02/20/17

Om at være far – interview med Ninjaman

For nogle uger siden åbnede jeg op for en spørgerunde, hvor flere af jer skrev spørgsmål til Ninjaman på mail eller i kommentarfeltet. Tak for jeres mange spørgsmål, som han beredvilligt svarede på en hel søndag. Der er så mange spørgsmål, at jeg deler dem op i flere indlæg.

Her er svar på de spørgsmål, der mest handler om at være forældre:

Hvordan får man tid til hinanden i en travl hverdag med sene arbejdstider, skole, venner og andre aktiviteter der skal passes?

“Det gør man jo heller ikke. Det er svært at få tid til hinanden. Og man er træt, når børnene endelig sover. Vi giver tit hinanden massage når vi ser serier – så får vi sneget lidt ekstra berøring ind. Vi er også gode til at få stoppet op og få vendt det med hinanden, når der i perioder går for meget hverdag i det. Hvis vi begynder at snappe af hinanden og kun taler om rugbrød.
Vi hviler godt i hinandens selskab, og forsøger at finde alt det der er godt i hverdagen, i stedet for kun at være kærester de to-tre gange årligt hvor vi får passet børn en aften.”

IMG_1078
Hvornår skal børn have deres egen iPad/telefon?
“Det er nok forskelligt fra familie til familie. Vores piger fik (billige) mobiler da de kom i den alder hvor de havde brug for at kunne smse og lave aftaler med os. Tror det var omkring 3. Klasse.
Den ældste fik en smartphone da hun var ca 13. Ellers ville hun have været udelukket fra det fællesskab hendes venner havde, på Facebook og Instagram og hvad det nu hedder. De skal ikke sidde med næsen i maskiner hele tiden, og skal respektere når forældrene siger at nu skal de lave noget andet.”

Hvad har været vigtigt for dig at i har prioriteret ift at huske at være “kærester” når der kommer børn ind i billedet?
“Vi har aftalt at have en dag om ugen hvor vi bare snakker, uden tændte skærme. Det er lidt forskelligt hvor gode vi er til at overholde det, men det er godt når vi gør.
Vi ved begge at vi ikke er perfekte, og derfor kan vi acceptere hinandens fejl, og skændes sjældent om småting.
Jeg synes også vi er gode til at være kærester midt i børneflokken. Nyde tiden sammen med børnene.

Hvad har været det sværeste ved at blive far?
“Det var svært for mig med første barn, om jeg kunne slå til. Måske er det typisk mandeagtigt at tænke om man kan finde ud af at passe på sin familie, om man er god nok. Det var ihvertfald sådan jeg havde det.”

Hvad har været det bedste?
“Al den kærlighed man får. Kram. De sjove stunder.”

IMG_1079
Hvordan er det at have en kone der er blogger? Har i haft nogle betænkeligheder eller dårlige oplevelser?
“Det er fint med mig.
Jeg synes der er mange hyggelige ting ved det, og jeg synes det er fedt, at hun har et medie hvor hun kan få afløb for den trang til at skrive hun altid har haft.
Børnene bliver ret stolte hvis nogen genkender os på gaden og de elsker at blive inviteret med til sådan nogle ting vi ikke selv har råd til.
Jeg synes hun er god til at spørge om det er okay med os inden hun skriver om os, og hun er opmærksom på om børnene bliver udstillet. Hun spørger dem altid før hun skriver noget eller lægger noget på instagram, og respekterer hvis de siger nej. Bloggen er anonym i forhold til efternavn og børns fornavne, for at de ikke skal kunne googles.”

Et godt råd til kommende fædre?
“Husk at snak om tingene og find en måde hverdagen kan fungere, og alle kan være i det.
Der er ingen tvivl om at det ændrer ens liv at få børn, men det er også fedt at dele sit liv med andre. Fokuser på det positive.
Hvis man er bange for om man mister sin frihed, må man lave nogle aftaler. Vi har før haft en dag om ugen, hvor vi hver især bare kunne lave aftaler, uden at forventningsafstemme med den anden. Fokuser på det positive.”

 

02/19/17

Om fødsler

I onsdags passede min fantastiske søster alle mine fire unger, plus sine egne to, hjemme hos os.

Den flotte barnefader og jeg udnyttede hvert eneste minuts dyrebare kærestetid, og var både ude at spise, gik verdens længste tur, snublede i nogle virkeligt gode drinks på et sted der hedder “LIDKOEB”, og overnattede på det billigste hotel vi kunne finde. Det var helt fantastisk!

Vi bestilte tømmermænds-morgenkaffe på et lille sted ved Værnedamsvej, og stødte her ind i supersmukke højgravide Cecilie, der talte om hjemmefødselsplanlægning, og pustede totalt til min undertrykte trang til at føde en ny lille baby selv. (Ninjamans svar til at få flere børn er stadig nej, iøvrigt.)

Da vi kom hjem, fik jeg ungerne til at posere til det her billede, som jeg egentlig havde tænkt på at tage i mange år:
IMG_1037

Ja, det er ikke verdens mest interessante foto. Den ældste af dem ville kun fotograferes bagfra, og det ville resten så også.

Men det der er interessant – synes jeg – er at de står præcis det sted de blev født. De to der sidder i sofaen er født lige der i den, med små fem års mellemrum. De to der står op, er født i fødekar placerer cirka der hvor de står.

