Om alenetid, klemmerter og frossen lort

Tusind tak for jeres megen feedback på mit hjælp-mig-med-inspiration-til-indlæg-indlæg.
Jeg blev rigtigt glad – og inspireret – og har skrevet alle jeres forslag og ønsker ned – kom endelig gerne med flere!

Flere af jer efterspurgte indlæg om noget med børneopdragelse; hvordan det er at have så mange børn; og om forældreskab generelt, hvilket overraskede mig lidt, da jeg faktisk ikke troede den slags var spændende at læse om – så tak for det, det er ihvertfald emner der ligger lige for hånden!

Det der er påfaldende mest eftertragtet i en familie med mange børn, er alenetid, med en enkelt forælder.

Mine børn ER flokdyr, der generelt trives godt når vi er mange samlet; de sover i samme rum, og ofte også to og to i samme køje; de klumper sig hellere sammen i stuen, end bruger egne værelser; og de vil helst ikke overnatte hos familie, uden at have mindst en søster med – men alenetid er en myteomspundet, attråværdig sjældenhed, som de vil gøre ret meget for at få.

Vi har en tradition med at de hver får en alenefridag når de har fødselsdag. Det startede da ældstebarnet fyldte seks år, og det eneste hun ønskede sig overhovedet, var en dag helt uden de to små, der dengang var 1 og 2.

Det fik hun, og siden er det blevet en tradition: en af os tager fri på deres fødselsdag, og fødselaren vælger hvad vi skal, fra de andre er afleveret, og frem til de skal hentes igen kl 15.

Ældstebarnet plejer at vælge noget med bif og sushi, næstældsten noget med svømmehal og pommes frites, nummer tre konditoritur og museum, og den yngste vil altid i zoologisk have.

Efter at Ninjaman blev syg, har vi haft nogle issues omkring nattesøvn, og har derfor belønnet børn med krydser, når de ikke holdt andre vågne om natten.

Krydserne har kunnet veksles til alenetid, hvilket har været både hyggeligt og tiltrængt

Her forleden havde jeg så alenetid, med hende her:
IMG_20160120_162831
Hun ville ind til byen og gå en tur, og vi havde en forrygende dag, hvor mine øregange indtog flere ord, end de normalt gør på en hel uge!

Er der nogen der kan huske dette indlæg, fra da hendes yngste storesøster havde den alder, hun har nu?

Det var præcis sådan det var, og jeg bestemte mig for, at intensivere mine (nyttesløse) plagerier til hendes far om en efternøler, for det der med at være forælder til en fem årig er altså noget af det sjoveste man nogensinde kommer til at opleve, vil jeg påstå!

Vi startede med en samtale, som gik sådan her:

Barn:”Se, en bil! Hvordan laver man biler?”

Mig:(starten på lang forklaring om Daimler og encylindrede benzinmotorer)

Barn(uinteresseret):” nå. Se – en skraldespand! Hvordan laver man skraldespande?”

Her fattede jeg hintet: hun gad egentlig ikke høre svar, men ville bare have kontakt, så resten af dagen holdt jeg igen med lange forklaringer, og lod hende styre emnevalget, der – børnehavealderagtigt nok – hurtigt kom til at kredse omkring det allersjoveste: det latrinære.

“Mor” sagde barnet, da jeg advarede hende om en hundelort på fortovet ” jeg synes egentlig ikke ordet “lort” er et godt ord. Det burde hedde…hm.. En klemmert! Fordi hunde klemmer dem ud, ikke? PAS PÅ MOR – der ligger en våd hundeklemmert der!”

Emneskiftet forløb lige så elegant:” Mor, nu vi taler om lort,ikke? Så har jeg tænkt på Frost-filmen: hvis alt det Elsa laver bliver til is, hvad så med hendes lort? Laver hun isklumper,eller hvad? Og hvad hvis hun har tyndskid – hahaha – er det så ligesom et snevejr?”

Siden har jeg ikke helt kunne slippe det mentale billede, af en Elsa – blåfrossen af anstrengelse – der producerer en gigantisk snebolds-klemmert…
enhanced-buzz-5180-1389225041-16p
Av, Elsa…
Det der er svært at tage sig sammen til, ikke?

22 thoughts on “Om alenetid, klemmerter og frossen lort

  1. Den frosne lort får mig til at tænke på sidste år da jeg fik den idé at rense mine bede for kattelort i frostvejr, fordi jeg tænkte lortene var mere håndterbare. – Jeg havde så lige glemt at tænke på at jorden også var frossen.
    Hold kæft hvor man føler sig langt nede i fødekæden når man står og flår i en frossen lort.

  2. Dejligt, at du kom igang igen, håber i har det godt alle sammen. Jeg elsker børneguldkorn og deres spørgelyst, har skrevet mine børnebørns ned og givet dem til deres konfirmation sammen med billeder af dem. Det var ikke noget vi skænkede en tanke at gøre, da vores 2 piger var små. Vores ældste barnebarn var meget interesseret i strøm, da han var lille (for 20 år siden). Han ville vide, hvordan man fik strøm helt til de varme lande. Han var ved at købe vores hus og ville vide, om stikkontakterne fulgte med.

  3. Det er så dejligt, du er tilbage 🙂
    Jeg tænker meget på, hvordan man egentlig tør at få så mange børn? Altså, vi snakker om en 2’er, og jeg er dødsensangst for det ekstra ansvar, hvordan man får det til at hænge sammen økonomisk, hvordan man propper et ekstra menneske ind på sparsom plads. For ikke at snakke om, hvor lidt søvn man får, fordi de vækker hinanden om natten…. Og hvad hvis næste fødsel ikke går bare halvt så godt?
    Jeg ved jo, I har haft gang i noget med at være selvstændige, og hvordan får man lige det til at hænge sammen?

    Jeg håber, du forstår, hvad jeg egentlig spørger om her 😉 Det kommer vist fra et sted fuld af angst. Men I ser jo ud til at have klaret det hele pisse godt. Såehm, har du ikke et par guldkorn? 🙂

    • Kære Skalotteløg og Superheltemor!
      Unger er bare fantastiske, men jeg advarer altså ALLE om at lade være med at få mere end to. Undskyld, Superheltemor, det er sikkert fantastisk hjemme hos dig, men jeg synes mange gange det er FORFÆRDELIGT!! Og vi har kun tre… Man mangler voksne hænder, og alt for mange har ønsker, som man ikke kan opfylde. Jeg har sågar skrevet om det selv på min blog, og mit råd er: don’t go there…
      Men bortset fra det: Skønt billede af den smukke Elsa med iskrystaller sprøjtende ud af rumpetten!
      Solo-tid med poderne er guld værd, fuldstændigt uvurderligt!
      Kærligst, mig.

      • Vi har 2 fuldtidsbørn og 2 halvtidsbørn (skilsmisse med cirka lige meget tid hos os og deres mor) hjemme hos os på 1 børneværelse, og
        JA, man mangler hænder.
        JA, nomeringen 1 voksen : 1 barn er nemmest
        JA, de forstyrrer hinanden om natten – der er vel 1-2 nætter om måneden, hvor et barn vågner pga. et andet barns larm
        JA, de kommer op og skændes og irriterer hinanden.
        JA, man kan ikke altid have alle de børn på skødet, som gerne vil være der.

        Men: Omsorg og kærlighed mellem de fire søskende er magisk. Når alle 4 er hjemme, så er der ALTID nogen at lege med. Hvis den ene ikke vil, så vil en af de andre. De lærer at dele. De lærer at hjælpe. De står selv op i weekenden og hygger sammen, mens vi forældre kan sove til 9-10-tiden. De trøster hinanden.

        For mig var min nummer 2 = flokkens nummer 4 væsentlig nemmere end min nummer 1. Jeg var mere afslappet om alt, og alle praktiske ting gled bare nemmere og mere fleksibelt. JEG var mere robust og rutineret.

        Søskende er en gave, man kan give sine børn. Jeg kan slet ikke anbefale det nok!

