Ninjaman og jeg har været kærester i 18 år, og har de seneste 13 år jævnligt tilføjet nye medlemmer til familien.
Efter så mange år har vi lært hvad hinanden er bedst til af praktiske ting, og har – uden rigtigt at aftale det – fordelt dem mellem os.
Han er morgenmenneske, der står op og gør sig selv og madpakker klar klokken 05, så han kan slæbe de tre yngste ind i sofaen en time senere, og lade dem vågne langsomt.
Han har styr på morgenrutinerne, hårfletning og hvornår de skal gå, for ikke at komme for sent – hvor jeg har travlt nok med at få motiveret mig selv til at vågne op og tage tøj på.
Jeg er bedre til aftener: alle ritualer omkring bad, bøger, tøjudvælgelse og langtidsputning, er jeg (moderat) tålmodig omkring, og finder hyggelige – hvor han bliver lidt irriteret, og trænger til at koble af med noget playstation der.
Han husker hvad der er børnenes yndlingstøj, og sørger for at vaske det hurtigt – det glemmer jeg, men til gengæld gider jeg godt lege vildt eller lave lerfigurer.
Vi er nogenlunde lige gode til at lave mad (mine spidskompetencer er supper og gryderetter; hans er ting der skal grilles eller steges, eller se pæne ud); og nogenlunde lige dårlige til at gøre rent.
Vi er også nogenlunde lige dårlige til oprydning, og rydder op på hver vores ineffektive måde: han putter rod i flotte stabler, jeg rydder enten minituøst op i noget ikke-synligt, fx en skuffe – eller flagrer rundt og fjerner lidt hist og pist, uden rigtigt at komme til bunds.
Jeg står for regninger og budgetter (han sjusker med tidsfrister); han står for græsslåning og snerydning (jeg sjusker med præcision og sirlighed).
I haven er det mig der planter nye ting – og ham der glemmer jeg har plantet dem, og dræber dem med græsslåmaskinen lige efter.
En fornuftig, uplanlagt, arbejdsfordeling, hvor ingen af os rigtigt kommer ud hvor vi ikke kan bunde.
Ind til nu, hvor han er langtidsindlagt, og jeg forgæves forsøger at fylde hans sko.
Dagen før han blev indlagt, stod jeg og iagttog hvordan han lavede pigernes madpakker klar: huskede hvad de hver især kunne lide af frugt; stegte bacon til de ældstes kyllingesandwiches; duppede rødbederne med en serviet, så de ikke splattede; og pakkede små portioner pistacienødder ind i film.
Det der for alvor slog mig ud, og fik mig til at føle mig helt uværdig til at løfte madpakke-smøringens tunge åg, var da han omhyggeligt knækkede alle den fem åriges pistacienødder for hende, før han pakkede dem ind.
Seriøst: jeg er simpelhen ikke i besiddelse af den sans for omsorg og omhu, og jeg tror ikke jeg kan gøre det bare halvt så godt, selv hvis jeg prøvede rigtigt hårdt – og det troede mine piger heller ikke.
“Vi laver selv madpakker!” annoncerede de, mens de nervøst mindedes den ene gang for to år siden, hvor jeg skulle stå for madpakker, og bare havde givet dem rugbrødsklapsammen-madder med.
Lettet kunne jeg nøjes med at lave den mindstes frugtmadpakke,mens de store i fællesskab fik lavet madpakker, som deres far ville have været stolt af.
Mellempigerne har haft valgfag i skolen, hvor de lærte at lave sunde madpakker, og er i stand til at trylle denne her slags mad frem:
OG der er endda tun indeni!
Jeg er meget imponeret.
Knapt så imponeret var jeg over mig selv, da pædagogen i børnehaven venligt informerede mig om, at et helt æble i en pose ikke talte som “frugtmadpakke”, og at jeg skulle skære det ud hjemmefra.
Jeg havde også overset at barnet ikke havde bukser på: kun strømpebukser og bluse, hvilket hun var blevet rigtigt ked af, da hun opdagede det henne i børnehaven – endnu et bevis på, at jeg ikke er særligt opmærksom på detaljer om morgenen!
Men vores morgener er siden blevet bedre og bedre: jeg formår at stramme mig en lille smule mere an, og børnene er blevet fremragende selvhjulpne.
Nød lærer halvnøgent barn selv at sørge for at få bukser på, åbenbart.
Nu glæder vi os bare til at få Ninjafar hjem, så vi kan imponere ham, med hvor seje vi er til at tackle hans domæner!
Åh, hvor er I seje og sikke et fint ris/tun hoved til madpakken. Go’ bedring til manden din og håber I snart får ham hjem.
Mange tak!
Uh blæret med sådan en madpakkefeinschmecker. Og feinschmeckere in spe. I skal sgu nok klare jer, mens han er indlagt. Men det bliver naturligvis dejligt at få ham hjem igen. Jeg sender jer masser af gode tanker.
Ja han er sgu savnet..
Du har nogle seje piger! og de har er ret sej mor. Mon ikke den køre ninja mand er ret imponeret allerede.
Jeg er fuldtids single mor og man får jo bare ikke sådan vupti ekstra timer bare fordi man kun er 1 voksen ( selvom min kalender sommetider udfordrer den tese ) og så er der ting der smutter indimellem. Bonus læring er Undskyld ved eksemplets magt.
Klogt!
Ja, det er umuligt at nå det hele. Når man kun er en.
Stor respekt til jer der altid er det!
Tror det, sådan rent praktisk, er lettere altid at være alene end kun at være det indimellem. Alle rutiner er jo faste.
Derudover er der den lille bitte detalje omkring at hele jeres hverdag er vendt på hovedet og alle de løse ender der følger med det der på hverdags dansk hedder en livs krise der også lige skal forholdes til.
Kære seje superheltemor
Jeg har gennem mange måneder fulgt med på din blog. Du skriver noget så fantastisk, og jeg kunne snildt være barn hjemme hos jer (er godt nok 43 år og mor til en 6 årig dreng).
Selvom jeg kun har et barn at holde styr på, har jeg også oplevet en adfærdskorrigerende samtale med en lærer, da jeg havde givet barnet en leverpostejsmad med i skolen, hvorefter han havde tændt for de høje sirener under frokosten af fortvivelse over, hvad hans mor havde budt ham af uhyrligheder.
Jeg hepper på dig og din ninjaman!
Mange tanker
Karin
Hahaha, hvor dramatisk!
Tusind tak!
Hvor utroligt fint beskrevet, det er netop sådan det går, tænker jeg: man synkroniserer hverdagsliv. Når man er i krise forskubbes det hele. Der er en dansk etnolog, der har skrevet en bog, der hedder: “Sådan er det at elske”. I et interview med en kvinde, der har mistet sin mand, beskriver kvinden, hvordan hun hele tiden får buler i panden, når hun bevæger sig rundt i køkkenet. Manden lukkede nemlig ubemærket alle skabslågerne efter hende, når hun som altid glemte det. Nu står skabslågerne åbne. Alt godt til jer alle fem. Håber, at din Ninja vil være der altid til at smøre madpakker og huske pigernes bukser.
Hey den bog er jeg i gang med at læse til mit bachelorprojekt. Den er god!!
Årh det er rørende….
Alle seks mente jeg jo! God bedring til manden og faren.
Tak!!
Jeg bliver helt sentimental ved beskrivelsen af overskudsmadpakkerne. Især dét med at duppe rødbederne med en serviet <3
Ja det er fandme sødt… Det gør jeg altså ikke
Jeg følger stille med fra sidelinjen, og ønsker jer alle det bedste. Tak fordi du lukker os ind og lader os være med i denne svære tid. Det sætter livet i perspektiv.
Jeg håber at operationen er gået som den skulle og at i snart får Ninjaman hjem igen.
Tusind tak!
Det er så smukt at høre om hvordan I sætter pris på hinanden.
Som en af dem, der også eeelsker at lave madpakker (for det meste), så kan jeg afsløre at hvis man er lidt tom for fantasi, så er sølv- og guld-kugler på madderne altid et hit – og det er hurtigt 🙂
Jeg hepper på jer alle sammen!
Altså sådan noget kagekrymmel?
Jeps – og man behøver ikke begrænse det til guld & sølvkugler. Børn bliver også utrolig glade for det mangefarvede krymmel som pålæg på en ellers kedelig rugbrødsmad med smør 😀
Når jeg virkelig mangler ideer, så er det det jeg gør 🙂
Min mor var legendarisk til sådan noget og den mest fantastiske mad, jeg nogensinde har fået i min madpakke var en nougatmad med sølvkugler…
Det er awesome!
I er seje!
Tak;)