Vi kommer aldrig til at flytte fra det her hus, kunne jeg endnu engang mærke, da jeg så dem posere! Der er noget helt fint og magisk over at de alle fire har trukket vejret for allerførste gang, i præcis det samme rum. Og i dag, klokken 0.43 præcist, var det 12 år siden at hende den ranglede længst ude til venstre gjorde det. Lille og fin, med langt, brunt hår og verdens største øjne, svømmede hun ud i verden.
IMG_1053
Hvis man har lyst, kan der læses om hendes fine fødsel her.

02/17/17

Interview med mine unger – og mulighed for spørgerunde

Vi er neddykket i vinterferiestemning for fuld skrue denne uge. Det er fantastisk, dovent og tiltrængt!

Ninjamans fødselsdag lå på første dag af vinterferien og næstældstebarnet har fødselsdag den sidste dag i ferien, så ud over noget med at sove virkeligt længe og have nattøj på hele dage, har ugen budt på fejringer af flere slags: drinks, mange gange gæster, og pasning af unger en hel nat, hvor vi sov på hotel og nød alenetid.

Mere om den slags snart!

ATT_1437773766222_IMG_20150714_162802

På Karmamillis kloge, fine blog, kan man i dag læse et interview med mine tre mindste piger, lige her.

Bloggeren bag Karmamilli, Christina, har jeg kun mødt en enkelt gang, men hun har en udstråling man falder totalt for – og en udadvendthed jeg ville ønske jeg også havde bare lidt af. Jeg blev megaglad for hendes mail, hvor hun smigrede mine kinder røde, og spurgte om jeg og mine unger gad stille op til interview på hendes blog, og blev glad for at mine piger sagde ja,
Jeg er vild med konceptet mor/børn interviews, og har nydt at læse de andre i serien. Skynd jer ind at læse, hvis I ikke allerede har læst!

Jeg blev helt rørt over nogle af mine pigers svar – over at de lagde mærke til mig på den måde.

Spørgerunde.

Mine piger  syntes det var helt vildt hyggeligt at svare på, og ville gerne have svaret på flere spørgsmål. Selv min mand blev nysgerrig og ville også gerne have svaret på noget – så hvis nogle af jer har noget I gerne vil spørge min mand eller unger om, så skriv et spørgsmål her i kommentarfeltet, eller send en mail på superheltemor@live.dk, så samler jeg deres svar i et indlæg på et tidspunkt!

02/2/17

Om souvenirs og ferieminder

Jeg fik vist aldrig delt dette sentimentale indlæg, der var gæsteindlæg hos fantastiske Christina i sommer. Så her er det, til dem der gider en tur ned af memory lane med mig.

For 15 år siden viste jeg Mols bjerge frem for første gang, for min tykke førstefødte baby.
Min kærestes familie har et sommerhus der, som vi har lånt hver eneste sommer de sidste 19 år, og det var magisk at have mit eget barn med til det sted.

Egentlig var hun mest optaget af at sidde i bar røv og spise sand, men jeg kunne ane konturerne af det hun ville huske som “sin barndoms somre” og det fik mig til at føle mig sært højstemt.

Hendes barndoms somre ville blive skabt af os, og vi ville fylde dem med solvarme badebroer under tæerne; snappende krabber i spande; gåture; regnvejrslæsning; malen på sten og tællen skyer.
Begge os forældre blev helt rørte ved tanken, men barnet var ret ligeglad, og fortsatte ufortrødent med sandspiseriet.

I et forsøg på at skåne hendes lille mave for mere sand, gav vi hende en lille dragt på og lånte en bil ind til Ebeltoft.

Vores økonomi dengang var absolut skrabet. Brugt tøj, tilbudsmad, ingen rejser eller restaurantbesøg, og ingen råd til unødig nips.

Vi spiste vores madpakker på havnen, og ledte efter gratis underholdning, hvilket vi fandt: en glaspuster, der tryllede de smukkeste små vaser frem.
Vi var alle tre tryllebundet, og babyen lo begejstret, mens vi iagttog hvordan en tyk vase med en gylden dråbe indeni tog form.
Jeg så på prisen – næsten 300 kroner – og følte mig så skuffet, så skuffet over ikke at have råd til den. Det vidste jeg jo godt at jeg ikke ville have, men den var stadig meget dyrere end jeg havde håbet.

Vi gik derfra igen; puttede baby i klapvogn til hendes lur og jeg satte mig på græsset for at læse mens hun sov, og hendes rastløse far gik en tur.
Han kom tilbage med et hemmelighedsfuldt smil, og en gave – den lille vase.
Den ligner solskin fanget i en dråbe vand, og jeg bliver stadig glad når jeg ser den.
DSC_0302
Og sådan blev mine børns barndoms somre: solskin, fanget i regndråber.
Der er kommet tre tykke babyer til i tiden siden, og nu er de ranglede, store skolebørn, og visheden om at vores somre ikke bliver ved med at kunne fastholdes sådan her kommer snigende.
Men i mit vindue derhjemme har jeg nu syv små glasvaser, købt på de sommerhusferier hvor vi havde særlige minder at fastholde.
De tre yngre søstres første sommerhusture.
Da vi gik konkurs med firmaet, og blev enige om at alt nok skulle gå, for vi havde hinanden.
Sidste års frygt for hvad min mand fejlede.
Altsammen fastholdt i de små vaser.
DSC_0299
I år har vi et lorteår bag os: min mand havde kræft, og hele året er gået med operationer, heling, smerte og skræk.
Vi er næsten ude af det nu.
Og jeg ved hvad jeg skal købe i år, som minde over det grimme, der gik over: en lille dråbe mørkeblåt, indkapslet i en dråbe.