En sød sygeplejerske forærede mit mindstebarn nogle forskellige lægesager, da vi for nyligt var ude på hospitalet til tjek af Ninjamans sår.
Ikke noget særligt (en brækskål, lidt gazebind og tape, en plastikpincet, et tomt pilleglas og nogle gummihandsker) men bare det at tingene kommer fra et ægte hospital, og blev overrakt hende af en ægte sygeplejerske, giver tingene en nærmest mytisk status – som hun formår at videreformidle.
I fredags havde hun “lægesættet” med i børnehave til legetøjsdag, og da jeg hentede hende, var hun verdens gladeste barn.
“Er du klar over, at jeg har haft den bedste dag i mit liv?” sukkede hun lykkeligt, fra barnestolen bag på min cykel “alle ville bare lege med mig! De voksne måtte lave to hele sedler som børnene kunne skrive sig på, så de kunne få lov til at komme ind i dukkekrogen, og blive undersøgt af mig og mine venner!”
Der bliver også leget læge her hjemme, hvilket er en leg jeg godt gide lege, for der kan jeg få lov til at ligge stille og lytte til de interessante diagnoser fem årige kan komme på.
Mindstebarnet og hendes jævnaldrende kusine, hev mig derfor straks ind på briksen sidst de legede sammen.
Først blev jeg beordret til at ligge på gulvet, så de kunne hente mig i ambulance.
Mig (svag stemme): ” åh fru ambulancefører, hvad er der sket med mig”
Kusine:”du er faret vild – OG du har brækket noget. Men bare rolig: vi følger dig hjem, når vi har skåret i dig!”
Således beroliget blev jeg ført over til en madras, hvor doktor Elsa og doktor Aurora ivrigt diskuterende gav sig til at udslynge diagnoser.
Jeg havde en hel kilometer feber – hvilket efter sigende skulle være farligt meget. Der udover var der ingen grænser for hvor mange knogler i min krop der havde brug for behandlingen kniv/pincet/forbinding, eller hvor mange små glas vand jeg var nødt til at drikke.
“Så. Nu er du rask.” Erklærede doktor Elsa. ” så mangler du bare tatoveringerne. Ja, vi tatoverer altid dem der har været syge, sådan at vi kan huske at vi har brækket deres ben på plads igen. Frem med armene. Det her kommer til at gøre VIRKELIGT ondt!”
Heldigvis fulgte de mig pænt hjem bagefter, så jeg ikke længere led under at være faret vild. Så sad jeg der, med mine tatoverede arme, og overvejede hvor betryggende det egentlig var, med læger der har så ringe korttidshukommelse, at de er nødt til at tatovere folk for at huske…
åh hvor er det herligt – jeg griner så tårerne triller ( på den diskrete måde, sidder trods alt i åbent stor kontor…)
😉
Jeg tror, de der tatoveringer er mere effektive end det nuværende journalsystem…
Absolut
Elsker børnelogik! Det er da et genialt koncept, at man lige tatoverer patienterne inden de tager hjem. Så slipper man for lange journaler, der bliver væk. Frem med armen fru Jensen; “Jamen den blindtarm har vi da taget?! Så kan det ikke være det De fejler….”
Så smart. Kunne min Ninjaman godt have brugt, da han var indlagt – så han var sluppet for mad han ikke kunne tåle mm;)
Den der legen-læge-alder er skøn! Vores periode med Mellemste Pode faldt sammen med at han brækkede armen, så han lærte dels ret mange fagudtryk undervejs (røntgen, f.eks), og dels fik bamserne virkelig mange smertestillende piller i numsen…..
Hahaha, fedt at man kan lade den slags “gå ud over ” andre!
Dejlig beskrivelse, vil især huske det der med at have 1 kilometer feber …
Her har jeg også en lægeaspirant (på 7). Han har længe haft en komplet nødhjælpskasse med plaster, forbinding, kompresser, sprit, fløjte (så man kan fløjte efter hjælp, hvis man er ude i en øde skov) med i sin skoletaske og går til sagen med megen alvor, når der skal forbinding eller plaster på. I weekenden måtte jeg så på hospitalet med mistanke om en blodprop i benet. Jeg blev sendt hjem igen med både sprøjter med blodfortyndende medicin og nogle penicillinpiller. Og hvem skulle så stå for det? Lægeaspiranten selvfølgelig. Så han iførte sig latexhandsker (bad først om lidt mel), sprittede mig af, pakkede sprøjten ud, pressede luften ud og gav mig indsprøjtningen i maven! Sådan. Det synes jeg faktisk er godt gået. Og han var 20 cm. højere, da han var færdig. Det var selvfølgelig også ham, der med højtidelig mine hældte pillen op i et glas (dog noget utilfreds med at vi ikke havde et rigtigt ét) og rakte mig det. Måske de skulle møde hinanden og få en faglig snak?
Årh hvor er han sød!
Jeg håber det ikke er blodprop, og du snart er ovenpå igen?
Hvor var det en god og sød historie! Tak for den. 🙂
Tak fordi du læser med 😉
Jeg elsker at læse om, hvad dine børn finder på. Min nevø (nu 7) var også inde i en periode med at lege læge. Jeg har fået utallige sprøjter lige i hjertet. Jeg kan godt lide, at det, du fejlede, var, at du var faret vild (måske et tilfælde af vildfarelse ;)). Det er meget betryggende, at de ville følge dig hjem, når de lige havde skåret i dig. I det mindste var de ærlige, da de hentede dig med ambulancen.