Om ikke at kunne huske navne

Min seks årige mindstepige har altid elsket fester, gæster og gang i den, og bliver ovenud begejstret når man fortæller hende at vi skal være sammen med andre mennesker. De fleste af vores venner har børn på vores mellempigers alder, men det generer hende ikke spor at være den lille, og fedter sig glad ind på de store børns aktiviteter.

Når man er lille og leger med nogle der er større, bliver alt hvad de siger og gør spændende, og hun suger detaljer og oplysninger til sig om alle de store børn. Jeg vil tro hun ved yndlingsfarver, livretter, navne på bedstevenner og alt muligt andet detaljeret om hvert eneste af vores venners børn efterhånden – også selv om de er flere år ældre end hende.

Deres forældre er derimod knapt så spændende for hende, og hun skal ofte lede længe efter noget så lidt kompliceret, som navne på voksne hun har kendt hele sit liv.

Hun er særligt begejstret når vi skal hænge ud med Maren og Allan, der har næsten lige så mange pigebørn som os, og roder mindst lige så meget som vi gør. Børnene hygger sig altid enormt i flok, mens de opsætter det ene fjollede teaterstykke efter det andet, og mindstebarnet er kæmpefan af alle deres børn – mens de voksne er sekundære.

For noget tid siden gav Maren mig en nederdel med hjem til mindstebarnet, som hendes unger var vokset fra. Hun blev rigtigt glad da jeg sagde den var fra Maren og tog den straks på. Mens hun spejlede sig, spurgte hun mig tænksomt:” Maren – hvem er det nu det er? Er det hunden?”

Noget overrasket over at hun troede hunden havde foræret hende tøj, skar jeg ud i pap hvem der er hvem i den familie, og jeg troede det var ved at sidde fast efterhånden.

IMG_2458

Det gjorde det så ikke, opdagede jeg forleden, hvor hun begejstret peger på en af Marens tegninger bag i Politiken og siger:” Hey! Det er din ven der har tegnet den der! Hende der… Allan, eller hvad det nu er hun hedder!”

 

4 thoughts on “Om ikke at kunne huske navne

  1. Jeg kan fortælle, at det der kun bliver mere akavet, når man bliver voksen. Jeg har to historier. Du må selv bedømme, hvilken der er værst.

    Historie et er fra min gymnasietid. Den dag vi blev studenter, fandt jeg ud af, jeg havde kaldt en pige ved at forkert navn alle fucking tre år. Vi taler en, jeg faktisk havde det ret skægt sammen med, og derfor havde hængt ud med i pauser og deslige. Navnene Nina og Anne-Mette ligger umiddelbart ikke specielt tæt op af hinanden, og jeg har absolut ingen ide om, hvordan jeg kan have taget så meget fejl, men jeg blev i hvert fald enormt akavet. Hun forklarede, at efter et par uger i 1.g, begyndte det bare at være akavet at sige, jeg havde taget fejl af hendes navn, og at Nina jo slet ikke var et grimt navn. Jesus! Vi talte aldrig ligeså meget sammen efter – altså hvordan kommer man videre fra ‘hey! du har brugt et forkert navn, hver eneste gang du har talt til mig de sidste ca 1000 dage’?. Haha,

    Den anden er fra mit arbejde. Her havde jeg, åbenbart, lavet samme trick. Men det fattede jeg igen først efter nogle år. Til alle møder, i mails osv refererede jeg til en kollega som Maria. Det var forvirrende for alle andre, fordi hun hed Irit. Så ingen vidste, hvem jeg talte om. Mange gættede og involverede Maria’er, der intet med mine projekter havde at gøre. Da jeg en dag fik kaldt hende Maria til hendes ansigt, og hun sådan virkelig opfattede det, spurgte hun hvorfor i alverden, jeg kaldte hende det, og jeg kom med den helt enormt smooth redning, at det var mit fødselsdags kælenavn for hende. Det er en ting. Åbenbart. Så blev jeg så akavet, at jeg gik ud og hang ud på toilettet og hang ud i virkelig lang tid, så mine kollegaer troede, jeg var blevet syg. Jeg præstede på et senere møde at spørge hende, om hun altid havde heddet Irit. Igen, rimelig underlig ting at spørge om. Jeg tænkte bare, hun måske havde skiftet fornavn i løbet af min ansættelse. Jeg drog det ud til at være en meget sær joke om numorologi, som det umiddelbart virkede til kun at være mig, der forstod, nok fordi den gav absolut nul mening.

    Forskellen mellem de to scenarier er, at jeg i det første havde et meget stort lager af øl, jeg kunne drikke umiddelbart efter – det gjorde det altså lidt mere overskueligt.

    • Hahahaha! Det er fandme sjovt! Har gjort det samme selv, men ikke i så lang tid som dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *