03/27/18

Om feriesysler

Efter nogle intense uger, der mundede ud i en eksamen i fredags, har jeg foreløbigt startet påskeferien med at være helt tom oven i hovedet. Har læst slammede romaner og gloet op i luften, ude af stand til at tænke synderligt intelligente tanker.

Mine to store teenagepiger har siddet nedsumpet med snuderne i skærme, sandsynligvis også i forsøg på at nulstille travle hjerner, og mindstebarnet har haft et væld af legeaftaler, bare for at få leget hverdagstravlheden ud af kroppen.

Men så er der mit næstmindstebarn: barnet der tænker lige 10 % skørere end os andre, slapper også af anderledes end andre.

I går syede hun noget så fuldkommen absurd som et par overalls til hunden. Komplet med blomsterprydet lomme; han kan opbevare snacks i:
Det med at opbevare sine snacks i en lomme på ryggen, tog han ikke pænt: de lugtede simpelthen for godt, og måtte udleveres til ham, efter han febrilsk havde prøvet at nå dem, men ellers trippede han glad rundt i nye bukser.

Deruder har hun tegnet et væld af absurde tegninger og små historier. Min foreløbige favorit er denne her, hvor en gruppe katte øver sig på knivkast og bueskydning mod hunde, uden at ænse hvor ofte de kommer til at ramme sig selv:
Der er stadig en uges ferie tilbage, og jeg er spændt på hvad hun mere finder på.

03/21/18

Om at være sådan en der sidder fast i ting, en top ti liste

Jeg havde været inde i byen med min ældste teenager, og da jeg så metrotoget holde på perronen, ræsede jeg ned af rulletrapperne i forsøg på at nå med det.

Dørene lukkede i hovedet på mig, men alligevel kradsede jeg lidt omsonst på de lukkede døre, indtil teenagerens hånd på min skulder hev mig væk.

”Ai altså, der kommer et nyt tog om lidt!” Skændte hun “du ser virkeligt tosset ud når du står desperat og prøver at komme med. Og hvad ville du have gjort hvis du havde nået det? Jeg var jo ikke nået med?”

Skamfuld over min opførsel – hun havde jo ret – forsøgte jeg at distrahere hende, med en fortælling om engang hvor jeg sad fast i en metrodør i Paris, da jeg var teenager.

”Ja, og så var jeg for langsom med at gå ud af dørene før de lukkede, så min rygsæk sad fast i døren da metroen kørte, og det var kun fordi der var nogle hurtigt reagerende mennesker der hev i mine ben, at jeg ikke blev kvast mod tunnelens væg.” Sluttede jeg dramatisk.

” Jesus Christ, mor, du er den mest klodsede jeg kender!” Stønnede hun, uden særligt meget medfølelse i stemmen. “Du kan jo nærmest lave en top ti over ting du har siddet fast i, i løbet af dit klodsede liv!”

Og vupti – der var et blogindlæg!

Top ti, over ting jeg har siddet fast i, i løbet af mit klodsede liv.

1. Dørene i en pariser-metro, med min rygsæk.

2. Dørene i en bus, med mit store hoved, da jeg var ca 10 år, og kørte bus med min onkel. Spørg ikke hvordan dette kunne lade sig gøre, men jeg må have bevæget mig ret aparte ud af den bus, for mine ben var på jorden, mens dørene lukkede om mit hoved.

3. Skydedøren i Brugsen på Nordre Frihavnsgade. Jeg var ca 4, og holdt øje med barnevognen med min søster i, mens min mor handlede. Kan huske jeg undrede mig over hvordan dørene åbnede sig, og gik ind for at se nærmere på dem fra siden. Da nogen gik ind, fik jeg døren i hovedet, mens jeg bøjede mig for at undersøge.

4. En sofa. 

5. En elevator i en svømmehal. Iført vådt badetøj, og medbringende tre kolde småbørn.

6. Min hoveddør. Løb travl ud af døren, iført lang frakke og knallerthjelm, og smækkede døren om frakken, så jeg røg bagover. Var pinefuldt lang tid om at vikle mig ud af overtøj og få låst døren op, til mine overboers store moro.

7. En smart velourbodystocking med lynlås i ryggen. Endte med at måtte rive lortet i stykker, da lynlåsen satte sig fast, og jeg virkeligt skulle tisse. Cyklede hjem med bar mave under overfrakken.

8. En skilift. Havde fået viklet min hånd og min skistavsstrop så stramt rundt om stangen på en stolelift, at jeg måtte tage en ydmygende tur ned og op igen, mens jeg viklede mig fri.

9. I sådan en automat hvor man putter en mønt i og trækker en lille plastikkugle med legetøj i. Var tre år og på Sicilien med min far, og gik hen for at beundre maskinen mens han badede. Efter undersøgelse af maskinen konkluderede jeg, at det egentlig lignede man bare kunne stikke hånden ind i den luge hvor tingene kom ud, og snuppe noget, selv om man ikke havde mønter. Afprøvede min teori med min buttede barnehånd, og sad overraskende godt fast. Nogle medarbejdere kom og råbte af mig på italiensk, og prøvede at hive mig fri, men de endte med at måtte skille maskinen ad med værktøj, mens jeg stod og vrælede. Jeg kan kun huske fragmenter fra den ferie ellers, men lige det med automaten husker jeg pinefuldt detaljeret.

10. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanker om flere ting jeg har siddet fast i – så mit barns hånlige teori om at jeg nemt ville kunne skrive en top ti over ting jeg har siddet fast i holder heldigvis ikke stik. HA! Tag den, hånlige barn: så klodset er jeg trods alt ikke!

03/19/18

Om at rage påskeæg til sig

Sidste år modtog min næstyngste – den sarkastiske tegnemester – et gækkebrev med posten. Klippet i flot lyserødt papir, og sendt med frimærke og det hele.

Fem prikker og en barnlig håndskrift overbeviste hende om at det var hendes veninde, Viola, og selvtilfreds gik hun i skole for at afsløre gækkeren. Det var ikke hende…

De næste dage opsøgte hun først ivrigt, så desperat og til sidst en anelse rasende, alle jævnaldrende med fem bogstavsnavne. Forgæves.

Intet barn meldte sig, og gækkebrevsmysteriet blev glemt lidt.

Indtil vi besøgte min veninde, Maren, der efter middagen triumferende spurgte om barnet tilfældigvis havde modtaget et gækkebrev? Med fem prikker?

Det var svært at sige hvem der syntes det var sjovest (spoileralert: det var klart Maren); men barnet syntes altså også det var megasjovt. Og lidt snyd.

Chokolade er noget gækkebrevsmodtageren tager alvorligt, så at snyde udenom at give påskeæg faldt hende ikke ind. Men da hun sad hjemme med det lommepengeindkøbte chokoladebutiks-lækre marcipanæg foran sig, sved det alligevel en anelse at skulle aflevere det.

”Jeg tror jeg tegner et tillykke-med-sejren-kort…” sagde hun, og tegnede det mest passive/aggressive tillykke kort jeg nogensinde har set, med sig selv siddende på knæ og aflevere æg, og Maren grådigt tronende på et bjerg af påskeslik  – formentligt narret fra børn:

Jeg synes finten med at give gækkebrev til andre folks intetanende børn er fuldkommen genial, og hermed er tippet givet videre, til de chokoladehungrende af jer.

03/12/18

Om søskendeomsorg og arbejdsbyrder

Jeg kunne se det var dem allerede på lang afstand, og det ramte et eller andet i mig at se dem komme gående sådan, hånd i hånd.
“Husk nu at holde din søster i hånden over vejen!” havde jeg formanet den næstyngste om morgenen. Der havde vi opdaget, at vi voksne (igen) skulle til møder og den næstældste skulle med venner hjem, så de to mindste var nødt til at gå alene hjem fra skole. Skolen ligger langt væk, og de skal over store veje og med tog, så derfor plejer vi at sørge for at de enten følges alle tre, eller bliver hentet.

Storesøster havde lovet at passe på og holde i hånden over veje, og var stolt og glad over ansvaret – men at de stadig gik der og holdt hinanden omhyggeligt i hånden mens de småsludrede, gjorde mig helt rørt.

DSC_0371

Mens jeg cyklede, så langsomt jeg kunne, sneg jeg mig til at tage fotos af dem, som jeg kunne vise deres far, så også han kunne få del i sådan et fint øjeblik.

For de fine øjeblikke er noget udviskede for tiden, da mit hoved er tusind andre steder end i nuet. Siden August har jeg taget uddannelse ved siden af mit fuldtidsjob, hvilket gik fint det første halve år, men er noget presset nu. Jeg er vild med at studere igen, og synes opgaverne er spændende, men der er bare SÅ mange af dem for tiden, og jeg har det hele tiden lidt som om jeg er ved at drukne.

Når ungerne sover, og jeg har tid til at tænke over hvor fraværende jeg mentalt har været hele dagen – med tankerne på en opgave, eller hænderne i færd med at være kreativ på kommando – får jeg sindssygt dårlig samvittighed, og ville ønske jeg kunne spole dagen forfra igen, og være bare en anelse mere nærværende.

De opdagede mig først da jeg var helt henne ved dem, klar til at overøse deres kolde kinder med kys og ophobet kærlighed.

”Hva fuck laver du?” Spurgte de, overrasket over at se slingrende mor, med kamera på cykel “ hvad skal du med verdens kedeligste billeder? Du er sådan den mest kedelige spion der findes?”.

De grinede så højt af mig  at jeg hurtigt opgav at forklare dem hvordan man som mor kan blive rørt over at se søskendeomsorg.

Resten af aftenen kørte de på min mystiske trang til at fotografere dem, med ting som:” jeg tager lige en gaffel i skuffen – gad vide om min mor tager fotos af det?” efterfulgt af gruppefnisen.

Da jeg om aftenen igen begyndte at slå mig selv oveni hovedet med hvor sporadisk opmærksomhed jeg havde formået at udvise, fandt jeg fotoet frem.

Og blev glad. Det mindede mig om, at selv om jeg ikke har det store overskud lige nu, så har jeg tydeligvis haft det nok tidligere, for de har fået nok til selv at kunne udvise det. Det mine piger taber i forældreopmærksomhed, vinder de på mange måder i samhørigheden med hinanden.

Og det skal nok gå.