        • Kære Gerda (og undskyld, Superheltemor, du blev lige holdeplads for alle vores meninger :-)). Du har helt ret, Gerda, de er virkelig en velsignelse og man fortryder jo AlDRIG de børn man får. Jeg tænker bare vi skal huske på hvor mange bolde vi hver især kan klare at have i luften på én gang inden vi kaster flere bolde ind i cirkusnummeret. Det er mere tænkt som en kritik af mig selv det her, for jeg har stor respekt for alle andre!! Men nogle gange -for ofte- synes jeg ikke at jeg har formået at være der nok for dem alle tre. Heller ikke selvom kærlighed er det eneste i verden det kan deles uden at der bliver mindre af den. Rigtig god dag til jer alle sammen derude!

          • Helt fedt at i diskuterer her, synes kun det er hyggeligt!
            Mit råd er at sænke kravene til sig selv, hvis man synes det rr svært med mange småbørn. Drop oprydning, forældremøder i børnehaven, og fancy madpakker, og lad være med at slå sig selv i hovedet med alt det man skal og bør. Det bliver nemmere

      • Det bliver altså nemmere – og jeg synes der også er fordele ved mange børn. Mine er fx bedre til at hjælpe hinanden med ting, fordi de ved at der ikke er hænder nok på voksne. Nu er min ældste 14, og der er klart forskel på ar have så store børn, og på da de alle tre var bittesmå samtidigt.

    • Jo, det kan jeg skrive et helt indlæg om, hvis du vil have det? Havde tænkt på at have et fast indlæg, fx “søndagsspørgsmål”, hvor jeg kan svare så seriøst som muligt, på hvad i nu end måtte ønske at vide?

      • Jeg giver lige mit besyv med… Vi har 4 børn mellem 2 og 7 år (de sidste er tvillinger). Jeg er hårdt arbejde og der mangler ofte hænder. Men!! Det er fantastisk! Jeg elsker at have mange børn og kan KUN anbefale det! 🙂

  4. Måske har du de sjoveste børn i verden …? 🙂

    Sikkert fordi I er supergode til at inspirere dem og understøtte dem i kunsten at være sig selv. Well done!

  5. Og billedet du har valgt til anekdoten om Elsas klemmerter er mere end fantastisk! Jeg vil i øvrigt straks indføre ordet klemmert her i husstanden. Min tre-årige har slæbt det trælse udtryk “lave pølser” med hjem fra børnehaven. Det bør straks udskiftes!

  6. Ahahahaha – det var da et fantastisk billede, du der gav mig. Her midt i min datters frost-feber (som heldigvis er lidt aftagende).
    Og du har ret alene-dage med børn er helt skønne og der kommer de dejligste guldkorn og gode samtaler ud af det. Samtaler, der bare ikke er rum og ro til med resten af familien omkring. Her hos os er der ‘kun’ to børn – og alligevel er alene-tid voldsomt værdsat og også en af de ting begge unger efterspørger.

  7. Du forstår nok ikke hvor meget jeg grinede for mig selv da jeg læste det her blogindlæg. Åh, hvor er det herligt! Jeg har delt med hele familien og selvom den ældste sagde “Ej hvor klamt mor” så synes de små at det var hylende skægt. Det er virkelig en fantastisk ting med børn og høre hvad de finder på.

    http://livetmedbrn.wordpress.com

  8. Hahahahahaha hvor er det sjovt!!! Jeg grinede så meget at min mand forlangte at få det læst højt, hvilket næsten ikke kunne lade sig gøre.

    Som mor til en dreng på 4 1/2 kan jeg klart relatere. Jeg fortæller tit historier, når han skal sove (oplevelser fra min egen barndom eller fra da han var lille), og nu er han selv begyndt at fortælle historier fra gamle dage hvor der ikke var nogen mor eller far, men han var stor og lillebror var kommet ud af hans mave og de spiste slik og rosiner hele dagen. Og drak kakao. 🙂

    Tusind tak for rigtig meget god underholdning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *