Årh det var svært at trække sig selv på arbejde i morges, forlade ny lille hund alene hjemme for første gang, og smide trætte piger i skole.

Selv om jeg faktisk har nogle gode arbejdsopgaver i dag, som jeg har glæder mig til, så savner jeg allerede ungerne og deres pæne far, og kunne godt lige have snuppet et par dages ferie mere.

Jeg er muligvis også en lille smule noia over hvad Winston kan finde på, når han er alene hjemme. Han så godt nok sådan her ud da jeg gik hjemmefra, men jeg ved ikke om det bare er et pokerfjæs, der dækker over planlagt ballade – eller ustyrlig ensomhed? Han snorksover normalt det meste af formiddagen og  kan underholde sig selv ret godt ved at stå ved havedøren og mumle-gø diskret ud af mundvigen når der kommer katte forbi, så jeg burde nok stoppe med at pylre…

Det har været en usædvanligt rolig påskeferie i år. Normalt plejer vi at få spundet os selv ind i så mange (hyggelige) aftaler i påskeferien, at vi aldrig rigtigt rammer følelsen af zen, men i år har vi lavet dovent lidt. Vi spiste med venner to gange; afholdt den store, legendariske familie-påskeægstrille-tamtam og har passet børnenes ene kusine tre dage, men ellers har det været de roligste dage længe, hvor vi bare har gået ture med hund, læst, dovnet og spillet brætspil. (Brætspilsanbefalings-indlæg og boganbefalinger coming up!)

Vi har også set ekstremt mange film, og nørdet Star wars, til mindstebarnets lille fanhjertes store glæde.

Hun tegnede bl.a denne her, af familien Skywalker, og jeg er vild med hvor ufarlig og langhalset Darth Vader ser ud – kælenavnet “Darthie” tager unægteligt også noget af ondskaben.

En af de stille dage tog vi på Arken med de tre mindste og kusinen – både fordi det er en overraskende billig ting at foretage sig med en større børneflok, og for at lade hunden prøve at være alene hjemme et par timer. Det kom han så ikke til at være alligevel, da lektielæsende ældstebarn forbarmede sig over ham – men han fik da prøvet at tro han var alene hjemme lidt tid, og virkede ikke traumatiseret.

Pigerne var meget fascinerede både af udstillingen med lys, og af “Gys – er den levende?” udstillingen, med uhyggeligt naturtro skulpturer af bl.a. en fem meter lang nyfødt baby. Meget tankevækkende og anbefalelsesværdig!

Nu må hverdagsdelen af tirsdagen godt gå hurtigt, så jeg kan komme hjem og klappe ham den dellede lille Winston-hund og kysse på den del af min familie der ikke har hundemadsånde!

Related posts:

Om efterårs-åndehuller Om traditioner og nisselandskaber Om isbjørne Om Nationalmuseet – et mandagstip