Om små absurde ting

Bloggen har været stille noget tid, fordi jeg løb tør for ord. De sidste uger har været triste, med sørgelige ting der har ramt flere af de mennesker jeg holder af, og jeg har ikke haft ord tilovers.

Men når ting er sure, plejer jeg at lægge ekstra mærke til de ting der er sjove, og når ting er absurd sørgelige, lægger jeg mærke til de ting der bare er absurde.

De sidste ugers mest absurde ting har været disse:

1. Balloner med numser

Jeg hev en ranke af slatne balloner ned fra vindueskarmen. Den havde hængt der siden næstældste barns fødselsdag – hvilket kun er en lille måneds tid og langt hurtigere end vi normalt får fjernet pynt – og opdagede at børnene havde tænkt på det hele.

Her er tre af ballonerne forfra:

IMG_1068 IMG_1070IMG_1072

Og til min overraskelse var de lige så absurd detaljerede bagpå, med bittesmå numser, hvilket totalt kildede min humoristiske sans:

3DC35D71-FC7F-43FF-9981-0BEDD650F5F1

2. Barnetegninger, set med (sjofle) voksenøjne

“Kan du se hvad jeg har tegnet?” Spurgte barn stolt. Jeg undlod at svare, for jeg blev lidt i tvivl om hvad det var hun mente.

IMG_1075

P.s: det er da et barn der sidder på en gren i et træ! Det hjalp da der kom farver på…

3. Svære bøjninger

“Far taler nogle gange jyllanesisk!” påstod den seks årige, og efterlod mig undrende over hvor besværligt hun havde valgt at bøje ordet. Det mere oplagte havde måske været “jyllandsk”?

4. Den med kalkunerne

Jeg har set videoklippet, med en flok vilde kalkuner der marcherer rundt om en død kat, i en meget stram cirkel, adskillige gange. Kæft – det er underligt! Den kan ses her.

5. Flag i hundelorte

Jeg troede faktisk det var en absurd 80’er joke, den der med at sætte små flag i hundelorte.

Fantaserede af en eller anden grund ofte om at gøre der, da jeg var barn, men ejede ingen små flag. (Til gengæld graver jeg en fælde for hundeejere der ikke samlede op, på en grussti, sammen med en klassekammerat).

Forleden dag havde nogen dog gjort det med flagene på samtlige lorte på hele vores villavej. Mine børn konfiskerede min telefon, da jeg forsøgte at forevige skønheden i det…

17 thoughts on “Om små absurde ting

  1. Mærkeligt, jeg så også en hundelort med flag i, i sidste uge og undrede mig, – og jeg bor helt i Jyllandnesien. Måske er det en landsdækkende event??

  2. Min mor er et af de mennesker, der med jævne mellemrum, og med stor passiv-aggressiv attitude, sætter flag i hundelorte på stisystemet i den by, hun bor i. Hvilket ikke er din by. Så måske er det noget nationalt. Jeg har ikke spurgt hende om hun er med i en forening af en slags.

    Det gør mig ondt med det sørgelige i dit og dine kæres liv, og jeg bliver også lidt bekymret for om det er noget med Ninjamanden igen. Jeg sender jer i hvert fald mange varme tanker.

    • Hvor mystisk! Og sjovt din mor gør det;)

      Nej Ninjaman er heldigvis ok. Men jeg har været til to begravelser i løbet af et par uger, og to af mine nære veninder har døende forældre, og det er utroligt trist.

  3. “Ej, hvor er dét en fin fladlus, min skat!!”… Måske en absolut upassende kommentar til en børnetegning.
    Hvor er du sej, at du formår at holde fokus på de små søde og sjove ting i hverdagen når de store ting absolut ikke er sjove! Jeg håber virkelig at det hele (DET HELE!) snart bliver godt igen! ❤️

  4. Flag i hundelorte. Ej, jeg har overvejet det. Især når de ligger midt i min indgang. Gad vide om der er et sted, man melder sig ind, og måske kan man ligefrem få udleveret flag i flere størrelser, så sder er både til puddel og dobermann.

  5. Jeg synes egentlig bare, at man skulle plante nogle større flag i alle de lorte, hundeejerne åbenbart holder sig for gode til at fjerne.. Det vil være så festligt, at man næsten stiller sig op i forventning om, at Dronning Margrethe må være på vej. Lortene vil også være meget lettere at spotte, så man ikke kommer hjem med stinkeklumper under skoene.
    Når fagplanterne nu alligevel planter et flag, skulle de måske droppe et par frø fra en solsikke eller en anden stor, flot blomst. Det kommer til at se rigtig festligt ud.

  6. På trods af glæden ved at få øje på absurde ting, så håber jeg, at der ikke kommer flere triste ting din vej foreløbig… 🙂
    Vores børn er endu for små til at tegne runkne baller (med vilje), men vores fødselsdagsballoner hænger også altid så længe (dvs. til næste fødselsdag), at de er så små, at der dårligt kan være en balle på (måske det er også derfor, at du ikke har opdaget det før? 🙂 ).
    Ang. flag i hundelorte gjorde min søn på 5 fundet forleden, da vi gik tur ved stranden ved Roskilde Fjord. Og på trods af, at han i dén grad befinder sig i anal-fasen, så var det nu flaget, der begejstrede ham. “Se far!”, sagde han stolt og løftede det lille flag op, hvorefter faren gjorde han opmærksom på, hvad den sad i – og med et trylleslag, var flaget på ingen måde interessant længere, og hundelorten skulle naturligvis kastes i vandet. Det skal ting jo.
    Det er en fornøjelse at læse om “dine” absurditeter 🙂

  7. Ha! Er glad for, det ikke kun er mig, der synes, at numseting er sjove.

    I morges, på en eller helt åndssvag morgen, hvor alt var gået i kage, gik min 4-årige rundt med en si fra køkkenet og hævdede, at det var en “numsefanger”. Og så brugte han ellers virkelig lang tid på at prøve at indfange de voksne baller i den…

    Ej, men jeg syntes, det var så sjovt!

    “Kom nu!”, lokkede han. “Det gør sleeet ikke ondt!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *