Om motionscoaching

Sommerhusliv indeholder almindeligvis væsentligt større mængder alkohol og sukker end hverdagslivet gør.

Følgen af dette er også at jeg plejer at komme et par kilo tungere hjem end præ-ferie, trods ambitioner om at dyrke daglig yoga og prøve at spise mere salat.

Her kommer min nye ven, Winston, så meget handy ind.

Hvis man bare møder ham, tænker man måske at han bare er en (temmeligt grim) bælgøjet hund, uden de store erfaringer med vægttabs-coaching – men der tager man fejl.

Godt nok har han allerede saboteret alle mine forsøg på morgenyoga, ved selv at være en lidt for ihærdig deltager: det er umuligt at lave hundestrækket, med en hund der kravler ind under en imens og laver et ditto-stræk, mens han også lige slapper godt af i lukkemusklen….

Dybe vejrtrækninger er ikke en mulighed, og det går noget ud over hvor elegant man ser ud, hvor dybt man lige gider gå i stillingerne, eller hvor længe man orker blive ved.

IMG_3747

I bilen, på vej mod Mols, så jeg mig flere gange sentimentalt over skulderen på fire spændte piger og en snorkede hund, og forestillede mig hvor smadderhyggeligt det blev at have en hund med på alle gåture.

Jeg tog fejl: al den duft fra hjorte, grævlinge, mus, køer og alt andet landligt, driver ham fuldstændigt vanvittig, og vi bliver trukket rundt af ti kilos ivrig gryntehund i snor.

Og så er der hans absolutte glansnummer, der virkeligt cementerer hans fremtidige karriere som vægttabskonsulent: stikke-af-finten.

I løbet af de sidste tre dage, er det foreløbigt lykkedes ham at stikke af fra huset hele fire gange, i fuldt firspring, og uden at se sig over skulderen.

Jeg har seriøst løbet mere på tre dage, end jeg samlet har gjort de sidste ti år! Der er intet mere motiverende for løbemotion, end synet af en lille sort/hvid røv der gungrer afsted mod landevejen og den visse død.

Den lille skid har endda haft overskudsagtigt tid til at stoppe og snuse til blomster eller tisse lidt, mens jeg har halset efter ham og først har fået nedlagt ham efter op til to kilometers hæsblæsende løb.

Så nu har jeg fået min egen personlige coach, der presser mig til at løbe hurtigere og længere end nogen anden ville have kunnet, da jeg åbenbart er helteagtig nok til kun at gide løbe, hvis det er for at redde nogens liv.

Alligevel håber jeg at hegnet vi har sat op, og strikse regler for hvordan man åbner hoveddøren kommer til at decimere døds-hunde-løb. Så lever jeg gerne med at prisen bliver lidt ekstra ferie-kilo med hjem…

 

7 thoughts on “Om motionscoaching

  1. 😀

    Det er da den ultimative coach. Er det hegn virkelig en god ide? 😉

    God ferie! Og fortsæt endelig med de gode billeder på instagram. Man får helt sommerfornemmelser trods skyerne og de lave grader.

  2. Ahem, altså, med fare for at spolere dit stærkt stigende kondital, så er tricket at løbe DEN ANDEN VEJ end hunden, og samtidig huje lidt og vifte med armene, som om du vil lege. Så kommer han. Nice and easy.
    Men selvfølgelig ikke så sundt. For dig, that is.
    😀

  3. Haha! Jeg har også fået min egen motionscoach. En usædvanlig hurtig og nysgerrig dreng på 13 måneder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *