12/3/15

Om forsinkede reaktioner

Da min mand for snart tre måneder siden fik sin kræftdiagnose, tog jeg skyklapperne på, og fokuserede på at gøre mit, for at få os allesammen igennem det her.

Vores piger skulle ikke udsættes for, både at have en syg, indlagt far, og en mor der sad og græd og var bange, så skyklapperne blev på.

Jeg har været tvunget til at være mere handlekraftig og praktisk i løbet af de her par mørke måneder, end jeg sammenlagt har været i resten af mit liv før det: har hentet og bragt;puttet og vækket;vasket og ordnet; trøstet, dag og (særligt meget) nat; læst journaler og råbt højt; superviseret sår og lektier; panikket over voksende gæld; handlet til hele ugen over nettet, i god tid – og endda panikkøbt alle julegaver allerede, af frygt for ikke at have tid senere.

Oveni har jeg også passet 40 timers arbejdsuge, hvilket har efterladt ganske få minutter til mig selv pr dag, og en følelse af konstant at være bagud.

Men nu lysner det endelig.

Sidste uge blev Ninjaman i stand til at køre bil, på kortere strækninger, og fejrede det ved at køre op og kæbe øreringe til mig, og bagefter hente mig fra arbejde; han knokler med genoptræning og bliver bedre for hver dag der går; han kan nu hjælpe med en del af logistiskken omkring børn; og lægerne er optimistiske omkring, at de tror han er kræftfri allerede nu.

Jeg burde jo være glad og lettet, men det er jeg ikke.

Det er som om, at for hver grund der har været til at trække vejret lidt lettere, er det blevet tungere…

Hele det her sygdomsforløb kom så pludseligt; som en snebold der kom rullende og slæbte os med ud over kanten, hvor vi ikke kunne gøre andet end at holde fast – og nu hvor den ligger stille, kan jeg pludselig mærke arrene og de blå mærker jeg fik, mens jeg stødte ind i buskene på vejen, og en forsinket skræk, over at vi overhovedet blev ramt.

Jeg vågner om natten, med panik i kroppen, og flashbacks til den frygtelige første uge efter operationen, og kan ikke sove mere.

Ligger i mørket og lytter til hans vejrtrækning, og er ved at kaste op af skræk, ved tanken om, at jeg ikke kan tage det for givet, at vi har hinanden altid – det er jo det der er mantraet, det der har holdt os oppe, når ting var svære:” i det mindste har vi hinanden”.

Jeg har ikke grædt særligt meget i løbet af det her, men de sidste uger har jeg tudet over alt, fra mistede nøgler til fyldte kalendere, og bliver svimmel og kortåndet når der er alt for mange mennesker i supermarkedet eller bussen.

Kombinationen søvnløshed, panik og tuderi, fik min læge til at insistere på noget sygemelding, så jeg har fået en kvart sygemelding, i form af fri hver tirsdag i december.

“Har du brugt din sygedag på noget godt?” spurgte min søde kollega mig i morges, og jeg vidste ikke hvad svaret var.
I virkeligheden havde jeg bare lavet det her:
DSC_0085
En hel dag, hvor jeg lå ved siden af min middagssovende mand og gloede op i skyerne, gennem vinduet, lige indtil børnene skulle hentes.

Så det er status lige nu, og grunden til at jeg kun blogger sporadisk for tiden: jeg forsøger, at lære mig selv at kigge mere på skyer – eller male skyer.

IMG_20151129_193841