10/13/15

Om at gøre de ting man er bedst til

Ninjaman og jeg har været kærester i 18 år, og har de seneste 13 år jævnligt tilføjet nye medlemmer til familien.

Efter så mange år har vi lært hvad hinanden er bedst til af praktiske ting, og har – uden rigtigt at aftale det – fordelt dem mellem os.

Han er morgenmenneske, der står op og gør sig selv og madpakker klar klokken 05, så han kan slæbe de tre yngste ind i sofaen en time senere, og lade dem vågne langsomt.
Han har styr på morgenrutinerne, hårfletning og hvornår de skal gå, for ikke at komme for sent – hvor jeg har travlt nok med at få motiveret mig selv til at vågne op og tage tøj på.

Jeg er bedre til aftener: alle ritualer omkring bad, bøger, tøjudvælgelse og langtidsputning, er jeg (moderat) tålmodig omkring, og finder hyggelige – hvor han bliver lidt irriteret, og trænger til at koble af med noget playstation der.

Han husker hvad der er børnenes yndlingstøj, og sørger for at vaske det hurtigt – det glemmer jeg, men til gengæld gider jeg godt lege vildt eller lave lerfigurer.

Vi er nogenlunde lige gode til at lave mad (mine spidskompetencer er supper og gryderetter; hans er ting der skal grilles eller steges, eller se pæne ud); og nogenlunde lige dårlige til at gøre rent.

Vi er også nogenlunde lige dårlige til oprydning, og rydder op på hver vores ineffektive måde: han putter rod i flotte stabler, jeg rydder enten minituøst op i noget ikke-synligt, fx en skuffe – eller flagrer rundt og fjerner lidt hist og pist, uden rigtigt at komme til bunds.

Jeg står for regninger og budgetter (han sjusker med tidsfrister); han står for græsslåning og snerydning (jeg sjusker med præcision og sirlighed).

I haven er det mig der planter nye ting – og ham der glemmer jeg har plantet dem, og dræber dem med græsslåmaskinen lige efter.

En fornuftig, uplanlagt, arbejdsfordeling, hvor ingen af os rigtigt kommer ud hvor vi ikke kan bunde.
Ind til nu, hvor han er langtidsindlagt, og jeg forgæves forsøger at fylde hans sko.

Dagen før han blev indlagt, stod jeg og iagttog hvordan han lavede pigernes madpakker klar: huskede hvad de hver især kunne lide af frugt; stegte bacon til de ældstes kyllingesandwiches; duppede rødbederne med en serviet, så de ikke splattede; og pakkede små portioner pistacienødder ind i film.

Det der for alvor slog mig ud, og fik mig til at føle mig helt uværdig til at løfte madpakke-smøringens tunge åg, var da han omhyggeligt knækkede alle den fem åriges pistacienødder for hende, før han pakkede dem ind.

Seriøst: jeg er simpelhen ikke i besiddelse af den sans for omsorg og omhu, og jeg tror ikke jeg kan gøre det bare halvt så godt, selv hvis jeg prøvede rigtigt hårdt – og det troede mine piger heller ikke.

“Vi laver selv madpakker!” annoncerede de, mens de nervøst mindedes den ene gang for to år siden, hvor jeg skulle stå for madpakker, og bare havde givet dem rugbrødsklapsammen-madder med.

Lettet kunne jeg nøjes med at lave den mindstes frugtmadpakke,mens de store i fællesskab fik lavet madpakker, som deres far ville have været stolt af.

Mellempigerne har haft valgfag i skolen, hvor de lærte at lave sunde madpakker, og er i stand til at trylle denne her slags mad frem:
IMG_20151013_161914
OG der er endda tun indeni!
Jeg er meget imponeret.

Knapt så imponeret var jeg over mig selv, da pædagogen i børnehaven venligt informerede mig om, at et helt æble i en pose ikke talte som “frugtmadpakke”, og at jeg skulle skære det ud hjemmefra.

Jeg havde også overset at barnet ikke havde bukser på: kun strømpebukser og bluse, hvilket hun var blevet rigtigt ked af, da hun opdagede det henne i børnehaven – endnu et bevis på, at jeg ikke er særligt opmærksom på detaljer om morgenen!

Men vores morgener er siden blevet bedre og bedre: jeg formår at stramme mig en lille smule mere an, og børnene er blevet fremragende selvhjulpne.

Nød lærer halvnøgent barn selv at sørge for at få bukser på, åbenbart.

Nu glæder vi os bare til at få Ninjafar hjem, så vi kan imponere ham, med hvor seje vi er til at tackle hans domæner!