Om fejring af seks årige, operation og gode dage

“Det har været den bedste dag i hele mit liv!” sukkede min næsten 6 årige da jeg kyssede hende godnat i går aftes, og fik flere ugers bekymringer til at føles som om det var det værd.

Vi fejrede hendes kommende fødselsdag i går, med 17 børnehavevenner.

Alle bekymringerne over hvordan vi skulle få plads til så mange mennesker indendøre, blev gjort til skamme af det fantastiske vejr; alle mine bekymringer om hvordan jeg skulle underholde sådan en flok blev blæst væk af mit fantastiske planlægningsteam (bestående af mellempigerne og deres bedste ven); og alle bekymringerne om vi mon måtte aflyse i sidste øjeblik hvis Ninjaman fik operationstid akut, var heldigvis også unødvendige.
Overlægen ringede søndag morgen, lige inden gæsterne kom, og fortalte at de ville operere torsdag, og det er en kænpelettelse at vide dato, efter så lang tids venten. Nu skal den næste måned med smerter bare gå hurtigt!

IMG_20160522_092255

Mit fødselsdagsplanlægningsteam har brugt to måneder på at øve og planlægge skattejagt, ud fra denne fabelagtige og billige bog – komplet med skattekort, koder og en god historie.
Kan klart anbefale den bog.

(link er affiliate, og bogen modtaget i gave, men den er helt ægte superinspirerende til ambitiøse planlæggere!)
DSC_0037
Bagefter lavede de cirkusforestilling for de benovede små, poppede popcorn og lavede candyfloss, og det var en begejstret flok børnehavebørn der vinkede farvel klokken 15, og overlod os til en anseelig oprydning, efterfulgt af hyggelig aftensmad og generøse mængder hvidvin, med vores omsorgsfulde naboer.

At midtpunktet for al den festivitas siger at det var den bedste dag i sit liv, fylder mig med taknemmelighed, for jeg ved at den næste måned efter operation bliver op af bakke igen.
Dage som denne burde kunne lægges på flasker og hives frem igen på de barske dage – jeg ville klart købe en hel kasse!

6 thoughts on “Om fejring af seks årige, operation og gode dage

  1. De KAN hældes på flaske. Det har du jo lige gjort. Blogindlæg, billeder, den der klistrede rest candyfloss du finder på dørkarmen om to uger… Det er altsammen noget du kan hive frem og se på på de der fucked up rådne dage hvor ingenting virker. Det, og så en flaske vin. Det er så afgjort også en type flaske der er velegnet at hive frem på de dårlige dage.

    Krydser fingre for så blid en recovery (hvad fanden hedder det på dansk? “bedring” lyder forkert) som muligt.

  2. Det er også den allerbedste kommentar ens børn kan komme med. Så har man gjort noget rigtigt – og jeg kan så meget sætte mig ind i varmen :-).
    Sådanne dage burde hældes på flaske. For tiden har jeg det sådan at jeg i den grad gerne vil hælde weekenderne på flaske – og hælde dem blidt udover hverdagen. Som jeg er lidt træt af for tiden :-).

  3. Tillykke med mindste poden!! Det har netop altid været til stor undren for mig, hvorfor det ikke netop ER muligt at dosere sine dage? Jeg tænkte særligt over det da jeg første gang stod og græd af søvnmangel med en lille nyfødt på armen, hvorfor man dog ikke kunne mikse før-barselsdagene med efterbarselsdagene. Nogen burde virkelig gøre noget! Jeg håber for jer alle sammen at mindste podens glæde giver lidt power til strabadserne, der venter jer – held og lykke med det hele!

  4. Tillykke med hende:) hvor lyder det bare til at være en dejlig fødselsdag. Jeg synes også det ville være dejligt, hvis vi kunne gemme det lidt på flasker. Tanker til jer og held og lykke med operationen.

  5. Stort tillykke med den store-lille 6-årige! Og som Konen siger, så kan man godt gemme minder i hjertet og finde dem frem i hårde tider.
    Jeg håber I må få den bedst mulige tid post-operation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *