Jeg kunne se det var dem allerede på lang afstand, og det ramte et eller andet i mig at se dem komme gående sådan, hånd i hånd.
“Husk nu at holde din søster i hånden over vejen!” havde jeg formanet den næstyngste om morgenen. Der havde vi opdaget, at vi voksne (igen) skulle til møder og den næstældste skulle med venner hjem, så de to mindste var nødt til at gå alene hjem fra skole. Skolen ligger langt væk, og de skal over store veje og med tog, så derfor plejer vi at sørge for at de enten følges alle tre, eller bliver hentet.
Storesøster havde lovet at passe på og holde i hånden over veje, og var stolt og glad over ansvaret – men at de stadig gik der og holdt hinanden omhyggeligt i hånden mens de småsludrede, gjorde mig helt rørt.
Mens jeg cyklede, så langsomt jeg kunne, sneg jeg mig til at tage fotos af dem, som jeg kunne vise deres far, så også han kunne få del i sådan et fint øjeblik.
For de fine øjeblikke er noget udviskede for tiden, da mit hoved er tusind andre steder end i nuet. Siden August har jeg taget uddannelse ved siden af mit fuldtidsjob, hvilket gik fint det første halve år, men er noget presset nu. Jeg er vild med at studere igen, og synes opgaverne er spændende, men der er bare SÅ mange af dem for tiden, og jeg har det hele tiden lidt som om jeg er ved at drukne.
Når ungerne sover, og jeg har tid til at tænke over hvor fraværende jeg mentalt har været hele dagen – med tankerne på en opgave, eller hænderne i færd med at være kreativ på kommando – får jeg sindssygt dårlig samvittighed, og ville ønske jeg kunne spole dagen forfra igen, og være bare en anelse mere nærværende.
De opdagede mig først da jeg var helt henne ved dem, klar til at overøse deres kolde kinder med kys og ophobet kærlighed.
”Hva fuck laver du?” Spurgte de, overrasket over at se slingrende mor, med kamera på cykel “ hvad skal du med verdens kedeligste billeder? Du er sådan den mest kedelige spion der findes?”.
De grinede så højt af mig at jeg hurtigt opgav at forklare dem hvordan man som mor kan blive rørt over at se søskendeomsorg.
Resten af aftenen kørte de på min mystiske trang til at fotografere dem, med ting som:” jeg tager lige en gaffel i skuffen – gad vide om min mor tager fotos af det?” efterfulgt af gruppefnisen.
Da jeg om aftenen igen begyndte at slå mig selv oveni hovedet med hvor sporadisk opmærksomhed jeg havde formået at udvise, fandt jeg fotoet frem.
Og blev glad. Det mindede mig om, at selv om jeg ikke har det store overskud lige nu, så har jeg tydeligvis haft det nok tidligere, for de har fået nok til selv at kunne udvise det. Det mine piger taber i forældreopmærksomhed, vinder de på mange måder i samhørigheden med hinanden.
Og det skal nok gå.
SÅ fint indlæg!
Jeg genkender meget dine refleksioner om nærvær, stress, travlhed og prioritering (selvom jeg kun har 2 børn) 🙂
Det rører også mig vildt at se søskendeomsorg!
Ja det er virkeligt det bedste!
Man er så ubeskrivelig heldig, når man er rig på søskende <3
– K
Enig!
Tak fordi du deler dine tanker og et smukt øjeblik ❤
Tak fordi du læser med
Dine piger. De har så pissemeget humor. Elsker det. Og det minder mig også om, at vi vist hellere må i gang med at lave den der lillebror eller lillesøster. Synes bare livet er så nemt med kun et barn… men søskende må trumfe nemhed.
Er helt det samme sted.
Nyd også dit første barn, den tid er også noget særligt! Men at give dem søskende er en dejlig ting; som du kan glæde dig til
Så dejligt skriv.
Jeg kan godt lidt genkende det. Jeg kan få virkelig dårlig samvittighed over, at mine piger oftest kun har en voksen, og de er nødt til at dele rigtig meget. Men de elsker hinanden og den store er så sød og omsorgsfuld over den lille. Så når jeg har min ja-hat på, tænker jeg, at der er enormt meget at vinde ved deres situation. De lærer i hvert fald hurtigt at tage hensyn og passe på hinanden.
Ja det gør de. Og når din lille bliver lidt større, kan jeg love dig for at du komme til at blive rørt over hvor fint sådan et par søstre kan lege også. Jeg SAVNER den tid hvor mine fordybede sig i langvarige lege sammen, det var så fantastisk at sidde og lytte til!
Et billede som varmer hjertet
og sikke en humor de har
Du kan skrive den mest rørende tekst som ikke bliver for pladderromantisk eller banal, bare fin. Venter i spænding på din første roman ?.
Årh tak! Det er jeg virkeligt glad for!( Har faktisk en hel bog skrevet, men mangler tid og overskud til sidste gennemskrivning af den lige nu…)
Åhh.. nu smeltede jeg lige. Hvor har du altså bare nogle søde og dygtige børn… men det er da klart med de forældre.
Mine to ældste er pseudotvillinger, og den ældste misser sjældent en chance for at hakke på lillesøster, om der så er en grund eller ej. Og lillesøster ser det åbenbart som sin fornemme pligt at starte nogle vilde og tåbelige konflikter hver morgen… og nogle gange flere gange i løbet af en dag, både med storesøster og lillebror og gerne med dem begge.
Forleden spurgte lillesøster, om jeg ville lære hende at hækle, fordi storesøster i valgfag i skolen havde hæklet en cupcake (Jeg er imponeret). Jeg foreslog, at storesøster måske kunne lære hende det, og der sad de så.. overfor mig.. og storesøster viste stille og tålmodigt lillesøster, hvordan man kan hækle og guidede hende tålmodigt gennem de første fumlefingrede forsøg.
Jeg var ved at trille ned at stolen af forbløffelse. Det er en af de små oplevelser, jeg ikke har haft i årevis. To piger, der hygger sig i hinandens selskab uden at skændes og hakke. Det så jo ligefrem ud til, at de kunne lide hinanden. Jeg forsøgte diskret at filme det, men det gik selvfølgelig op i ingen ting, da jeg hev telefonen frem.
Hakkerierne og konflikterne er ikke blevet mindre. Men ellers ville jeg også været nervøs for, om mine børn var bortført af aliens og erstattet af kopier.
Synes det er så sejt at hun både kan hækle OG lære det fra sig!