Tips til Island ferie søges!

Vi er så heldige at vi skal på vinterferie til Island, som jeg altid har drømt om at se. Shit, hvor vi er spændte – jeg har villet se nordlys hele mit liv, og håber sådan vi får set det!

Vi begyndte at fantasiplanlægge en Islandsrejse mens Ninjaman var syg, hvor det var rart at have noget at se frem til. Drømmen om nordlys, geysere, og vild natur var rart distraherende midt i en ikke særligt rar periode, og nu er det lige om lidt.

Egentlig skulle vi afsted sammen med min moster, der både er godt selskab, og god til at organisere, men i sidste øjeblik er hun desværre blevet forhindret, hvilket vi er rigtigt kede af. Mest selvfølgelig fordi vi går glip af hendes selskab – men også lidt fordi vi ikke er særligt gode til at planlægge hvad der skal ses, for at få den bedste oplevelse ud af sådan en tur.

Det eneste jeg foreløbigt har helt styr på er en god stak lånt varmt tøj til alle, nye varme tilbudsstøvler til mig selv,  og en islandsk krimi:

Og så vigtigst af alt: jeg har noteret mig hvad retten “syrnede væddertestikler” hedder på islandsk, så jeg ikke ved et uheld bestiller det!

Er der nogle af Jer der er erfarne Islandsrejsende (eller måske endda islændinge?) der kan hjælpe os med tips til hvad vi skal se, hvor vi skal spise osv?

Vi bor i en lånt lejlighed i Reikjavik, og satser på at kunne låne en bil, men da Ninjaman er eneste stabile bilist og hans ben gør ondt ved lange bilture, er vi også interesserede i noget der ikke er alt for langt væk.

Vi ved at vi gerne vil:

– Stå op midt om natten, og køre langt ud på landet, i håb om at se nordlys

– køre “den gyldne cirkel” tur, og se geysere og vandfald

– besøge en anden varm kilde end “den blå lagune”; der efter sigende er både dyr og overrendt

– måske køre op og se en gletcher, men ved ikke helt hvilken?

Er der nogle ture eller oplevelser vi bør unde os selv? Budgettet er ikke til noget alt for fancy, men når vi nu endelig er der kunne det være spændende med bare en enkelt ting, fx noget med heste eller hvaler. Eller hvad siger I?

Hvor er der godt at spise i Reikjavik – og ikke alt for dyrt? Vi har hørt mad er meget dyrt, og tænker vi pakker en kuffert med knækbrød og pasta for ikke at ruinere os helt, men Ninjaman har fødselsdag så vi vil gerne på restaurant mindst en gang. Et sted uden nosser på menuen, men gerne islandsk.

Nå ja: og hvad er værd at købe med hjem, som souvenirs og gave til min moster, der blev snydt?

Smid gerne stednavne, links og anbefalinger i den her retning – så kvitterer jeg med en ordentlig rejseguide når vi kommer hjem! I var megaseje med Berlin-tips, som vi brugte rigtigt meget! Tak:)

 

(Visited 618 times, 1 visits today)

40 thoughts on “Tips til Island ferie søges!

  1. Årgh, hvor er det dejligt for jer, at I skal besøge Island!
    Min mand og jeg havde et par døgn deroppe på vej hjem fra New York for et par år siden. Vi nåede to klassiske turistture; Den blå lagune (dyrt, men ikke overrendt – ret sjovt) og Den Gyldne Cirkel på en bustur. Afstandene på den tur er forholdsvis store, så måske det også vil være en fordel for jer at tage den som bustur, for at skåne Ninjamans ben. Jeg var helt på røven over den tur – vild natur! Vores guide fortalte om offentlige udendørs svømmehaler, som åbenbart er det fedeste.
    Vi besøgte en ret lækker og vildt hyggelig restaurant den sidste aften. Den ligger på havnen – lidt væk fra alt det turistede – og hedder Höfnin. https://www.hofnin.is/en/ Nom nom nom.
    Rigtig god tur.

  2. Island er fantastisk! Og reykjavik er så hyggelig. Der kan man bruge mange timer på at gå rundt. I bør researche lidt på svømmehaller i nærheden af hvor i bor. Vi var i svømmehallen hveranden dag, for de er helt fantastiske på island, med massere af udendørs, opvarmede bassiner. En helt spa agtig oplevelse, til ingen penge. Hallgrimskirken er også et must. Også skal i køre i supermarkeder! Island er jo meget amerikansk, så de er KÆMPE. Shoppingcentrene er også kæmpe. Og så laver de fantastisk is, som spises hele året rundt. Mega god tur!

  3. Tag í svømmehallen, man kan købe kort til 10 gange til henholdvis børn og voksne til rimelig pris, der er masser af svømmehalle i Reykjavík https://sundlaugar.is/?lang=en

    Hvis I ikke er trænede i at køre i vinterføre og på glatte veje ville jeg ikke rekommandere at køre ret meget uden for Reykjavík, vær i hvertfald ret sikre på vejr eftersom det kan være ret omskifteligt

    Den gyldne cirkel er over 200 km så jeg ville sige bus 🙂 https://iheartreykjavik.net/2014/12/drive-it-yourself-the-golden-circle/

    Der er masser af firmaer der sejler en ud for at kigge på hvaler, det kommer jo an på hvornår I præcist er i landet hvor store muligheder der er for at se dem

    Hvis I er heldige så skal I bare kigge op for at se nordlys men ellers er der masser af busfirmaer der har nordlys jagt på programmet og man kan selv køre lidt uden for Reykjavik for at være midt i ingenting 🙂

    Hvis I skal ud at spise en gang ville jeg altid sige find en fiskerestaurant men jeg ved jo ikke om I kan lide fisk 🙂
    Hvis I har en lejlighed kan I jo sagtens lave mad der en del af tiden og smørre madpakker til alle dage og det vil spare en del penge. Butikker som Bónus og Krónan er lavere pris, Nettó og Hagkaup er lidt dyrere og 10-11 og andre klokkebutikker er dyrest.
    Fastfood er hammer dyr i Island, men I bliver næsten nødt til en gang at købe en islandsk hotdog (pylsa/pulsa)

    • Fedt at vide hvilke supermarkedernder er billige, tak! Tror vi skal have bil, for vi bor et stykke fra centrum. Måske lejer vi en der kan køremodstande alt reel – skal lige se på priser! Tak for gode rip!

  4. Hvor lyder det dejligt! Island i februar er nok ret koldt. Og vejret kan være lunefuldt. Så både varmt tøj og regntøj – og gode sko er godt at have med. Der er andre varme kilder end den blå lagune, men de lugter vist fælt af svovl. Reykjavik er hyggelig, ja, men blegner i sammenligning med alle de fantastiske ting resten af Island har at byde på. Den gyldne cirkel er normalt overrendt, men nok ikke i februar. Det er det hele værd. Hvis I ikke kan låne bil, er billeje MEGET dyrt…! Man kan sagtens køre den gyldne cirkel selv, så farer man måske lidt vild og finder nogen flotte vandfald. Ellers er guiderne på bussen meget underholdende.
    Mad på restaurant er ikke billigt, vi fandt dog en nudelrestaurant på et af strøgene i Reykjavik. Maden var rigtig god og store portioner. Men ellers: supermarkeder!
    Rigtig god tur!

  5. 90 er fartgrænsen i Island og selvfølgelig lavere alt mulig steder i nærheden af huse eller får

    En dejlig dagstur ville være at køre fra Reykjavík rundt om Hvalfjörður (Hvalfjorden) og tilbage igennem tunnellen der ligger under fjorden (det koster 1000 iskr at komme igennem) https://www.west.is/en/west-iceland-regions/visit-hvalfjordur

    Reykjaviks bibliotek er ret flot ned ved havnen, den har også flere afdelinger rundt om byen http://borgarbokasafn.is/en/content/dansk

    Bus i Reykjavík hedder strætó og har straeto.is, der er også en app hvor man kan købe billetter, det kan man vist også i en del kiosker og shoppingcenteret Kringlan. Det er billigere at købe billetter end at betale i bussen.

  6. https://www.b.dk/rejseliv/i-monstertruck-til-jordens-indre-en-islandsk-gletsjertur-du-aldrig-glemmer

    Er fra en ferietur vi var på med børn på Island.
    Vi var der slut marts/start april mener jeg og det var r☆vkoldt. I skal tage højde for meget få madsteder udenfor hovedstaden er åbne uden for sæsonen. Vi var meget lykkelige da vi fandt et cafeteria en dag. Ellers er madpakke er en rigtig god idé. Frugt er superdyrt.
    Og tjek sollys-tiderne. Og nyd islændingene- herlige mennesker.

    Og gør dælen tag nogle gamle fleecehuer, pandebånd eller lign med til varmekilder. Det er såååå koldt med vådt hår og hoved oppe over det varme vand. Totalt brainfreeze hvis der er den mindste vind.

  7. Eldur og is, Skolavordustigur 2, indsæt selv islandske bogstaver. Bedste is! Jeg var totalt turist i tre dage med golden circle bustur, hvalsafari og den blå lagune. Var positivt overrasket over både bustur og blå lagune, som jeg havde regnet med ville være alt for turistede, men guiden på busturen var virkelig god og der var meget diset og stille i den blå lagune, så man følte sig lidt alene alligevel. Tjek sandsynligheden for at se hvaler, hvis det er meget skuffende ikke at se nogen. Jeg krydser fingre for nordlys, det er så vildt!

  8. Hæng lidt ud i 12 Tonár og find et sted på havnen, hvor I kan spise frokost. Og ja, gå efter svømmebade, måske lugter der af svovl, det gør vandet fra bruserne nogle steder også, men til gengæld er vandet lækkert varmt og så synes jeg lidt, at lugten blegner lidt … god tur!

  9. For mig, har det været en stor hjælp at downloade fx “Aurora forecast”-app’en, for at tjekke hvornår der er størst chance for nordlys. Jeg har boet nogle år i Grønland, og app’en holdt altid stik, så jeg vidste hvornår det var en god ide at holde mig vågen, pakke en termokande og gå ud i mørket for at få det bedste udsyn 🙂

    Da vi var på Island spiste vi helt fantastisk og fremragende mad på http://www.grillmarkadurinn.is/ – men det var også voldsomt dyrt desværre. Et andet godt sted, hvor stemningen er vildt hyggelig og maden god, er http://www.snaps.is/en/. Men ja, restaurantbesøg kan desværre hurtigt løbe op.

  10. Du har allerede fået mage gode tip, men jeg vil lige komme med mine: den blå lagune er fantastisk – evt lidt turistet til tider (har vlret der flere gange, men nogle år siden efterhånden) – det er en af de ting jeg synes man skal unde sig selv når man er deroppe.
    Køb mad i Bónus og Krónan – der er det næsten til at betale – forbered jer på at mange ting smager meeeget anderledes. Men deres is er fantastiske 🙂
    Frugt og grønt islr er dyrt deroppe… og de har nærmest ikke noget rugbrød. Meget af deres brød smager meget sødt – det skal man lige have i tankerne.
    Hvis man kan lide skyr, så er island lidt et slaraffenland – der er lidt af hvert at vælge imellem.

    På laugarvegur er der mange turistbutikker…alt for mange…. men de har nogle fine strikting også som måske var noget for mosteren? Ellers sælger de også ‘frisk luft på glas’ ?

    Svømmehaller er dejligt… det er så lækkert at bade udendørs og vandet er fint varm – det er blot stykket fra omklædningsrummet til poolen der er pissekoldt ?
    Stemmer i med dem der siger at den gyldne cirkel er smart med bus – så kan alle mand slappe af under køreturen..

    Prøv jer frem og skab jeres egne minder. Jeg husker bedst alle de spøjse ting – som f.x. det alt for søde brød og sådan… Island er et djeligt land. Nyd det, og god tur 🙂

    • Mange tak for gode råd! Er virkeligt i vildrede omkring bil/ikke bil. Den gyldne cirkel som tur er ret dyr for alle os, der kan det næsten svare sig selv hvis vi skal leje en bil? Men kan gost se sen med at det er en meget lang tur og rart at slappe af… lyder fristende med den blå lagune. Det ser også meget anderledes ud end lignende steder, gør det ikke?

      • Den er ret lækker den blå lagune 🙂 jeg kender ikke andre lignende steder faktisk – men selv om den kan være turistet så skulle der være plads til at nyde det helt særegne ved stedet – det blååååååå vand og dampen, og man vænner sig hurtigt til lugten ? der ee dejligt – og man er så dejlig træt bagefter. Jeg fik faktisk anbefalet af nogle islændere at tage derhen om eftermiddagen så man kan komme direlte hjem og sove bagefter 🙂 det skulle være ekstra skønt 🙂

  11. Jeg er så helt uenig med alle de andre. Tag den gyldne cirkel i bil. Og kør tidligt. Alternativet er, at I skal opleve Geysir sammen med 100 andre. Vi kørte, så vi var en halv time før alle turistbusserne, og så havde vi det hele for os selv. Det er ret let at finde rundt.
    En anden mulighed, hvis I skal på en enkelt bustur, er, at I køber en tur med snorkling ved Tingvellir. Der er et godt tursted midt på Laugavegur i sammenhæng med en outdoorbutik. De sælger ture, hvor man kører i minibusser og max er 8-9 stykker på tur sammen. Meget hyggeligere end de kæmpe busser, hvor guiden underholder nonstop – med mindre I er til den slags selvfølgelig. Det er en fantastisk tur, den der ved Tingvellir. Man får stor bamsedragter på og våddragter udenpå. Vandet er 4 grader koldt, så det er køligt i hovedet. Til gengæld er der et fantastisk udsyn, og man snorkler der, hvor kontinentalpladerne mellem Nordamerika og Europa mødes. Se mere her: https://icelandadventuretours.is/tours/snorkeling-in-silfra/

    Jeg har været på flere ture med Adventure Tours, også en på sydkysten, hvor vi vandrede på gletcher og så vandfald. Jeg ved ikke, hvor meget de udbyder om vinteren, men snorkleturen kan I i hvert fald få.

    Svømmehallerne er også gode. Der er en stor udendørs svømmehal ved Kringlen, hvor der også er små varme bade – ahh. Og så er der svømmehallen bag kirken midt i byen på Baron Stigur, hvor der er et stort udendørs varmtvandsbassin. Så hyggeligt at sidde der en aften.

    Mht. mad kan jeg anbefale den bedste indiske restaurant: https://www.tripadvisor.dk/Restaurant_Review-g189970-d798247-Reviews-Austur_Indiafjelagid-Reykjavik_Capital_Region.html
    Den ligger på Hverfisgata, der løber parallelt med Laugavegur (hovedgaden). Og det er sindsygt god mad. Mmm, bliver helt misundelig.

    Rigtig god tur.

    • Årh tak! Vil tage dine råd med på planlægningsmødet med min mand i aften, hvor vi beslutter os for bil/ikke bil. Han hælder vist egentlig mest til bil, for vi bor ikke helt i centrum. Vi kommer til at leje den, så der bliver ikke råd til busture derudover, hvis vi vælger bil. Det lyder så fedt med snorklerne!

  12. Bil er altså rigtigt fint i Island. Der er lissom kun én vej, og stort set ingen andre biler, når først man kommer ud af Reykjavik (og det skal man! Enig med ovenstående kommentarer) – så det er enormt afslappende bare at køre rundt. Personligt var jeg flere gange ved at køre af vejen, bare fordi der var så åndeløst smukt at jeg glemte hvad jeg lavede. Med bil kan man også stoppe, så tit man har lyst, når man ser et eller andet man simpelthen er nødt til at se lidt mere af. Og det gør man tit. Åh, jeg vil til Island igen..! Men i øvrigt – også enig med den anden kommentar: Husk madpakker og termokander. Vi planlagde hele tiden vores ture efter, at ‘så kunne vi lige tage en kop kaffe i den by der’ – men det kunne vi aldrig. 🙂

  13. Hej 🙂

    Der er mest frihed i det, hvis du har egen bil. Island er bygget til folk der kører i biler ;-).

    Hvis I selv kører den gyldne cirkel, hvilket jeg også mener I godt kan (selv om jeg jo sagtens kan sige det, når jeg kommer fra øen selv ;-)) så kan I besøge Islands ældste svømmehal. Den er et “hul i jorden” og omkring bobler jorden så børnene synes det er megaspændende. Men pas på der kommer meget varmt vand direkte op af jorden 🙂

    https://www.tripadvisor.dk/Attraction_Review-g608871-d6869489-Reviews-Secret_Lagoon_Gamla_Laugin-Fludir_South_Region.html

    Hvis du skriver til mig, hvor I bor kan jeg anbefale en svømmehal i nærheden. Vi har prøvet, næsten alle svømmehaller i Reykjavík og omegn. Svømmehallerne har åbent sent om aftenen og at slutte dagen af der er fantastisk. Vi boede på Island et par år da vores børn var små og tit tog vi nattøj med og klædte om efter badet. Kombinationen af varmt vand, frisk luft og aftenhimmel. AAahhh 🙂

    En islandsk ting er kombinationen af svømmehal og hotdog – måske værd at prøve 🙂

    Der er flere muligheder for at få noget at spise, som ikke er sååå vanvittigt dyrt – men måske kunne det også handle om, om der var noget i nærheden af hvor I bor?

    Jeg kender ikke til så mange særislandske restauranter, da vi jo spiser med familien, når vi er på øen, men har selv bragt venner til dette sted (som ligger over en times kørsel fra Reykjavik)

    https://www.fjorubordid.is/

    Derudover er der verdens mindste burgersted ned i byen ved havnen. Ikke noget særligt udover, at beliggenheden og selve restauranten er lidt anderledes for fastfood.

    https://www.tripadvisor.dk/Restaurant_Review-g189970-d808201-Reviews-Hamborgarabulla_Tomasar-Reykjavik_Capital_Region.html

    Langs havnen i vestbyen – er sådan lidt urban, industriagtig stemming. Det område der hedder “Grandi”. Der ligger sømandsmuseet, en megagod isbutk https://www.tripadvisor.dk/Restaurant_Review-g189970-d6786772-Reviews-Valdis-Reykjavik_Capital_Region.html , en lille kagebutik http://sautjansortir.is/ og det hele er lidt råt og fint sammetidig.. Der ligger også et kunstværk som er en genskabning af en bakke af en slags.. skørt 🙂 https://foursquare.com/v/%C3%BE%C3%BAfa–listaverk-eftir-%C3%B3l%C3%B6fu-nordal/52c345e011d2ac4fdb16cf5a
    Altså det er tæt på det her
    http://borgarsogusafn.is/is/sjominjasafnid-i-reykjavik

    Og som sagt, hvis du kan fortælle mig hvor I bor kan jeg måske blive mere præcis 🙂

    De bedste hilsner, Erla

    • Vidunderlige råd, tak! Vi bor lidt uden for byen, sidumuli hedder vejen. Ved ikke hvad området hedder? Vejret har ikke været godt, så har kun været på korte ture foreløbigt

  14. Husk balsam eller hårkur. Det islandske vand er anderledes end “dansk vand” – måske pga svovl indholdet. Ens hår bliver virkeligt tørt og stift….

    • Godt tip! Måske det samme som grønland? Der husker jeg ihvertfald at det var svært at vakse shampoo ud

  15. Island, hvor lækkert for jer! ? Min mor er islandsk, så jeg er der hver sommerferie. Mit bedste tip er at leje en bil, så I selv kan køre lidt rundt. Til næste gang, såsvil jeg helt klart anbefale en mellemlanding på Færøerne. Helt klart verdens mest charmerende øer ❤️ God rejse – góða ferð ?

  16. Som alle andre vil jeg også anbefale svømmehallerne i reykjavik. Mest af alt vil jeg anbefale at besøge den burgerbar som findes på Geirsgötu. Link: http://www.bullan.is. Der er Så hyggeligt og vildt indrettet, burgerne er billige og perfekte og drengene bag disken er garanteret lige noget for alle pigerne;)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *