Om at være den creepy stalkeragtige nisseven

Puslen med indpakning af små stykker slik eller breve, er en daglig December-beskæftigelse herhjemme. Alle pigerne har trukket hemmelige “nissevenner” i deres klasser, som de skal overraske med hyggelige ting hele December, og de går op i det med liv og sjæl. Køber dimseting for lommepengene på vej hjem, og skriver breve med fordrejet skrift.

Selv plejer jeg at skøjte elegant udenom den slags på min arbejdsplads – glemmer at købe de små hyggelige ting, og synes ikke selv den slags med at fylde dueslag med cornflakes er sjovt –  men i år sagde jeg alligevel ja. Min mulighed for at deltage i diverse former for fredagshygge på jobbet, har i år været blokeret af, at jeg er på uddannelse til klokken 17 hver fredag, så jeg tænkte jeg skyldte lidt på kollegafronten.

Forudsigeligt nok, er jeg ikke den der husker at få købt chokolade til ham jeg er nisse for. Eller, det vil sige: jeg HAR faktisk husket det to gange, men blev fristet, og åd det selv på turen hjem fra Netto… Istedet har jeg så måttet lave gaver selv, og foreløbigt har jeg haft det lidt for sjovt med den del af det, og skrevet mærkelige digte og produceret sære ting.

Sidste uge lavede jeg bl.a. et Memory-spil: 20 helt ens brikker, med portrætter af ham jeg nisser for. Pakket ind i æske, med alskens gode anmeldelser på, om hvor sjovt og nemt det var at spille.

Her i weekenden tegnede jeg et portræt af min nisse, mens jeg fnes over hvor foruroligende det måtte være at modtage sådan et. Min mand mente det var creepy stalkeragtigt nok, at en hemmelig person havde tegnet portræt af en, og frarådede mig den oprindelige plan om at tegne ham delvist afklædt. Det var nok et ret godt råd, og jeg synes faktisk helgen-versionen blev akavet nok:

Der er generelt for få helgenkåringer på arbejdspladser.

Der er stadig ti dage til juleferien starter, og jeg kan godt mærke at jeg er ude på et skråplan med nisserierne allerede. Hvordan han reagerer på gaven i morgen, må være afgørende for hvor creepy jeg fortsætter med at være.

Hvad er det bedste kolleganisseri I har oplevet?

(Visited 53 times, 3 visits today)

20 thoughts on “Om at være den creepy stalkeragtige nisseven

  1. Du er da åndssvagt god til at tegne! Du må gerne være min nisseven, jeg ville blive helt VILDT glad for den der gave – så meget bedre (og længere holdbart) end chokolade! (Kan i øvrigt godt lide detaljen med, at du har klistret chokoladen fast, så den ikke bliver væk på vej ind i gavepapiret)

  2. Du er da den sejeste nisseven!
    Jeg er også ny i det game & har bla lavet en hemmelig mailkonto, hvorfra jeg sender Youtube-klip og andet irriterende, som muligvis ryger i et spamfilter. Alternativt har min nisse det vildeste pokerfjæs.
    Men jeg har nu grinet mest af den kollega der fik en flaskebon på fem en halv.

  3. Du er da for god! På mit job har vi ingen nisser- men vi hælder salt i kaffen, fylder lommer med konfetti og holder vandkamp på de almindelig hverdage (; Og det er nu faktisk ganske hyggeligt.

    – K

  4. Jeg arbejdede engang i distriktspsykiatrien og var “nisse” for en sød, gæv, ældre sygeplejerske. Jeg lavede det ultimative mix af sange som “Crazy” (både den af Patsy Cline og den af Gnarls Barkley), Leave the light on, Crazy Town, Lose my mind etc. Hun blev så glad for cd’en – men jeg er ikke sikker på hun heeelt fangede referencen til vores hverdag. Synes faktisk selv det var kreativt og sjovt. Og inden jeg ender på hjul og stejle så er jeg faktisk både sød og ordentlig og hverken fordømmende eller stigmatiserende overfor de patienter jeg arbejder med. Det var ikke andet end nisse-spøg!

  5. ændre autosignaturen på hans mail til “tungeslasker fra NN”
    pakke tastaturet og skærm og mus ind i plasticfolie
    bytte hans stol ud med en anden kollegas

  6. Vi har ingen nissevenner på mit arbejde – men vi er så også kun to ansatte.

    Engang for 100 år siden (på efterskole eller i gymnasiet måske?) var jeg nisseven for én jeg kendte ret dårligt, men jeg vidste, at han røg pibe, og det lykkedes mig på et tidspunkt at få fat i piben og gemme den. Han blev simpelthen så vred, skældte og smældte sin hemmelige nisseven ud til et skolemøde (mens han kiggede direkte på mig), så jeg skyndte mig at få fundet piben frem og gemte den et mere åbenlyst sted, og resten af december fik han simpelthen så meget chokolade, at jeg ikke havde råd til julegaver det år, men måtte låne af mine forældre.

  7. Jeg var nisse en for en god kollega, jeg kopierede en hel masse ansigter af hende fra det årlige skoleform og klistrede dem på nogle lidt frække (og søde) kravlenisser. De blev hængt op på lærerværelset…det var sjavt:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *