12/30/15

Om gode ting og ferie

Hvis jeg skal være helt, helt ærlig, glædede jeg mig ikke 100% til juleferien,før den startede.

En mand, der var trist over at være blevet syg, se anderledes ud og ikke kunne det samme med sin krop som før, og nogle døtre, der har reageret på al den ophobede sorg og frygt, med søvnløshed og raserianfald hele den sidste måned, virkede som en umulig opgave at holde humøret oppe på, når jeg selv også føler mig i knæ – og to ugers nonstop familietid lød umiddelbart klaustrofobisk…

Lillejuleaften var vi til familierådgivning hos kræftens bekæmpelse, og det lettede os allesammen – vi ville ønske vi havde haft overskud til at gøre det noget før!
Bagefter var vi på rigshospitalet og få prøvesvar: der er hverken kræft i kind eller skulder, og knuderne skyldes andre ting.
At pigerne var med til begge samtaler, fjernede tydeligt en masse bekymringer, og det var nogle trygge glade børn, der ryddede kantinen for pastasalat efterfølgende.

Senere på dagen inviterede min fætter Ninjaman med i biffen, og på cocktailbarer med sine venner, og her indtraf dagens tredje humørændrende julemirakel: en eller anden fuld dame bagte heftigt på Ninjaman – præcis som der altid er nogen der gør, når dette lækre stykke mandfolk forlader matriklen.

Normalt bliver jeg irriteret, og en anelse jaloux, når andre bager på min mand – han genfortæller fx ofte, og med glæde, hvordan jeg engang forsøgte at brække en pågående piges næse, for at redde hans ære (hvilket jeg selv ikke er alt for stolt af) – men det her var noget andet.

Stive-Lis på cocktailbaren, bemærkede nemlig hverken hans manglende tænder, hængende læbe, slappe skulder eller tynde, arrede ben: hun bagte på ham som om han var en helt normal, utroligt pæn, fyr, i byen med sine venner.
Og det var lige det han trængte til: at føle sig normal igen, efter tre måneder i nedturs-sygdoms-land.

Tak til dig, Stive-Lis!
(…men hvis du er glad for faconen på din næse, stopper du dig selv en anden gang…)

Juleaften tilbragte vi hos min moster i Hillerød, med min fætter på min mors side, og min kusine på min fars.

Sindssygt hyggelig aften, med den helt rigtige dosering af opstemthed og ro.

Juletræet var smukt, maden sublim, selskabet fantastisk – eneste minus må være min mosters grønlandske tupilak-samling, der hænger ud på en hylde lige over toilettet,og stirrer ondt på ens balder,når man sidder der:
DSC_0053
Ellers er juledagene stille gået, med hyggelige ting.
Vi har haft gæster, til mad og drinks og hygge, hele to gange, og resten af tiden har vi spillet “Spyfall”: et virkeligt sjovt spil, hvor man skal lyve for hinanden, som Ninjaman fik i julegave.
DSC_0063
Mellempigernes bedste gaver, var bløde badekåber, som de stort set har boet i siden de fik dem.

Jeg har flere gange taget mig selv i, at sidde og nulre næstyngstebarnets bløde badekåbeører, som om hun var en lille hund.
DSC_0061
Min bedste gave var enten denne her fantastiske, hjemmelavede keramikpingvin:
DSC_0068
Eller bogen:”lad ulvene komme”, som jeg slugte på en enkelt dag, mens jeg lyttede til børnenes leg.
DSC_0066
Så al min gruen for lang ferie blev totalt blæst væk, af gode svar, samtaler og stive damer, og tiden måtte sådan set godt stå stille her de sidste dage af året, hvor her er rart at være.

2015 har været en bitch af et år, og 2016 bliver nok også en del præget af sygdom og eftertanker – men nu er vi anderledes ladet op, og klar til at byde det velkommen alligevel.

Godt nytår til jer alle, og tusind tak fordi i læser med, kommenterer og giver god energi!
hverdag_full

12/21/15

Om kærestetid og sygdomscrap

Her i sygdomsboblen, har luften været lidt tung på det seneste, og de sidste tre uger har været dækket af en fesen sky af bekymringer.

