Om intern humor

Personligt synes jeg mine egne fire unger, er verdens sjoveste børn.

Da de var mindre skrev jer hvert eneste spøjse lille guldkorn de kom til at sige, op i et dokument på computeren, der nu fylder ti sider. Mange af dem skrev jeg også på bloggen, fx her. Der bliver stadig tilføjet lidt indimellem, men tiden hvor de sagde ufrivilligt sjove nuttede ting, er ved at være forbi.

Til gengæld har de med tiden udviklet en bevidst humor, der ofte får mig til at le højt. De har hver deres humor-spidskompetencer: to af dem er gode til snappy comebacks; en af dem har en vidunderlig mimik og morsomt kropssprog; og en af dem finder på verdens sjoveste historier og tegninger, men til fælles har de evnen, til bare at gå all in med på noget underligt. Det er en meget intern form for humor, der med stor sandsynlighed ikke giver mening for andre, men bare er noget vi har selv.

E02A4EC7-398C-4417-8EA9-E7A6EDAF409D

(Et eksempel på intern humor er “glædesdansen”; som mindstebarnet opfandt en nat for halvandet år siden, hvor vi stod op for at flyve til Sicilien. “Jeg kan mærke det!” Sagde hun intenst “det er …glædesdansen!” hvorefter hun, med stoneface, gav sig til at rokke mekanisk, med hænderne samlet foran sig, egern-style. Glædesdansen er enormt smitsom, så kort efter stod vi alle seks og rokkede til den, klokken 3 om natten. Siden har glædesdansen været en tilbagevendende ting, som ingen af os stiller spørgsmålstegn ved smitsomheden af, men bare danser med på, når nogen starter den.)
Forleden stod vi i et supermarked, hvor de tre yngste fantaserede om at købe popcorn til den lovede filmaften.

“ Jaja” sagde jeg, halvdistræt “hvis I viser hvor meget I vil have popcorn, ved at bede om det med henholdsvis egernstemme, svensk accent og som om I er bange for at blive aflyttet”.

30 sekunder senere havde de fordelt den underlige opgave mellem sig, og bedt om popcorn på hver deres absolut sære facon, hvilket fik mig til at grine virkeligt højt og selvfølgelig sige ja.

På vejen hjem fortalte jeg dem hvor fedt jeg egentlig syntes det var at de havde humor.

”Tja” sagde den næstyngste, tørt “måske er det ikke humor, men mere mangel på værdighed?”

Så måske er det der vi har til fælles: manglende værdighed, ikke humor. Uanset hvad, er det rart at være fælles om at bære det…

8 thoughts on “Om intern humor

    • Tror ikke vi får råd – desværre.
      Ar en drøm om at komme til Island, og kan måske låne et hus i vinteren, men så ryger al ferieopsparing.
      Men Det var FANTASTISK med Sicilien, og Gulliver rejser, og hvis vi uventet får råd igen, gør vi det gerne!

  1. Seriøst jeg drømmer om at blive en ligeså sjov mor som dig. Det er da ikke så sært du har verdens sjoveste børn, når de har en mor der beder dem tale med egernstemme og svensk accent😂 Er flad af grin!

  2. Mit barn er (heldigvis/desværre) ved at udvikle en udpræget sans for practical jokes.

    Barnet, fuldstændig uskyldigt og uden nogen fatter mistanke: “Kinney, hvor er det der henne, som du bruger til at lave cigaretter?”

    Kinney, distræt: “Øh… Mener du min tobak?”

    Barnet: “Ja, din tobak. Hvor er den henne?”

    Kinney: “Min tobak? Hvorfor vil du… Hey! Hvor ER min tobak?”

    Barnet: hysterisk latter (og først her går det op for de voksne hun har gemt omtalte tobak – hun har holdt masken hele vejen igennem)

    En dag i bilen, omme fra bagsædet: “Kinneeeeey? Vil du høre noget sjovt, hva? Hvad nu hvis du en dag stod og drak whisky og så faldt bunden væk fra flasken og så røg al whiskyen ud på gulvet? HAHAHAHAHAHA!!!”

    Efter tobaks-episoden var Kinney mere bekymret end underholdt… Haha

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *