel, med uberørt sne på begge sider af vejen, og ser islandske heste stå og hygge sig nydeligt, kan det være fristende at gøre holdt for at lade børnene tage fotos.

Det kan også være en logisk tanke at køre bilen godt ind til siden, så eventuelle andre bilister uhindret kan køre forbi den. Det er bare ikke sikkert at den sne, der ligner den ligger fuldstændigt på højde med vejen gør det – den kan meget vel ligge en halv meter eller mere nede, for grøfterne er dybe i Island.

Og så synker bilen ned – og sætter sig fast. Virkeligt, virkeligt godt fast.

Det eneste positive ved at køre fast i sneen, på en øde vej, er at der er rigeligt tid til både at tage billeder af heste, og bygge snehule. mens man venter halvanden time på at betale en måneds madbudget for at blive hevet op af grøften.

4. Beskedenhed, angående islandsk slik.

Lad nu være med at tænke på sundhed og talje og den slags, når du køber chokoladeovertrukne lakridser med hjem. Man ærgrer sig over sit mådehold, når man spiser den sidste vidunderlighed, alt for kort tid efter hjemkomst. Gå dog amok – de laves ikke bedre andre steder i verden, og er noget af det eneste der reelt er billigere end i Danmark.

Bortset fra det: tag afsted! Det er et af de smukkeste, mest anderledes steder jeg nogensinde har rejst. Og jeg ville utroligt gerne tilbage, og også gerne opleve Island om sommeren.

04/4/18

Om ben, der er pæne indeni

Jeg ville have troet det med hospitalsventetid blev rutine, især nu hvor det er gang nummer elleve min mand bliver opereret – men rutine er det stadig ikke. Spøgelserne fra alle de andre operationer, med al deres smerte og usikkerhed, har stirret tungt på os begge de sidste uger op til i dag – også selv om denne operation er mindre: foden, på det ben der er blevet skåret i, er blevet krøllet sammen af stramme sener, der skal snittes op og stives af med skruer.

Der går 4-6 uger før han må gå, men selve operationen er færdig om et par timer.

Det har været en lang morgens fælles ventetid, hvor alle de gamle skrækoperationer blev ved med at spøge, men lægen der lagde bedøvelser i benet løftede stemningen meget.

Han scannede ben for at finde de rigtige nerver at sprøjte bedøvelse ind, og udbrød begejstret:” NEJ, hvor HAR du flotte nerver! De er jo pragteksemplarer! Kan I se hvor symmetriske de er?”

Lidt befippede over hans entusiasme, og uvidende om hvordan nerver normalt så ud, gav vi ham ret.

Han skamroste nerverne, mens han bedøvede dem, og endte med at råbe til en kollega:” John! Du er simpelthen nødt til at komme og se de her flotte nerver!”

John kom også og var meget oppe at ringe over deres symmetri, og de fagnørdede entusiastisk, mens de smed om sig med latin, og vi forsøgte at holde masken.

Da bedøvelsen var lagt, hørte vi dem sige til en tredje kollega at han var gået glip af nogle flotte nerver, og sekunder efter stod kollega tre og spurgte ydmygt om han lige måtte se dem? Min mand har været flov over sit ben siden første operation (hvor der blev fjernet så meget væv, knogle og muskel at det ligner en haj har taget et par grumme bidder af det) og han begyndte reflektorisk at sige noget om at benet jo ikke var så flot udenpå – hvorpå kollega tre, med scanner på nerverne glædesstrålende sagde:

” jamen, det er jo ikke det ydre der tæller, vel? Og dit ben er SÅ flot indeni! Wow, de her nerver kunne være sådan modelbilleder i en lærebog på medicinstudiet! Virkeligt flotte! Tak fordi jeg måtte se dem!”

Ventetiden derefter blev noget nemmere, fordi vi igen og igen, småfnisende, kunne vende tilbage til hans haj-bens uforlignelige indre skønhed.

“Synes du ikke mit ben er flot? Indeni?” Flirtede han, mens benet begyndte at slaske som en overkogt asparges, af bedøvelsen. Han så overskudsagtig ud, da de rullede ham ind til operation.

Solen skinner nu, og når foden er færdig, er det forhåbentlig allersidste gang han behøver blive opereret.

Muligvis ærgeligt for nerve-fans – men rart at vide at hans indre skønhed ikke kun begrænses til hans personlighed.