For nyligt viste jeg min ti åriges tegneserie, der handler om hvordan man laver børn frem. Den historie kan åbenbart godt fortælles helt uden nøgenhed og pinlige ord – jeg tvivler dog på om den er 100% biologisk korrekt.
Det fik mig til at tænke på noget min yngste niece fortalte, da vi passede hende nogle dage i påsken: hendes farfar havde tilbudt at læse en bog for hende, og hun havde fundet en gammel bog, om hvor de små børn kommer frem, som hun selv syntes var spændende
Niece:” ja og så læste han sådan her: “og så tager manden sin… AI DET STÅR DER BARE IKKE?!?” og “kvinden har en revne, den kan man kalde en ku….NEJNEJ det kan man da ikke sige? Det er ikke for børn!!” – og så læste vi altså noget andet…”
Jeg har moret mig meget over hendes meget præcise imitation af hendes søde farfar siden, og forstår ham godt: børns bramfrie optagethed af kropslige funktioner kan godt prikke til ens egen blufærdighed indimellem.
Det er halvandet års tid siden at mit mindstebarn fandt ud af hvordan babyer rent faktisk kom ind i maven – indlægget om det kan læses her.
Foranlediget af denne nye viden bad hun mig dengang om at filme mens hun sang en ny sang hun havde fundet på – videoen er ubetaleligt morsom, særligt fordi man kan høre på mig, hvor chokeret jeg blev over sangen hun skrålede. På det tidspunkt skrev hun konstant sange, som jeg skulle optage mens hun sang, men de handlede mest om noget med blomster og kattekillinger – og der var mere blomster og bier over dette nye hit.
I sin fulde længde lød teksten:
“Mor hun har knaldet
mor har knaldet
mor har knaldet fire gange.
og hun har knaldet sammen med far!
OG DE HAR KNALDET FIRE GAAAAANGE!”
Og så mig der siger:” nejnej, det synger du da ikke?” indover.
Ville virkeligt ønske at hendes storesøster havde tegnet den om hvor børn kommer fra noget før, så vi havde kunnet nøjes med den version lidt længere – og tænker at min nieces farfar nok også ville have foretrukket den.
Jeg klapper bare i mine små hænder … og råber hurra for den syvårige