Om mindre beroligende respons

Efter at jeg i flere måneder har siddet med bogmanus til op over begge ører, er det en underligt tom fornemmelse at have sendt det afsted.
Ingen mulighed for at rette, slette eller skrive til, gør at jeg næsten ikke kan holde ud at tænke på at min bog eksisterer, og jeg har fået overbevist mig selv om at den er pinefuldt elendig.

Ninjaman har gennem de 19 år vi har været kærester lært at aflæse mine nærmest usynlige signaler – især dem der er ledsaget af håndfaste monologer som:”årh hvor er den bog sikkert noget lort!” Og “Gid jeg aldrig havde givet mig i kast med at skrive noget!” – og plagede mig om at printe den ud så han kunne læse den, og berolige mig om at den kun er semi-elendig.

At han frivilligt læser noget er en meget stor begivenhed da han højst læser en enkelt bog om året, og det var med bævende hænder at jeg overrakte ham udprintet manus.

Min ven Maren, har beskrevet skrivende menneskers neuroser ret spot on i sin fabelagtige bog – hvilket er rart, for så ved jeg at jeg ikke er alene om at være neurose over at sende nyfødt tekst alene ud i verden.

image
Jeg lovede ikke at plage Ninjaman om hvad han syntes om den, før han var færdig. Så gik han i gang med at læse. Langsomt.
Tredje aften i træk, hvor han læste et par sider og lagde den fra sig med et hemmelighedsfuldt smil og uden at sige noget om den, kunne jeg ikke dy mig længere:”årh hvad! Sig nu hvad du synes! Er den dårlig? Jeg ved den er dårlig… Du kan sagtens sige det, jeg kan tage kritik. Nej bare lad være. Du behøver ikke alligevel. Vent til du er klar. Nej – du må aldrig sige noget om den! Okay – bare lidt! Er den okay?”

Og jo: jeg kunne godt selv høre hvor ynkeligt det lød, men det der med at skabe noget på den måde er eddermaneme også angstprovokerende helt ud i det neurotiske.

Heldigvis kan det grines væk, hvilket det også blev (da jeg først havde undertrykt den refleks der ville give ham en lammer), for han svarede med et kys og disse ærlige ord:” altså: jeg kan jo godt lide den, fordi det er dig der har skrevet den. Men jeg synes seriøst den mangler nogle zombier – eller bare nogle mellemstore eksplosioner…”

11 thoughts on “Om mindre beroligende respons

  1. Jeg sidder selv midt i en kærlighedshistorie, som i dén grad vender mig på vrangen og fucker med mit liv og min selvopfattelse.

    Hvad Manden siger?

    “Er det sådan en lægeroman?”

    “Er der ikke nogen eksplosioner?”

    “Hvornår dør en af dem?”

    “Er der slet ikke nogen der bliver uhelbredeligt syge eller forbitret ved fødslen eller sådan noget?”

    “Ej, men helt seriøst, er der slet ikke nogen eksplosioner? Eller bare en lillebitte mordbrand?”

    Og vi siger tak for støtten…

      • Ja, det bliver det forhåbentlig til sidst. Det jeg er mest neurosa over er at historien er SÅ GOD og rørende, at mine ringe skrive-evner slet ikke rækker til at yde den retfærdighed. Så det ender nok med at alle følelserne og alt det rørende kun eksisterer i mit hovede og det jeg rent faktisk får ned på papir er noget crap ingen vil udgive.

  2. Veksler også mellem at synes, at min bog er det argeste lort til det bedste, nogen nogensinde har skrevet (den sidste kommer desværre kun i mikroskopiske glimt). Det er en meget skizofren oplevelse at skrive en bog, og hold da op hvor skal man være meget mere vedholdende, end man forestiller sig.

      • Skriver til konkurrencen om flygtninge – så konkurrence ligesom dig! Har skrevet hele mit liv, men det er første gang jeg for alvor forsøger mig med en bog fra ende til anden. Det er frygteligt angstprovokerende og samtidig det fedeste, jeg nogensinde har gjort!

  3. Vi har ofte gang i skriveprojekter – i hvertfald løbende over de sidste mange år. Når vi er dygtige mødes vi til skrivemøder, læser hinandens udkast igennem, diskuterer og kommer feedback. Det er mega grænseoverskridende og sindssygt sjovt, også selvom det bare er noget vi leger, og det er bare er mellem os to søstre.

    – Kit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *