05/31/16

Om heste og trusler

(Indlæg mærket som sponsoreret, da det omtaler playmobil modtaget som gave, og indeholder et affiliate link – men det handler mest om heste og trusler;))

På søndag er mine to yngste børn inviteret til fest af Playmobil og Mannov, for at fejre Playmobils nye hestestaldstema.

I indbydelsen står der at børnene får lov til at ride på ægte levende ponyer – hvilket lidt skræmmer livet af en gammelhestefobiker som mig, men jeg er nødt at stille tappert op – med risiko for at mine døtre bliver ædt af ponyer, for de glæder sig ustyrligt, og den glæde skal mine fobier ikke tage fra dem.(Glædede de sig lige så meget til at ride på zombier, ville jeg dog gribe ind).
Sammen med invitationen fik de en lille pakke med nogle playmo-heste, som mindstebarnet og nabopigen har leget med i båndsløjfe lige siden.
DSC_0027
Mit mindstebarn har fødselsdag om få dage og overrakte mig, med snedig mine, to breve, hun havde tegnet på brevpapir stjålet fra en storesøster (ikke et populært move iøvrigt).
Det brev jeg skulle åbne først, indeholdt denne tegning:
_20160517_210036
“Det er mig, der hopper rundt af glæde, fordi du giver mig en levende hest i fødselsdagsgave!” erklærede hun og tilføjede “det hedder en ønskeseddel, og det er sådan noget børn laver, så faren og moren ved hvad de skal købe!”

Jeg begyndte på en forklaring om hvorfor en hest var en dårlig gave, men blev afbrudt med et:” du skal også åbne det andet brev!”

Fastheden i hendes stemme fik mine hænder til at skælve svagt da jeg åbnede konvolutten, hvor jeg fandt denne tegning:
DSC_0014
“Det er dig mor! Det er hvor du har købt en is til dig selv, istedet for en pony til mig – men så sad din tunge fast på isen… Du kan tro det gør ondt, når en tunge sidder fast på en is…”

Noget ved hendes formulering, fik hende til at lyde som en erfaren torturbøddel, hvilket er ret skræmmende, men jeg tror ikke jeg falder for truslen.
Hun må nøjes med plastikheste – og så må jeg overveje om jeg vil undgå is resten af sommeren.
Bare for en sikkerheds skyld!

05/29/16

Om at være gift med en tegneseriehelt

Flere af jer spørger jævnligt til den tapre Ninjaman og sygdom, så her en update, der heldigvis er i den bedre ende.
Sidste scanning viste fortsat ingen nyspiret kræft, og Ninjaman gennemgik en af de sidste store operationer i torsdags, hvor de skar underkæben op og rykkede den og høvlede ganehud af og syede det fast som nyt tandkød.

Nøjagtigt lige så absurd og smertefuld en omgang som det lyder, men bortset fra en voldsom blødning bagefter og en skræmmende nat, forløb det som det skulle.

Han mangler stadig fire tænder og en operation til at fjerne noget knogle,men det værste er ovre, og nu kan vi endelig begynde at se fremad igen.
Snart er det forhåbentligt slut med at planlægge liv efter sygdom.

Min pæne, lækre mand hævede op som en blå ballon sidst, men denne gang er hele hans underansigt jævnt hævet, hvilket giver ham et sært maskulint tegneserieagtigt udseende, som vi har moret os lidt over sammen

Selv tænker han, at han ser lidt sådan her ud:
415555-tracy_gun
Han kunne også godt ligne Don Corleone fra Godfather, mener han selv.

Umiddelbart tænker jeg mere det er i retning af det her:
5135947024_popeye2_xlarge1 men det er jeg heldigvis for høflig til at pointere.
“Brænder du inde med mange spinatjokes?” spurgte min veninde,der kender mig lidt for godt.
Det gør jeg.
Det virker uhøfligt at mobbe en, der har svært ved at svare igen.

Til gengæld har jeg købt en smart smoothieblender, og har ikke lavet andet end at eksperimentere med at lave lækre kolde drikke til den ømme mund. Og nogle med et skvæt sprut i til mig selv.
Den slags kan der godt være behov for.

De tre ældste piger er på koloni hele ugen, så her er ubegribeligt stille. Hvilket er godt for stakkels ømme, stille mand, men underligt tomt for mig, der er vant til uhørte doser snak.
Heldigvis er mindstebarnet hjemme, og hun kan godt fylde stille øjeblikke ud,med utrolige mængder ord.

“Nå ja… Det er dig med den der cancer-blog, ikke?” var der en der sagde til mig til et bloggerarrangement for noget tid siden.
Hun mente det venligt, men det føltes virkeligt akavet at nogen tænker på bloggen som det.
Bloggen giver et stort udsnit af vores liv – og det liv har stået i cancer til knæene de sidste ni måneder, og jeg glæder mig usigeligt til en tid hvor det er noget andet der dominerer.

Ville hellere være kendt som det meste andet end lige cancer-bloggen. Allerhelst som hende med lotto-millionær-bloggen eller de-gyldne-laurbær-vinder-bloggen – men det meste andet ville også være i orden.

Tak til jer, der ikke flygter fra cancer-bloggen – jeg glæder mig til den snart skifter fokus.

05/23/16

Om fejring af seks årige, operation og gode dage

“Det har været den bedste dag i hele mit liv!” sukkede min næsten 6 årige da jeg kyssede hende godnat i går aftes, og fik flere ugers bekymringer til at føles som om det var det værd.

Vi fejrede hendes kommende fødselsdag i går, med 17 børnehavevenner.

Alle bekymringerne over hvordan vi skulle få plads til så mange mennesker indendøre, blev gjort til skamme af det fantastiske vejr; alle mine bekymringer om hvordan jeg skulle underholde sådan en flok blev blæst væk af mit fantastiske planlægningsteam (bestående af mellempigerne og deres bedste ven); og alle bekymringerne om vi mon måtte aflyse i sidste øjeblik hvis Ninjaman fik operationstid akut, var heldigvis også unødvendige.
Overlægen ringede søndag morgen, lige inden gæsterne kom, og fortalte at de ville operere torsdag, og det er en kænpelettelse at vide dato, efter så lang tids venten. Nu skal den næste måned med smerter bare gå hurtigt!

IMG_20160522_092255

Mit fødselsdagsplanlægningsteam har brugt to måneder på at øve og planlægge skattejagt, ud fra denne fabelagtige og billige bog – komplet med skattekort, koder og en god historie.
Kan klart anbefale den bog.

(link er affiliate, og bogen modtaget i gave, men den er helt ægte superinspirerende til ambitiøse planlæggere!)
DSC_0037
Bagefter lavede de cirkusforestilling for de benovede små, poppede popcorn og lavede candyfloss, og det var en begejstret flok børnehavebørn der vinkede farvel klokken 15, og overlod os til en anseelig oprydning, efterfulgt af hyggelig aftensmad og generøse mængder hvidvin, med vores omsorgsfulde naboer.

At midtpunktet for al den festivitas siger at det var den bedste dag i sit liv, fylder mig med taknemmelighed, for jeg ved at den næste måned efter operation bliver op af bakke igen.
Dage som denne burde kunne lægges på flasker og hives frem igen på de barske dage – jeg ville klart købe en hel kasse!

05/20/16

Om mindre beroligende respons

Efter at jeg i flere måneder har siddet med bogmanus til op over begge ører, er det en underligt tom fornemmelse at have sendt det afsted.
Ingen mulighed for at rette, slette eller skrive til, gør at jeg næsten ikke kan holde ud at tænke på at min bog eksisterer, og jeg har fået overbevist mig selv om at den er pinefuldt elendig.

Ninjaman har gennem de 19 år vi har været kærester lært at aflæse mine nærmest usynlige signaler – især dem der er ledsaget af håndfaste monologer som:”årh hvor er den bog sikkert noget lort!” Og “Gid jeg aldrig havde givet mig i kast med at skrive noget!” – og plagede mig om at printe den ud så han kunne læse den, og berolige mig om at den kun er semi-elendig.

At han frivilligt læser noget er en meget stor begivenhed da han højst læser en enkelt bog om året, og det var med bævende hænder at jeg overrakte ham udprintet manus.

Min ven Maren, har beskrevet skrivende menneskers neuroser ret spot on i sin fabelagtige bog – hvilket er rart, for så ved jeg at jeg ikke er alene om at være neurose over at sende nyfødt tekst alene ud i verden.

image
Jeg lovede ikke at plage Ninjaman om hvad han syntes om den, før han var færdig. Så gik han i gang med at læse. Langsomt.
Tredje aften i træk, hvor han læste et par sider og lagde den fra sig med et hemmelighedsfuldt smil og uden at sige noget om den, kunne jeg ikke dy mig længere:”årh hvad! Sig nu hvad du synes! Er den dårlig? Jeg ved den er dårlig… Du kan sagtens sige det, jeg kan tage kritik. Nej bare lad være. Du behøver ikke alligevel. Vent til du er klar. Nej – du må aldrig sige noget om den! Okay – bare lidt! Er den okay?”

Og jo: jeg kunne godt selv høre hvor ynkeligt det lød, men det der med at skabe noget på den måde er eddermaneme også angstprovokerende helt ud i det neurotiske.

Heldigvis kan det grines væk, hvilket det også blev (da jeg først havde undertrykt den refleks der ville give ham en lammer), for han svarede med et kys og disse ærlige ord:” altså: jeg kan jo godt lide den, fordi det er dig der har skrevet den. Men jeg synes seriøst den mangler nogle zombier – eller bare nogle mellemstore eksplosioner…”

05/18/16

Om gamle blogindlæg, maj

Noget af det bedste ved at have haft en blog i mange år, er selv at læse tilbage i den, og blive overrasket over hvor meget man egentlig glemmer igen.
Det er faktisk også det værste ved den: de håndfaste beviser på hvor hurtigt tiden gør, så snart man har fået børn. De bliver så tydeligt klogere og mindre rundkindede for hvert år der går – hvilket er godt og naturligt – men indimellem kan jeg godt tage mig selv i at savne alle de yngre versioner af mine mange børn også.

Søde Sneglcille har fået en virkeligt god ide’, hvor hun laver et månedligt indlæg med highlights fra samme måned, i foregående år.

Jeg vil fremover planke denne gode ide’, og bladre tilbage i min blogs gamle arkiver en gang om måneden.
I dag fandt jeg disse læseværdige indlæg, fra Maj måned 2011 til nu:

Maj 2011:
Det her indlæg havde jeg selv glemt, ind til jeg genlæste det. Min ældste gnækkede smørret: hun havde bestemt ikke glemt hvordan hendes kluntede mor sad fast bag en sofa…
Muligvis ikke mit livs mest elegante øjeblik?

Maj 2012:
Hvor stædige små børn på to år er, havde jeg også næsten glemt.
Ind til jeg genlæste dette her indlæg, hvor min stædige yngste venter på sne.
images
Maj 2013:
Jeg havde været hårdt stressramt, og var stadig ikke helt i i træning med at skrive læselige sms’er. Og jeg havde en ivrig næsten-treårig der planlagde sin fødselsdag, med lige dele iver og manglende realitetssans

Maj 2014:
Næstyngstebarnet gav mig fniseanfald med sine tegninger i tilbudsaviserne. Dette gør hun faktisk stadigvæk. Det sjoveste barn jeg kender.
20140531-124534
Maj 2015:
Vi beviste, endnu engang, vores manglende kompetencer ud i oprydningens ædle kunst.

Det var de sidste fem års maj-blogindlæg, i hovedpunkter.
Jeg syntes selv det var så sjovt at finde frem, at I må belave Jer på et lignende indlæg igen sidst i Juni. Håber det er i orden!

05/11/16

Om indkøb med mangel på sexappeal

Top 1, over steder jeg helst ikke vil støde ind i en ekskæreste, jeg ikke har set i 15 år
1): på apoteket – hvor jeg står med to flasker luse-shampoo, og en creme der med farverige bogstaver, praler med at kunne lindre “vaginal kløe og ubehag”….

Og nej – han er ikke en jeg på nogen som helst måde fortryder at jeg gik fra…
Synes dog det ville være federe, at han (teoretisk set) stadig gik og huskede mig som noget fantastisk – istedet for at han nu tænker:”pyha – godt jeg slap ud i tide!”

05/9/16

Om Star wars – et mandagstip

Mit mindstebarn har været glødende fan af Star Wars, siden vi i vinterferien så alle syv film. Star Wars kasket, samlemapper og et brændende ønske om at eje et ÆGTE lyssværd fylder rigtigt meget for tiden
Heldigvis er jeg selv gammel starwars-nørd, og kan derfor godt sætte mig ind i hendes passion – omend jeg bliver lidt træt af hendes lyssværdstandbørste med lyd, som hun svinger i mit ansigt i tide og utide.
Mine bedste barndomsminder er dem hvor min søster og jeg splejsede om en ny actionfigur hveranden lørdag, og brugte timer på at genskabe de bedste scener fra filmene – så jeg forstår en med-nørd!
IMG_20160324_084630
Nå, men mininørd synes selv, at et mandagstip om Star Wars ville være nyttigt til de af jer der har børn der går op i det, men ikke selv fatter hvad det handler om.
Så her er et resume af hele Star Wars handlingen, fortalt af en entusiastisk 5 årig:
“I Star wars kan jeg huske at allertilsidst der var Anakin.
Anakin boede i en lille by, og han var meget sjælden. Så blev han til en Jedi. Jedier er sådan nogle der skal kæmpe imod alle og slutte fred i byerne.
Men så gad han at være på den onde side, fordi så troede han at en som han var forelsket i, som var en dronning, hun kunne blive beskyttet.
Ud af dronningens mave kom Luke Skywalker og prinsesse Leia, men dronningen hun døde.
Anakin blev meget ond og så blev han til Darth Vader. Man ved ikke hvorfor.
Men han dræbede sin lærer.

Den meget onde hed Kejseren. Darth Vader var faktisk Luke Skywalkers far, så han tog Kejseren og tog ham væk og smed ham. Og så døde de begge to. Det var fordi at Kejseren ville dræbe Luke, og det ville Darth Vader ikke have alligevel.

Så kom der et nyt kapitel.
Der var Luke Skywalkers ven Han Solo blevet gammel og kæreste med prinsesse Leia.
Han Solo er bedste ven med et meget stort skovdyr der hed Chewbacca. Han boede faktisk i skoven, før han lærte at skyde.

Men så skete der…
Der skete det at der kom en der hed Rey. Da hun var lille havde hun nogen mor og far og hun troede de ville være sammen med hende, men de allesammen flygtede.
Hun troede at hun ikke var en Jedi, men måske var hun det alligevel.
Så ville hun finde Luke, som gemte sig, så han kunne træne hende til Jedi.

Der var også en ond der hed Kylo Ren.
Og en stormtroopersoldat der hed Finn, som blev god. Han var forelsket i Rey.
Men de kyssede ikke.
Det er megaklamt at kysse!
Min mor syntes at Han Solo var lækker. Det kan jeg ikke forstå. Det er megamærkeligt. Og klamt!

Drenge kan godt lide Star wars. De vil alle sammen låne min Darth Vader hat. Så siger jeg bare;”nej fister!”

Nå. Håber at det var en forståelig redegørelse!
God mandag.

05/3/16

Om at skrive en bog og lidt om ungdomsromaner

Den opmærksomme læser har muligvis bemærket mit fravær på bloggen den sidste tid.
Grunden er, at jeg har haft hovedet dybt begravet i mit manuskript til ungdomsroman-konkurrencen hos Forlaget Carlsen.

I starten var bogen mit lille tidsfordriv-projekt: noget jeg kunne skrive på i de lange ventetider på hospitalet, eller når mine mindste børn var bange for at falde i søvn og ville have jeg sad inde hos dem til de sov. Istedet for at blive irriteret over al den ventetid, har jeg kunnet sidde og fordybe mig i noget jeg selv valgte, og det har været rigtigt fedt – men pludselig var deadline lidt tæt på, så jeg har skrevet som en vanvittig den sidste måneds tid, for at blive færdig.

Alle ord der var tilovers i mit hoved, plus nogle der bestemt ikke var tilovers, er gået til romanskrivning og jeg har knapt nok kunnet finde ud af at sende en SMS den sidste måned.
Men jeg blev færdig!
Jeg har aldrig før skrevet noget skønlitterært der var så omfattende, og det var en underlig fornemmelse at printe alle siderne ud for at sende dem.

Bogen har fyldt så meget, at glæden over at blive færdig næsten overskygges af et sært savn efter at skrive mere på den.
Har været gnaven og indadvendt lige siden jeg slap bogen, og måtte tvinge mig selv til at nyde solen og haven med min søde familie i weekenden, for trangen til at sidde alene i et hjørne og skrive var overvældende.
Må hermed konstatere at det er udemærket at jeg normalt får min skrivetrang dækket med mindre projekter, for jeg ville være lidt af et eneboer-røvhul hvis jeg skulle leve af at være forfatter – det siger mine børn ihvertfald.
IMG_20160502_174606
De eneste bøger jeg har læst i år, har været ungdomsbøger. Det er ikke en genre jeg har læst meget.
Sidste år lod jeg mig lokke til at læse nogle fremragende ungdomsbøger: den rørende “Eleanor og Park”, Stephanie Perkins søde kærlighedstrilogi og Carol Rifka Brunts utroligt velskrevne “Lad ulvene komme”, som jeg alle har anbefalet her på bloggen.
Her midt i mine intense skriverier fik jeg endda lov til at møde Carol Rifka Brunt, til et hyggeligt intimt arrangement på Lindhardt og Ringhof. Hun er en klog kvinde, og det var virkeligt inspirerende at sidde og tale med hende og tre andre bloggere, om bøger og skrivning og en masse andet.
DSC_0066_4
Nå, men gode ungdomsbøger er der ellers langt mellem, har jeg erfaret med min må-kun-læse-ungdomsbøger-klausul i år. Jeg bildte mig ind at niveauet måtte være tårnhøjt, fordi jeg åbenbart havde været heldig med de bøger jeg fik fat på i genren.
Hold da op hvor udgives der meget elendigt skrevet crap til den unge målgruppe!
De eneste rigtigt gode jeg læste var , som jeg har set at Gyldendal netop har udgivet på dansk, og så en dystopisk roman, som jeg lige nu har glemt titlen på.

Men der må da være flere gode derude, som jeg bare ikke kender endnu?
Er der nogen af Jer der kan anbefale nogle gode, nye ungdomsbøger?
Planlægger at tømme mit lokale bibliotek senere i dag.

(links er affiliate, hvilket betyder at jeg tjener 5% hvis i shopper gennem dem)

05/1/16

Om overbetalt rengøringshjælp

Fedt:
At have en 5 årig, der tilbyder at gøre køkkenvasken ren, og skrubber den så den stråler
Knapt så fedt:
At samme 5 årige valgte at ignorere rengøringsmidlet jeg gav hende, og i stedet gøre rent med noget der dufter lidt bedre, nemlig min pissedyre håndsæbe OG håndcreme fra Tromborg, som jeg lige har fået forærende…

Men hey – det er jo arbejdernes kampdag, så nu kan jeg i det mindste have god samvittighed over ikke at underbetale min lille rengøringshjælp.