Fysioterapeuten, der genoptræner min mand efter kræftoperationen, kunne ikke gennemskue hvad den voksende bule på skulderen var, eller forklare hvorfor han ikke kunne bruge armen rigtigt, så scanninger, undersøgelser og bekymringer åd December-dagene.

Svaret på undersøgelser var heldigvis ikke noget med mere kræft, men en, muligvis permanent, beskadiget skuldernerve, som følge af operation – hvilket er pisseuretfærdigt…

Et par af vores følsomme piger har periodisk reageret på den trykkede stemning, med festlige indslag i tråd med dette, og med mareridt og nattetrøst:
IMG_20151217_162001

Forrige uge var jeg ude at spise og drikke drinks med en veninde – første gang i de to en halv måned siden operationen at jeg var “rigtigt” ude, til noget der ikke var arbejdsrelateret – og det var helt utroligt dejligt at tale med et andet menneske i så lang tid, at samtalen bevægede sig ud over det obligatoriske med sygdom.

Det var det vi trængte til, Ninjaman og jeg,blev vi enige om: en aften væk fra bekymringer og pligter; unger og sygdom.

Min søster tilbød generøst at passe børneflok, og efter afkysning af yngel, tog vi spændte metroen ind til København – helt uvante med at være ude i den “virkelige” verden sammen.

“Jeg glæder mig bare til at dufte til brændte mandler og se på julelys!” sagde min beskedne mand, der dog fejlvurderede hvor ondt det gør at gå rundt, efter 74 dages sofaligning.

Heldigvis havde vi fået sponsoreret et ophold på det superhyggelige hotel Scandic Front, hvor vi fik det lækreste værelse, med udsigt over havnen, og efter en kort gåtur, hvor han så fik ondt i kroppen, og jeg blev ør i stress-knolden, spiste vi noget mad, og fortrak tilbage til hotellet, hvor vi brugte aftenen på at glo ud af vinduet, og tale så længe, at samtalen bevægede sig ud over al det med sygdom.
112120152068

Der er noget ganske særligt over at bo på hotel – også selv om det er i ens egen by – det føles som om man klemmer en hel ferie ned i et enkelt døgn, og man ser byen på en helt anden måde.

Nu endte vi så med mest at se byens lys fra et vindue, men det var stadig den fineste aften vi har haft sammen rigtigt, rigtigt længe – og at vågne op til fabelagtig morgenbuffet var bestemt heller ikke en dårlig oplevelse!

Vi fik opholdet på Scandic front sponsoreret i gave, men jeg kan helt ærligt anbefale stedet, som det hyggeligste københavnerhotel jeg kender, og en overnatning der igen til vores 15 års bryllupsdag står øverst på ønskelisten!

IMG_20151222_001703
Sådan her havde vi det begge to, efter et døgn væk fra sygdom – nu er vi klar til at kæmpe lidt videre!

I morgen har vi lidt mere hospital og prøvesvar, men forhåbentligt er svarene gode, så vi alle seks kan holde ferie sammen, producere julegaver, og lade julefreden falde over os.

Og helt off topic: jeg er ambassadør dor Røde kors indsamling til mindrebemidlede familiers jul, og man kan stadig bidrage til min indsamling lige HER.
Alle beløb hjælper!

12/19/15

Om når Gud bringer ud

Min fem årige, begejstret til sine søstre i går eftermiddags:”jeg har set Gud!!”

Religiøse åbenbaringer er sjældne begivenheder herhjemme, så der blev ganske, ganske stille.

“Er det ikke rigtigt mor? Du sagde selv det var Gud, ikke?”

Egentlig kunne jeg ikke erindre at vi på nogen måde havde haft samtaler med religiøst indhold den dag – jeg havde personligt gemt mig bag en bog siden jeg kom hjem fra arbejde – men hun fortsatte:” det var Gud der kom med den der kurv med pølser, som du fik i gave, ikke?”

Aha! Jeg er temmelig sikker på, at jeg sagde det var et bud, og ikke Gud – men findes der en Gud, giver det totalt god mening at han kommer med øl og pølser.
DSC_0176
Spørgsmål om religion optager hende meget for tiden og hun spørger nysgerrigt om alt muligt.
For nogle måneder siden oplyste hun os andre om, at: “Samra fra børnehaven har en Gud der hedder det samme som Anemones far!”

Nu har jeg ikke selv talt om tro med Samra, men uden at lyde alt for skråsikker, vil jeg vove den påstand at det nok ikke helt er “Allan” hendes Gud hedder….

(Kurven, bragt med bragt velsignet bud, vandt vi iøvrigt hos Østfronten)

12/14/15

Om mobilkultur

Jeg faldt over dette foto på netter, og morede mig en del:
IMG_20151208_202319
Personligt synes jeg mest det ligner to tyranosasaurer,der skændes om en vandmelon, men jeg spurgte min mand of de tre store hvad de synes, og de var på julekrybbeholdet.

“Lad mig se!” forlangte den fem årige, der ikke havde hørt efter samtalen, men bare fornemmede vi var uenige.
Hun fik telefonen med billedet overrakt, og erklærede overlegent:” jeg ved da godt hvad det er: det er to menneskerder sidder og kigger på deres mobiler!”

Det kunne vi andre, overraskende også, godt se,men var nødt til at spørge hende hvad det i midten så var.

Hun granskede billedet igen, med vigtig mine, og fastslog, at det var en bowlingkugle.

Så der er det: to mennesker, der har for travlt med at tage lækre instagram-fotos af en bowlingkugle, istedet for bare at komme igang.
Naturligvis.

12/9/15

Om at spise dyrebørn

Med en syg mand, der stadig kun må spise blød mad, bliver menuen ret ensformig, med fars, fars og fars hele tiden, og vi forsøger derfor at variere det lidt, med fars-eksperiementer.

I sidste uge lavede jeg således lammefrikadeller i tomatsovs til aften, og børnene spiste med god appetit, selv om det ikke var noget vi havde prøvet før.

“Det er meget lækkert med lammekød” komplimenterede min mand, og spurgte børnene:” kunne i lide det?”

“Er det lam?!?” udbrød en forarget mellempige, der åbenbart ikke havde hørt efter da menuen blev præsenteret “har vi spist små søde BABYFÅR?”

Efter at være blevet mindet om, at koen i frikadellerne og hønen i kyllingesandwichen på madpakken heller ikke var fuldvoksne dyr, blev vi tilgivet – men hun var stadig forarget over at man spiste babyer.

En tur i netto dagen efter,satte yderligere fut i forargelsen, da hun.med harmdirrende hænder viste mig denne her pakke, og sagde:” Gravid laks! Man kan spise babyer der er inde i maven – det er jo sygt!”
IMG_20151205_204434

12/7/15

Om nisser – et mandagstip

De tre storesøstre besluttede i år, at mindstebarnet skulle overraskes med en nisse.
Den slags har vi ikke brugt før (kun husnissen, der får en skål grød lillejuleaften, som han kvitterer for med et brætspil eller en film ,der kan få juleaftensdag til at gå), sådan noget med gavesokker og drillenisser, har jeg ikke hukommelse til at fastholde en hel december, og det synes de store at de har manglet.

De købte og malede selv et nissehus, som de satte op på den lilles værelse, og skrev et brev fra nissen – jeg har sjældent set nogen blive så glad, som hun blev!
DSC_0087
Om aftenen lå hun spændt i sin seng, og sagde, med sin lille heliumstemme gennemsyret af lykke:” Tænk at en nisse har valgt mig! Lige mig og mit værelse og ikke alle de andre børn!”

I starten gav nissen utroligt mange pebernødder, flere gange om dagen, og nisseejeren kunne knapt nok holde koncentrationen ved middagsbordet, fordi hun ville ind og tjecke om den havde været der igen, så vi måtte lige bede nissen slappe lidt af,og begrænse gaveuddeling til et par gange om dagen.

Jeg har set hende sidde et par gange inde ved nissehytten, og hviske at hun trængte til slik, men nissen er åbenbart ikke til fals for fedterier.

Her vil min fem årige gerne give mandagstip om hvordan man får sig sin egen nisse:
” Altså: jeg tror man skal være meget, meget sød, fordi at ellers så tør nissen måske ikke bo der.

Jeg slåsser aldrig, og jeg niver heller ikke, eller råber af mine venner.
Det er der nogen der gør, det synes jeg ikke at man må.

Jeg troede ikke at mine øjne så rigtigt, da jeg fandt nissens hus! Det er bare så flot.

Jeg har hørt nissen gå. Den har små fødder, så det er mest fordi at jeg er god til at lytte.
Så hørte jeg triptriptrip, og så var der sgu en pebernød!

Det bedste nissen har gjort var da den gav mig en blomst og nogle chokoladejulemænd.
Der var fire, og min storesøster sagde at jeg skulle have delt – men jeg kom til at spise dem…

Den har også lavet sådan noget flot pynt der hænger på mit værelse – men ved du hvad? Den har stjælet nogle af vores perler, er det ikke strengt?
Haha, det er ret drilleagtigt.
DSC_0106
En gang gav den mig også en slikkepind, men jeg havde set i min mors taske at hun havde sådan nogle, så der havde den stjælet den!
Min mor siger at der manglede to fra posen, så den havde også taget en selv…

Når jeg bliver stor, vil jeg gerne arbejde som drillenisse.
Så skal man gå i skole, hos julemanden.
Det tror jeg ihvertfald.

Nogle gange leger nissen med legetøjet. Så står det helt anderledes.

Jeg synes det er så spændende og hyggeligt at have en nisse.
Det skal man prøve.
Bare husk at være sød, så kan man få en selv.”

12/3/15

Om forsinkede reaktioner

Da min mand for snart tre måneder siden fik sin kræftdiagnose, tog jeg skyklapperne på, og fokuserede på at gøre mit, for at få os allesammen igennem det her.

Vores piger skulle ikke udsættes for, både at have en syg, indlagt far, og en mor der sad og græd og var bange, så skyklapperne blev på.

Jeg har været tvunget til at være mere handlekraftig og praktisk i løbet af de her par mørke måneder, end jeg sammenlagt har været i resten af mit liv før det: har hentet og bragt;puttet og vækket;vasket og ordnet; trøstet, dag og (særligt meget) nat; læst journaler og råbt højt; superviseret sår og lektier; panikket over voksende gæld; handlet til hele ugen over nettet, i god tid – og endda panikkøbt alle julegaver allerede, af frygt for ikke at have tid senere.

Oveni har jeg også passet 40 timers arbejdsuge, hvilket har efterladt ganske få minutter til mig selv pr dag, og en følelse af konstant at være bagud.

Men nu lysner det endelig.

Sidste uge blev Ninjaman i stand til at køre bil, på kortere strækninger, og fejrede det ved at køre op og kæbe øreringe til mig, og bagefter hente mig fra arbejde; han knokler med genoptræning og bliver bedre for hver dag der går; han kan nu hjælpe med en del af logistiskken omkring børn; og lægerne er optimistiske omkring, at de tror han er kræftfri allerede nu.

Jeg burde jo være glad og lettet, men det er jeg ikke.

Det er som om, at for hver grund der har været til at trække vejret lidt lettere, er det blevet tungere…

Hele det her sygdomsforløb kom så pludseligt; som en snebold der kom rullende og slæbte os med ud over kanten, hvor vi ikke kunne gøre andet end at holde fast – og nu hvor den ligger stille, kan jeg pludselig mærke arrene og de blå mærker jeg fik, mens jeg stødte ind i buskene på vejen, og en forsinket skræk, over at vi overhovedet blev ramt.

Jeg vågner om natten, med panik i kroppen, og flashbacks til den frygtelige første uge efter operationen, og kan ikke sove mere.

Ligger i mørket og lytter til hans vejrtrækning, og er ved at kaste op af skræk, ved tanken om, at jeg ikke kan tage det for givet, at vi har hinanden altid – det er jo det der er mantraet, det der har holdt os oppe, når ting var svære:” i det mindste har vi hinanden”.

Jeg har ikke grædt særligt meget i løbet af det her, men de sidste uger har jeg tudet over alt, fra mistede nøgler til fyldte kalendere, og bliver svimmel og kortåndet når der er alt for mange mennesker i supermarkedet eller bussen.

Kombinationen søvnløshed, panik og tuderi, fik min læge til at insistere på noget sygemelding, så jeg har fået en kvart sygemelding, i form af fri hver tirsdag i december.

“Har du brugt din sygedag på noget godt?” spurgte min søde kollega mig i morges, og jeg vidste ikke hvad svaret var.
I virkeligheden havde jeg bare lavet det her:
DSC_0085
En hel dag, hvor jeg lå ved siden af min middagssovende mand og gloede op i skyerne, gennem vinduet, lige indtil børnene skulle hentes.

Så det er status lige nu, og grunden til at jeg kun blogger sporadisk for tiden: jeg forsøger, at lære mig selv at kigge mere på skyer – eller male skyer.

IMG_20151129_193841

12/2/15

Om hverdags-strip

Min ældste mellempige, og hendes yngste lillesøster, har begge to en ret irriterende vane, med at skifte tøj hele tiden.
Pynteglade lillesøster skifter nederdel 19 gange dagligt – og tømmer skuffens indhold ud på gulvet i sin iver.

Mellempigen er et barn der aldrig står stille: hun spæner, hopper og triller sig vej gennem stuen, og bliver så varm, at hun tager mere og mere tøj af, og altid ender med, kun at have undertøj på.

Når vi så minder hende om, at hun lige har været syg og skal have mere tøj på, gider hun ikke lige lede efter det tøj hun har strippet ud over hele huset, og henter nyt – som hun så gentager processen med: løbe-sprinte-smide trøjen- hoppe- klatre- af med bukser- kolbøtte-flikflak- væk med undertrøjen… Vi bruger en del tid hver dag, på at få de to til at samle deres kluns sammen, og proppe det i skuffen igen.

Da vi for noget tid siden bladrede gamle fotoalbums igennem sammen, fandt vi det her foto, der muligvis kan bevise hvorfor den ældste af dem, er så glad for at smide tøjet:

20121125-204405.jpg
Ja, det er en halvnøgen mand, og ja – det er en buttet babyarm nede i det ene hjørne.
Før i tvangsfjerner børn for vanrøgt må jeg lige forklare, at det ikke er et indslag til en børnefødselsdag, og heller ikke et hverdagsfoto her hjemmefra.

Det er fra min søsters polterabend.

Frk fantastisk var kun 4 måneder gammel, og derfor med til polterabend sammen med mig.
Det foregik stille og roligt, med de sædvanlige polterabend-indslag: noget brunch, lidt sumobrydning i klamme dragter, sminkning og fotografering af bruden, og middag hos en veninde.

Ingen stripper planlagt – han var en overraskelse, fra to andre veninder.

Min glade baby havde taget dagen med et smil, og faldt i søvn i barnevognen, mens vi spiste.
Lige da stripper-overraskelsen ankom, vågnede hun, og klappede glædesstrålende i sine buttede hænder.

Jeg kunne ikke få hende til at sove igen, og efter at have forsøgt længe, tog jeg hende med ind til festen – hvor hun var den der hujede og grinede allerhøjest.

Den stakkels mand blev helt befippet – og prøvede ihærdigt ikke at se på hende – det var svært, for hun så sådan her ud:

20121125-205435.jpg
Alle de piger, han havde regnet med ville falde i svime over hans olierede muskler, sad og faldt i svime over det begejstrede barn, og han var helt febrilsk og rødmende over hendes intense blik – jeg tror faktisk han kortede showet lidt ned, fordi hun hylede ham ud af det…

Når vi bliver irriterede over vores børns strippertendenser, skyder jeg derfor skylden for det, på ham. Det må være noget han grundlagde, tænker jeg? 4 måneder gamle babyer er sikkert ret påvirkelige…

(Og så undlader jeg behændigt, at bemærke, hvordan alt Ninjamans tøj konsekvent bor i en stol, og flere par af mine strømpebukser er draperet ud over møbler og gulve… Det er nemlig på ingen måde vores dårlige indflydelse – det er stripperens!)