Om taknemmelighed

Det er mærkeligt hvordan sygdom, som intet andet, formår at lave et sort hul midt i hverdagen, der suger alting ind.

Jeg kan hverken huske hvordan det er, at føre en samtale eller skrive et blogindlæg der ikke involverer sygdom; eller forestille mig hvordan det der med at gå på arbejde, skal kunne passes ind igen, om halvanden uge.

Sygdom fylder de pladser, hvor der før var plads til alt muligt andet.

Vi er blevet kylet rundt de sidste par måneder, men lige nu befinder vi os midt i orkanens øje, hvor der er helt stille, og det bare handler om at lade tid passere.
Ninjaman skal hele, i ansigt, mund og ben, og jeg skal balancere min tid mellem ham på hospital, og pigerne der hjemme.

Her på tiende etage, klokken 05, er det halvsovende Østerbros nattelys bredt ud under os.
IMG_20151008_221233

Han sover, og det eneste jeg kan høre, er drop der drypper ting ind i ham eller ud ad ham.
Jeg har fået min egen seng ved siden af hans, og har sovet her i nat (eller ihverfald forsøgt på at sove.)

Vi talte tidligere, om at udsigten mindede om dengang vi blev gift, og vi brugte en nat på at glo ud over byens lys fra et hotelvindue.
Bortset fra, at denne gang er Ninjamans kind, det eneste der ser højgravid ud, og fremmede mennesker kommer ind en gang i timen og prikker på den – da vi blev gift var det mig der var højgravid, og vi slap for prikkeri.

Han har ondt og sover meget, men de siger at han heler som han skal.

Pigerne har storproduceret kunst til hans vægge, som jeg havde hængt op på stuen, mens han lå på intensiv i går:
IMG_20151008_124142
Jeg kan ikke sove mere, og kom til at tænke på, hvor taknemmelig jeg er.

Taknemmelig for at min søster sover hos mine børn, så jeg kan være her – og for at hun har forkælet dem helt vildt de sidste dage.

Taknemmelig for alle de mennesker vi har omkring os, der holder kontakt og sender tanker: familie og venner der henter børn og tilbyder efterårsferie-underholdning eller husly; mit arbejde der sender take away og blomster; børnenes klassekammerater der køber deres yndlingschips og skriver kort; alle de mennesker der smser jævnligt.

Bliver rørt over dem der sender de rørende, søde beskeder – men i lige så høj grad de få der sender de skæve, sære beskeder, der hiver os lidt ud af al denne sygdomsalvor.

Dem der sender mig distraherende fotos, af skeløjede katte eller egne kropsdele.

Min fætter der smsede Ninjaman, og tilbød at komme forbi med spareribs og flæskesvær, fik ham til at fnise så meget, at han måtte bede om ekstra morfin.

Min veninde, der cyklede ud på hospitalet hvor jeg ventede nervøst på at de vil vække ham fra koma, fyldte mig med kaffe og særdeles upassende koma-jokes, der rustede mig til at sidde hele dagen på intensiv bagefter.

Ninjaman selv, der så sit arrede, hævede ansigt for første gang, og konstaterede at han lignede Schmidt fra “New girl”, i den tykke periode.
new-girl-fat-schmidt-01
Jeg blev også rørt og taknemmelig over alle de søde kommentarer jeg har fået på blog, mail og facebook fra jer der læser med her – og selv om jeg først syntes det var meget grænseoverskridende med Annas søde indsamlingsinitiativ, så er jeg meget overvældet og taknemmelig – og min Ninja blev oprigtigt glad da jeg viste ham den. Tak!

Det her indlæg tog mig to timer at skrive – så det er formentlig ikke muligt at runde af med en god pointe.

Jeg kommer også til at blogge om andre ting end sygdom. Det lover jeg – både til de (to) der har mailet, at de ikke gider læse blog mere fordi jeg er deprimerende at høre på – men også til mig selv.
Trænger selv til at tænke på noget andet, men lige nu er vi altså her, i sygdomsboblen, og der er indlæg blå, og indimellem uden afrundende pointe.

Min fem årige har tegnet en tegning til sin fars hospitalsvæg – af et glad hjerte og en tappert smilende tåre, der holder i hånden.
Jeg tror det beskriver det hele overraskende godt lige nu:
DSC_0112

62 thoughts on “Om taknemmelighed

  1. Jeg synes så faktisk at de her indlæg gør din blog endnu bedre og at det jo netop er nu at superhelte moren (og konen) viser sig for alvor. Skide vær med geniale afrundinger og gode pointer. Det er livet jeg mærker her ❤️

    • Lige præcis! Jeg læser din blog, fordi du er ærlig og har et syn på livet, jeg i den grad er vild med. Fordi det ikke handler om, hvor pænt det skal se ud, men det vigtigste er kærligheden.
      Tak fordi du vil dele, Superheltemor. Også når det er svært.
      Og de varmeste tanker til dig og din familie – ikke mindst Ninjaman.

  2. <3
    Det er så stærkt at læse de her indlæg om jeres strenge forløb, jeg er fuld af beundring af dit overskud her midt i al sygdommen.. evnen til at sætte ord på noget så personligt og svært er en kæmpe gave og en sindssyg god terapi. Håber at I kommer sikkert og trygt igennem resten af forløbet og styrket ud på den anden side …
    Tanker til jer og pigerne 🙂

  3. Hej.

    Rigtig god bedring med ninjaman. Jeg vil blive ved med at læse din kanon gode blog. Fordi du er ærlig, sjov og ikke skjuler det trælse (man kommer vel fra Jylland). Jeg tager mig i flere gange om dagen lige og tjekke om du har skrevet noget nyt og håbe at det går bedre med ninjaman.

  4. Det er som om, du har skrevet den stille, mørke stemning, der er om morgen på et hospital. Tak for dette og tidligere ærlige og ægte fortællinger om livet, når det ikke kun er sjofle børnebøger og morsomme kommentar fra pigerne. Jeg kan holder af begge dele og var lige ved at fælde en lille tåre i mit keyboard her til morgen – midt i storrumskontoret. /Katrine

  5. Normalt synes jeg, det er positivt, når læsere skriver til bloggere, hvis de går over i en grøft, de synes er for dyb, men… Jeg forstår ikke dem, der føler for at skrive, at de ikke gider følge din sorg. At have det sådan, bevares (ikke at jeg har det sådan, men anerkender andres overfladiskhed), men ligefrem at forfatte en e-mail og trykke send… Unfollow eller scroll dog forbi i en periode. Ingen tvinger noget i øjnene på jer!

    Skriv, for Fanø! Hvis det føles rigtigt, så skriv dig igennem den her periode! Sådan noget kan gøre en så frygtelig ensom, hvis man ikke kommer ud med det. Nogle gange er det nok at sige det til familie og venner, andre gange skal det deles med verden. Livet er ikke altid lyserødt, heller ikke for superhelte.

    Jeg er så glad for, du lader os læsere følge med i denne her svære tid – ikke fordi, opslagene glæder mig, men fordi jeg har fulgt dig og din familie i lang tid, og jeg sidder og hepper på jer og håber for jer. Du har ikke pligt til at dele jeres sorg, men jo da heller ikke til at sprede glæde.

    Elsker din blog, både når der er overskud til at joke, og når livet er en stor lort. God bedring til jernmanden <3

      • Præcis mine tanker.
        Ingen har da krav på, at en bloggers liv – og dermed blog – er som perler på en snorlige snor. Charmen er da netop, at vi følger med, både når det går lige ud og i op- og nedture.

        • Mange tak alle tre! Det e rjeg glsd for at i siger. Lige her rørte det mig ikke – jeg har brug for at skrive, og så må de jo undlade at læse – men jeg er før blevet ked af lignende kommentarer, og det ødelægger noget af glæden og gør en usikker

  6. Pudsigt at to synes, bloggen er blevet deprimerende. Jeg synes, at den nu og alle dage har været og er alt andet end dét! Selv i sygdomsboblen skriver du så smukt om taknemmelighed og kærlighed, og jokes og måder at nyde livet og hinanden på. Jeg synes, du lige præcis formår at skrive om det virkeligt svære, uden at det bliver deprimerende, selvom det for pokker må være uendeligt hårdt, det I oplever. I finder plads til at fnise også. I er fandeme for vilde! Jeg hepper SÅ inderligt på den gode bedring! ?

  7. Ingen familie fortjener at stå i så hård og altopslugende en situation I står i lige nu! Håber at I snart kan forlade sygdomsboblen og få et normalt liv tilbage. Sender tusinde tanker…

  8. Skriv du bare løs om lige præcis hvad der fylder. Der er ikke noget der interesserer mig mere at læse om, end hvordan Ninjaman og I andre har det. Fra nu af og til I alle 6 er fuldkommen okay igen. Og øvrigt synes jeg ikke det er deprimerende. Jeg synes det du skriver er livsbekræftende.

  9. Det er som du har skrevet den stille, mørke stemning, der er om morgen på et hospital. Tak for dette og tidligere ærlige og ægte fortællinger om livet, når det ikke kun er sjofle børnebøger og morsomme kommentar fra pigerne. Jeg kan holder af begge dele og lige ved at efterlade en lille tåre i mit keyboard her til morgen – midt i storrumskontoret.

  10. Folk er mærkelige når det kommer til sygdom. Jeg er rigtig glad for du deler – jeg deler selv sygdom på MS Bloggen og man skal dele så andre kan lære. Folk kan jo lade være at læse med. Eller det synes jeg:)
    Godt at høre han heler som han skal. Også rigtig godt at høre, at I har et godt netværk der hjælper jer. Det betyder så meget. Din blog er din blog og den er fantastisk netop fordi du deler gode og dårlige dage. Du er ærlig og det er det jeg gerne vil læse:) Jeg krydser alt for den gode bedring til ninjamanden. Mange varme hilsner og tanker herfra.

  11. Det lyder som om I har nogle dejlige mennesker omkring jer. Ønsker jer alt det bedste og håber ninjaman kommer sig hurtigt. Jeg forstår altså heller ikke at nogle har behov for at skrive, at de ikke orker læse om sygdom. Du skal bare skrive der DU har behov for. Du skriver så godt, uanset om det er sjovt eller sørgeligt.

  12. Først endnu en gang god bedring med ninja man, håber alt det bedste for jeres lille familie.
    Det er din blog, og dit liv, du skriver om det du vil. og jeg læser gerne med hele vejen igennem. kram

  13. Bliver harm langt ind i knoglerne over at nogen har sendt dig sådanne mails midt i det her stormvejr. Håber ikke du har taget det for nær.

    Derudover vil jeg bare sige at jeg ved ikke hvordan du har det ligenu, men jeg ved hvordan det er at bo på Riget som pårørende og det er hårdt oveni alt det andet du går igennem.
    Jeg havde stor hjælp af at tale med en af hospitalspræsterne. Man behøver ikke at være kristen eller ved at dø for at få noget ud af det. De kan noget med at hjælpe mennesker i krise.

    Sender en masse gode tanker og karma til jer alle.

    • Er fuldstændig enig. Det kan du umuligt være Superheltemors job at underholde tilfældige mennesker uden empati. Det er der, så vidt jeg ved, ingen der betaler hende for. Øv, at folk kan være så tankeløse og egoistiske.
      Der findes masser af overfladiske blogs, de kan læse med på, så de kan få opfyldt behovene. Her får de derimod uovertruffen ærlighed og dybsindighed i rå mængder!
      Anne

  14. Jeg ville ønske, jeg kendte dig i virkeligheden! Du er svær ikke at holde af! Og hvis jeg kendte dig, ville jeg hente dine fire søde piger – køre syd for grænsen og fylde dem med karameller og vingummibamser og tage dem med i en forlystelsespark! Tyskerne har nemlig forstand på at lave parker med rutchebaner og larm! Tanken om at børn skal forholde sig til kræft og hvad det kan betyde er simpelthen så uretfærdigt! Godt, Ninjaman er ved godt mod! Og Schmidt var faltisk charmerende – selv da han var tyk… På en god dag 😉

    • Årh du er sød! Mine børn er helt kandiserede på indersiden, da alle har forkælet med sukker de sidste ti dage;) de elsker det – og skal vist nedtrappes. På et tidspunkt

  15. prøv-lige-at-hør´… I er i sygdomsboblen NU, og det er så vigtigt at være der, og skrive om, og forholde sig til. Man skal ikke tro at man bare kan/ skal fokuserer på noget andet – og da slet ikke fordi der er nogen der synes det er deprimerende læsning..
    Nu er I, eller måske mere Ninjaman, nået forbi den første hurdel med en kæmpe operation og det er da fantastisk. Der vil da sikkert komme både gode og dårlige dage, men nu går det fremad…

  16. Du skriver så fint og slet ikke deprimerende. Folk er nogle gange til at lukke op og skide i, når de gider bruge tid på at skrive sådanne mails på sådan et tidspunkt. Heldigvis lyder det til, at der er så mange andre, der passer på jer. Bliv ved med at skrive om det, der rører dig nu. Alt andet giver da ikke mening!

  17. Fuldstændig enig i de andre kommentarer. Din blog er god og vedkommende, ikke kun fnis og grin (hvilket er herligt i de rette mængder), men du skriver så fint og godt om livet, som det leves. Jeg savnede din blog, da du holdt pause, så jeg nyder, du igen har overskud til at dele. Rigtig god bedring til Ninjaman. Din blog burde næsten hedde: Men størst af alt er kærligheden. Du er virkelig en superheltemor.

  18. Kære superheltefamilie, jeg ønsker jer alt det bedste og bliver hængende indtil solen igen skinner på jer!

  19. Åh manner. Det er dæleme barsk. Håber at alt det gode kommer tifold tilbage, når I har stået igennem dette sygdomsforløb.
    Ps. Elsker din blog

  20. Åh, det gør altså ondt, efter så mange år på sidelinjen – jeg krydser alt jeg har for snarligt lys for enden af tunnelen og sender tusinde tanker til dig, Ninja og alle tøserne.

    – Anne

  21. Jeg er fuld af respekt for din evne til også at skildre denne svære del af jeres tilværelse, så den bliver levende og relevant for os andre, som står her på sidelinjen og holder vejret og ønsker jer alt det bedste. Tak for det – og mange gode tanker til dig, Ninjaen og jeres børn

  22. Pingback: Vind to Bobles Tivoli-fugle |

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *