Om børn i dag og cirkusglæde

Indlægget er sponsoreret, da vi var inviteret af cirkus Arena – men anbefalingen er ægte og ubetalt 😉

Mine børn havde aldrig været i cirkus, og selv har jeg kun været det en enkelt gang som barn – det eneste jeg husker fra den tur, er at jeg blev så rædselsslagen for klovnen at vi var nødt til at gå.

Klovne/zombier rangerer næsten lige højt på min skrækskala – omend en decideret klovne-apokalypse kan være sværere at forestille sig (ihvertfald før Donald Trump)…

Men så inviterede Cirkus Arena hele familien med til deres landspremiere, og sjældent har vi været så spændte – og lidt nervøse.

Ingen var dog helt så tindrende lykkelig som den fem årige, der ikke talte om andet i ugerne op til:

IMG_20160316_182442

Hun var helt oppe at ringe, bevægede sig kun i små hop, og talte udelukkende i falset da dagen endelig oprandt.

Da hestene kom ind i manegen råbte hun euforisk :”er det rigtige heste? Rigtigt, levende heste?!?”

De omkringsiddende fnisede, og jeg bekræftede at det var de, hvor til barnet skeptisk sagde:” Ai, sig det rigtigt… De er lavet på computer, ikke?”

Mellempigerne måtte holde sig for øjnene flere gange, og var oprigtigt bekymrede for om akrobater ikke klarede de farlige ting denne gang, mindstebarnet skreg af spænding da hun så elefanterne, og Ninjaman tog flere fotos af mig, hvor jeg sad og smilede over hele hovedet.

Mig – der troede jeg ikke kunne lide cirkus!

IMG_20160401_175514

Jeg syntes det var forrygende!

Både selve cirkus, med nuttede søløver og seje akrobater – men allermest vild var jeg med hvordan duften af savsmuld, heste der ikke var computerskabte og artister der live udførte noget meget svært for snuden af os, imponerede mine små ipad-misbrugende nutidsbørn.

Cirkus Arena er i København næste uge med, og tager der efter rundt i landet.

Hvis man, som os, er cirkus-novicer, kan jeg varmt anbefale at give Arena en chance. Billetterne koster fra 160 kroner, hvilket selvfølgelig er en del, men det er også en stor oplevelse, som vi ihvertfald har talt rigtigt meget om lige siden.

Jeg har læst at den har fået gode anmeldelser alle steder – så det er altså ikke kun fordi vi er nemme at imponere, de andre syntes også det er godt!

IMAG1676

Konfettiregn og tjuhej!

11 thoughts on “Om børn i dag og cirkusglæde

  1. Uf, hvor skønt! Min mellemste har været afsted, og han elskede det også. Men helt ufarligt er det ikke nødvendigvis, og det gælder både for artisterne og publikum; jeg havde engang en nabo, der blev slået ned af en elefant i pausen, og han måtte på skadestuen og sys med fem sting. Dét var god underholdning 😉

  2. Sejt – tak for anbefalingen!

    Vi prøvede cirkus for et par år siden, da ungerne var ca. 2 og 4 år, men selvom de hyggede sig, så var de alt for små – de fattede jo slet ikke, at det akrobaterne lavede var svært/farligt, for det så jo nemt ud. Men nu hvor de er 4 og 7 er det nok en bedre alder, og ikke helt så spildte penge, som det føltes dengang. 🙂

    • Så et par tre årige der kedede sig bravt,meget af tiden. Tænker du har ret i at de skal være store nok til at fatte det er svært

  3. Det glæder mig at I var begejstrede – vi skal nemlig afsted på søndag, hvor det er sidste dag i København. Min madn er, af en eller anden obskur årsag, helt vild med cirkus, så vi er der næsten en gang om året. Og det er skønt. Og virkeligt – på en måde man ikke så ofte ser længere. Vi glæder os!

    • Glæd jer! Nu har jeg ingen erfaring med cirkus, som sagt, men umiddelbart gætter jeg på at det her var et ekstragodt cirkus. Virkede meget gennemført!

  4. Dejligt at i havde en forrygende dag. Alting er dyrt, og vi pensionister taler tit om, at hvis en familie som jeres skal i forlystelsespark, så koster det nemt henad 2000 kr. Det kan være Lego Land, Randers Regnskov……….

    • Ja, det er helt uden for budget. Vi har været i Djurs to gange, hvor bedsteforældre gav. Cirkus er sådan set også uden for budget, hvis ikke vi havde fået fribilletter – men har man råd, var set pengene værd!/)

  5. Hvor lyder det skønt! Jeg glæder mig til at vores pige bliver så stor, at hun kan få noget ud af sådan nogle oplevelser. Principielt har jeg det stramt med dyr i cirkus (og zoo), men min barndoms største oplevelse var alligevel da jeg som fire-årig mødte Bubber og han gav mig billetter til en Cirkus Arena-Forestilling hvor han optrådte med Kaptajn Dryptud. Altså hvis ikke det er noget, jeg har drømt. I så fald var det en virkelig, virkelig sej drøm!

  6. Vi har også været i Cirkus Arena flere gange og har efterfølgende genoplevet det hele i leg på gynger og trampolin, med duploklodser eller dukkehusfolkene. Og selvom det er en udskrivning, synes jeg alligevel det er billigt, når man tænker på, hvor mange mennesker, der er i gang under forestillingen og ikke mindst med at pille ned, sætte op og transportere hele herligheden fra by til by. Det kan ikke være noget man bliver fed af 🙂 men det dur selvfølgelig heller ikke, når man er akrobat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *