Postkort fra Island 1

Nå, men det her Island er iskoldt. Surprise.

Er havnet midt i noget ret ekstremt snestormsvejr, med -8 der føles som det dobbelte, på grund af vinden. Det er virkeligt sjovt at opleve så ekstremt vejr, men det saboterer lidt planerne om lange vandreture eller korte rideture, for det er ikke længe det er sjovt at være ude i.

Heldigvis endte vi med at leje en bil. Varmt og bekvemt, og så har den pigdæk, hvilket fik næstyngstebarnet til begejstret at udbryde:”yes! Så behøver du ikke være bange for zombier på denne her ferie, mor, for det er godt når man skal køre dem over!”

Hvor hun har den viden fra ved jeg ikke, men rart at nogen tager hensyn til fobier!

Vi lod os blæse rundt fra butik til butik i Reykjavik by i dag, med ekstra mange varm te pauser, og børn der for en gangs skyld ikke brokkede sig over kunstmuseer, bare det var indendørs.

Sikken en hyggelig by, med fine vægmalerier overalt, cafe’er med sjove temaer, ting med fjollede navne og anderledes sammensætninger af mad: vi var fx alle meget imponerede over en sandwich med æg, rejer, cocktailbær og vindruer, som vi så på en cafe’.

Oprindeligt havde vi tænkt at den blå lagune ikke var noget vi behøvede se, da den skulle være ret overrendt af turister, og iøvrigt pissedyr at besøge, men nogle af Jer anbefalede den så varmt, at vi alligevel så efter ledige billetter. Eneste mulighed for at besøge stedet denne uge var sent om aftenen – så det gjorde vi.

Pakkede badetøj og badekåber og kørte ud i det vildeste snevejr, hvor himmel og jord gik i et, i en hvid sky af sne. Shit, en scary køretur!

Det var fuldstændigt betagende at svømme ud i 40 grader varmt, mælkehvidt vand, med sne i håret. Det så helt magisk ud, med vanddamp, sne og det hvide vand. Lidt som at svømme midt i en sky.

“Sneen føles som sure bier, der tæver mine små varme kinder, med deres spidse små knytnæver!” jamrede den mindste sig, da vi svømmede over et større område vand uden læ, og det havde hun ret i. Det meste af tiden var det dog behageligt, og kolde kinder kunne hurtigt varmes i lunt vand igen.

Vi var først hjemme 23, med børn og Ninjaman der sov på få sekunder. Jeg kan ikke sove endnu, og ligger og lytter til blæsten der rusker huset igennem. Det lyder helt vildt! Den lejlighed vi har lånt ligger på femte sal, og det rum Ninjaman og jeg sover i liggerne på et hjørne, hvor sneen lige nu bliver tyret mod vinduer på begge sider, så det lyder lidt som om vi befinder os inde i en kæmpestor maracas!

Vi har ikke nogen faste planer for i morgen, men satser på mildere vejr, så vi kan køre lidt ud i det blå.

Fortsættelse følges – til de af jer der gider lær med på pointeløse postkort fra det kolde nord.

(Visited 161 times, 1 visits today)

7 thoughts on “Postkort fra Island 1

  1. Åh den blå lagune om aften og i snevejr… det lyder fedt. Jeg var der en sommer i dag timerne.
    håber i får vejr til nogle ture ud i naturen også.
    fortsat god tur.

  2. Hvor lyder det dejligt! En udendørs aftensvømmetur i en af Reykjaviks mange svømmehaller er måske ikke helt så magisk som Den Blå Lagune i snevejr, men det er ret hyggeligt, hvis I har tid tilovers. Island er sådan et smukt land, drømmer stadig om at flytte derop med min familie, og måske tager vi springet om halvandet år, hvis alt falder på plads. Fortsat god tur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *