10/31/15
DSC_0055

Om halloween og lidt om autentisk lugt

Mine tre store piger er til forskellige halloweenfester her til aften, og jeg kom træt hjem fra kursus, og blev mødt af et glædesstrålende mindstebarn, der havde ventet spændt på, at vi skulle klæde os ud og rasle…

At blive sminket og gå rundt på mørke villaveje var ikke engang med på min top 20, over ting-jeg-drømmer-om-at-foretage-mig-en-lørdag-aften”, men jeg kunne ikke stå for hendes jubel, og endte med både at sige ja til at gå med hende, OG til at vi begge to blev sminkede som zombier.

Det gik egentlig fint.
Hun dansede lykkeligt foran mig, i sin nye zombie-prinsesse-kjole, med sommerfugle i maven og jævnlige begejstringshvin, og jeg gik med hende op til alle døre, men gemte mkg lidt væk fra døren når folk åbnede, så hun kunne få opmærksomheden alene.
Lige ind til hun ringede på hos en venlig ældre dame, der bemærkede min lurende zombieskikkelse i buskadset, og vinkede mig hen til sig, med et:”du skal da ikke være så genert, lille ven, værsgo!” og overrakte mig to karameller, som jeg befippet tog imod, uden at nævne at jeg ikke er et barn, men en lavstammet 40 årig…

Ved næste dør overvejede jeg at køre barnetricket videre – fristende muligheder for slikhoarding, men endte med bare at gemme mig endnu bedre.

Dette viste sig at være en god beslutning, da den fem årige lidt efter stolt indformerede mig om at hun havde slået en prut inden døren blev åbnet, for:”også at lugte af zombie!”

Hvor imponeret jeg end var over den dedikerede 4D zombieskabelse, var jeg dog også lettet over ikke at have været en del af den.

Især fordi zombielugten hang ved usædvanligt længe, og vidnede om imponerende giftighed…
DSC_0055

(link er affiliate)

10/26/15
ATT_1443629346731_mms_20150929_134005

Om velklingende navne

Mine børn har utroligt flotte navne, som jeg ikke skriver på bloggen, da de helst ikke vil kunne googles.

Da deres far og jeg begge har arbejdet med børn og unge de sidste 20 år, og derfor har mødt utroligt mange mennesker, har det, hver gang vi har skullet vælge navne til vores nyfødte døtre, spændt ben for navnevalg.

Der har hele tiden været en af os der nedlagde veto imod den andens forslag,fordi vi kendte et barn der hed det,og ikke følte at vores barn var mystisk nok/blond nok/dum nok/slank nok/hidsig nok til at bære samme navn – eller kendte ti børn der hed det, og ikke gad at vores barn skulle hedde “Astrid B” eller “lille Astrid”.

Derfor har vi valgt navne, vi absolut ikke kendte andre der hed – den slags navne der får folk til at ryste på hovedet, og mumle til deres venner, at det sørme er for galt, at vi sådan tror vores børn bliver mere unikke af at få mærkelige navne, og hvad er der nu galt med gode almindelige navne som Emma og Louise? – men pigerne er selv godt tilfredse med deres mærkelige navne, og ville ikke bytte.

Ind til forleden, hvor den sprogglade næstyngste sad i bilen og forsøgte at stave sit navn bagfra, og pludselig udbrød bestyrtet:” AI! Bagfra lyder mit navn jo FULDSTÆNDIGT som en ond, russisk numselæge!!” hvilket både jeg og hendes søstre grinede så meget af, at vi måtte holde bilen ind til siden og grine af.

Jeg bad om lov til at blogge om det, og fik først et nej,begrundet med:”at så kan alle jo regne ud hvad jeg hedder, og det gider jeg ikke!”, men vi fik hende overbevist om, at det nok ikke var alle der vidste hvad en ond, russsisk numselæge typisk hedder.
Og så måtte jeg godt.

Er der andre af jer der har navne der bagfra lyder som onde, russiske numselæger – eller lignende?
Så del endelig i kommentarfeltet;)
ATT_1443629346731_mms_20150929_134005
Billedet her er lkdt uden for kontekst, men apropos numselæger, forestiller det den yngste, der var i zoo med min moster, og begejstret bad hende om at tage et billede, hvor hun:”rørte ved træets balder”…

10/20/15
image

Om postoperations-humor

Ninjaman er endelig kommet hjem fra hospitalet, hvilket hjælper en del på vores begge tos humør.

Han har stadig ondt i både mund, kæbe og det ben der er blevet brugt som reservedel til opbygning af ny kæbe – og han må hverken gå eller spise andet end suppe, så jeg har taget et par dage mere fri for at hjælpe ham – men det er rart at komme væk fra hospitalslivet, og pigerne er også vildt glade for at have ham hjemme.

De lokkede ham til at hjælpe med græskarhovedudskæring forleden, hvilket han gik til med stor iver, og en bemærkning om at det var fedt, ikke at være den eneste i huset der var blevet snittet i ansigtet.
image

Så alt i alt går det fremad.
Vi mangler bare, at lægerne kan bekræfte at operationen fjernede alle spor af kræft, og så må de næste 4-5 måneder gerne gå hurtigt, med heling og de sidste par småoperationer.

Skulle jeg brokke mig over noget, er det hans morbide postoperations-humor, der er skyld i, at jeg konstant har denne her sang på hjernen.

Ja, operationen har gjort ham følelsesløs i halvdelen af ansigtet, men ER det seriøst nødvendigt at han konstant synger:” I can’t feel my face when I’m with you”, hver gang jeg kommer ind i rummet?

10/17/15
the100

Om at finde trøst i dystopier

Da mine børn for halvandet år siden gennemlevede en stor sorg og tab, fordybede de sig i magiske lege, hvor de med trolddomdkraft kunne fikse alskens sygdomme og andre væmmelige ting.

Som voksen savner jeg evnen til at lege, og ville ønske jeg kunne gøre det samme, istedet for at være skiftevis bange og praktisk.

I perioden før min mands operation lynslugte vi netflix-serien ” the 100″ : en postapokalyptisk ungdomsserie, om 100 ungdomsforbrydere fra en rumstation med truende iltmangel, der sendes ned til jorden, 97 år efter en voldsom atomkrig, for at teste om den er blevet beboelig.
the100
Den er virkeligt god, på “Hunger games møder Fluernes herre” måden, og sært nok virkede det trøstende at se noget i den stil.

Dramatisk, spændende og får ens egne problemer til at virke en smule mindre:
“Nå ja, en af os skal opereres for kræft – men i det mindste er vi ikke ved at dø af iltmangel!” eller “jaja, vi er bange – men i det mindste kæmper vi ikke imod ukendte, spydkastende fjender imens!”

Mens han vågnede fra narkose, og i dagene efter, hvor han døjede med smerter og kvalme, sad jeg ved siden af, og læste.

Den absolut bedste bog jeg læste – og faktisk den absolut bedste bog jeg nogensinde har læst i genren – var denne:
1669956_1443762920

“Station 11” af Emily St. John Mandel, udgivet på Forlaget Iris 2015.
(affiliate link)

Romanen foregår 20 år efter at en virus udslettede 99,9% af verdens befolkning, hvor man følger en omrejsende teatertrup, der rejser rundt og opfører Shakespeare stykker for de spredte, små samfund der er tilbage.

Omdrejningspunktet for romanen, er skuespilleren Arthur Leander, der dør af et hjerteanfald på scenen, i dagene før pandemien.

Bogen fletter på fornemmeste vis livstrådene fra de mennesker der har betydet noget for Arthur sammen, og bevæger sig frem og tilbage i tid, uden at det på noger tidspunkt bliver hverken forceret eller forvirrende.

Bogen er skrevet i et smukt sprog, og efterlod mig flere gange med en klump i halsen, berørt over de ting mennesker gør for og imod hinanden.

“Station 11” er tankevækkende, uhyggelig, smuk og fuld af håb, og jeg kan ikke anbefale den nok.

Dystert som emnet er, løftede den mit humør i en svær stund, og har siddet i mit baghoved lige siden.

10/13/15
IMG_20151013_161914

Om at gøre de ting man er bedst til

Ninjaman og jeg har været kærester i 18 år, og har de seneste 13 år jævnligt tilføjet nye medlemmer til familien.

Efter så mange år har vi lært hvad hinanden er bedst til af praktiske ting, og har – uden rigtigt at aftale det – fordelt dem mellem os.

Han er morgenmenneske, der står op og gør sig selv og madpakker klar klokken 05, så han kan slæbe de tre yngste ind i sofaen en time senere, og lade dem vågne langsomt.
Han har styr på morgenrutinerne, hårfletning og hvornår de skal gå, for ikke at komme for sent – hvor jeg har travlt nok med at få motiveret mig selv til at vågne op og tage tøj på.

Jeg er bedre til aftener: alle ritualer omkring bad, bøger, tøjudvælgelse og langtidsputning, er jeg (moderat) tålmodig omkring, og finder hyggelige – hvor han bliver lidt irriteret, og trænger til at koble af med noget playstation der.

Han husker hvad der er børnenes yndlingstøj, og sørger for at vaske det hurtigt – det glemmer jeg, men til gengæld gider jeg godt lege vildt eller lave lerfigurer.

Vi er nogenlunde lige gode til at lave mad (mine spidskompetencer er supper og gryderetter; hans er ting der skal grilles eller steges, eller se pæne ud); og nogenlunde lige dårlige til at gøre rent.

Vi er også nogenlunde lige dårlige til oprydning, og rydder op på hver vores ineffektive måde: han putter rod i flotte stabler, jeg rydder enten minituøst op i noget ikke-synligt, fx en skuffe – eller flagrer rundt og fjerner lidt hist og pist, uden rigtigt at komme til bunds.

Jeg står for regninger og budgetter (han sjusker med tidsfrister); han står for græsslåning og snerydning (jeg sjusker med præcision og sirlighed).

I haven er det mig der planter nye ting – og ham der glemmer jeg har plantet dem, og dræber dem med græsslåmaskinen lige efter.

En fornuftig, uplanlagt, arbejdsfordeling, hvor ingen af os rigtigt kommer ud hvor vi ikke kan bunde.
Ind til nu, hvor han er langtidsindlagt, og jeg forgæves forsøger at fylde hans sko.

Dagen før han blev indlagt, stod jeg og iagttog hvordan han lavede pigernes madpakker klar: huskede hvad de hver især kunne lide af frugt; stegte bacon til de ældstes kyllingesandwiches; duppede rødbederne med en serviet, så de ikke splattede; og pakkede små portioner pistacienødder ind i film.

Det der for alvor slog mig ud, og fik mig til at føle mig helt uværdig til at løfte madpakke-smøringens tunge åg, var da han omhyggeligt knækkede alle den fem åriges pistacienødder for hende, før han pakkede dem ind.

Seriøst: jeg er simpelhen ikke i besiddelse af den sans for omsorg og omhu, og jeg tror ikke jeg kan gøre det bare halvt så godt, selv hvis jeg prøvede rigtigt hårdt – og det troede mine piger heller ikke.

“Vi laver selv madpakker!” annoncerede de, mens de nervøst mindedes den ene gang for to år siden, hvor jeg skulle stå for madpakker, og bare havde givet dem rugbrødsklapsammen-madder med.

Lettet kunne jeg nøjes med at lave den mindstes frugtmadpakke,mens de store i fællesskab fik lavet madpakker, som deres far ville have været stolt af.

Mellempigerne har haft valgfag i skolen, hvor de lærte at lave sunde madpakker, og er i stand til at trylle denne her slags mad frem:
IMG_20151013_161914
OG der er endda tun indeni!
Jeg er meget imponeret.

Knapt så imponeret var jeg over mig selv, da pædagogen i børnehaven venligt informerede mig om, at et helt æble i en pose ikke talte som “frugtmadpakke”, og at jeg skulle skære det ud hjemmefra.

Jeg havde også overset at barnet ikke havde bukser på: kun strømpebukser og bluse, hvilket hun var blevet rigtigt ked af, da hun opdagede det henne i børnehaven – endnu et bevis på, at jeg ikke er særligt opmærksom på detaljer om morgenen!

Men vores morgener er siden blevet bedre og bedre: jeg formår at stramme mig en lille smule mere an, og børnene er blevet fremragende selvhjulpne.

Nød lærer halvnøgent barn selv at sørge for at få bukser på, åbenbart.

Nu glæder vi os bare til at få Ninjafar hjem, så vi kan imponere ham, med hvor seje vi er til at tackle hans domæner!

10/10/15
image

Vind den uhyggeligste halloween-fest

Konkurrencen er slut, vinderen blev: Karen. Tillykke! Har sendt dig en mail.

Reklame/konkurrence/indeholder affiliate links:

Før i tiden syntes jeg at halloween var noget amerikansk pjat, og nægtede at gøre noget ud af det.

For nogle år siden blev vi imidlertid inviteret til halloween-fest hos nogle fra mellempigernes børnehave, hvor vi så sådan her ud, og havde det utroligt sjovt, med at skræmme livet af børn, i en fakkeloplyst have:
image
Virkeligt en gennemført fest, og sjovt på hygge/uhygge-måden.

Det er som om halloween vinder mere og mere indpas: sidste år var de tre ældste og deres far inviteret til hver deres halloweenfest, så den yngste og jeg morede os med at sidde i en mørk gang og vente på at fremmede børn skulle banke på døren og bede om slik, så vi kunne flå den op og råbe “BØH!” af dem.

I år havde vi planlagt at være hos nogle venner, og allesammen klæde os ud som zombier.
Rent personligt synes jeg zombier er det mest skræmmende der findes, og jeg tror uhyggeniveauet kunne nå episke højder, hvis vi var hele 13 zombier, der luskede knurrende rundt på villavejen og delte slik ud.

Vi har brugt lang tid på at lede efter kostumer, og opdagede at vores favorit-dimse-butik Coolstuff havde et imponerende udvalg af zombiekostumer, fx de her:
image
Zombie skolepige, Zombie politimand
eller de her blærede eventyr-zombier, som mine piger overvejede meget at være:
image

image

image
image
Nå, men nu er min Ninjaman nyopereret, så sandsynligheden for at han er i stand til at halte knurrende rundt på Frederiksberg d. 31-10, er ikke stor…
Pigerne stemmer ellers, ganske morbidt, for at han pakker sit skinneben ud til halloween, for det ligner fuldstændigt at der er taget en stor Zombie-mundfuld af det – men jeg tror desværre ikke han bliver helt klar til det.

“Vi kan jo glæde ham, ved at fylde haven med flotte zombier han kan se på?” Foreslog den næstældste omsorgsfuldt, men jeg er en smule i tvivl om hvorvidt Zombie havenisser eller
en krybende zombie vil sprede ægte glæde nogle steder – og jeg tror helt ærligt ikke selv at jeg ville turde komme hjem, hvis der lå sådan noget i min have. Gys!!

En eller anden form for fejring skal vi nok få mast ind, da vi allesammen er fans af græskar, slik og det der med at gøre hinanden bange.
Som min venindes overbo sagde til en far, der syntes de var klædt for uhyggeligt ud sidste år:”det hedder jo “halloween”, ikke “Hello kitty”

Nå, her til den del der vedrører jer:
Coolstuff har venligt sponsoreret et gavekort på 400 kroner, til en af jer. Så kan I selv vælge om de skal gå til kostumer, pynt eller noget helt andet, fra coolstuffs seje udvalg af gadgets, dimser og mere eller mindre uundværlige ting.
Alt du behøver gøre, er at smide en kommentar nedenfor, med et link til noget du måske vil købe, så trækker jeg en tilfældig vinder D. 27-10.


10/9/15
IMG_20151008_221233

Om taknemmelighed

Det er mærkeligt hvordan sygdom, som intet andet, formår at lave et sort hul midt i hverdagen, der suger alting ind.

Jeg kan hverken huske hvordan det er, at føre en samtale eller skrive et blogindlæg der ikke involverer sygdom; eller forestille mig hvordan det der med at gå på arbejde, skal kunne passes ind igen, om halvanden uge.

Sygdom fylder de pladser, hvor der før var plads til alt muligt andet.

Vi er blevet kylet rundt de sidste par måneder, men lige nu befinder vi os midt i orkanens øje, hvor der er helt stille, og det bare handler om at lade tid passere.
Ninjaman skal hele, i ansigt, mund og ben, og jeg skal balancere min tid mellem ham på hospital, og pigerne der hjemme.

Her på tiende etage, klokken 05, er det halvsovende Østerbros nattelys bredt ud under os.
IMG_20151008_221233

Han sover, og det eneste jeg kan høre, er drop der drypper ting ind i ham eller ud ad ham.
Jeg har fået min egen seng ved siden af hans, og har sovet her i nat (eller ihverfald forsøgt på at sove.)

Vi talte tidligere, om at udsigten mindede om dengang vi blev gift, og vi brugte en nat på at glo ud over byens lys fra et hotelvindue.
Bortset fra, at denne gang er Ninjamans kind, det eneste der ser højgravid ud, og fremmede mennesker kommer ind en gang i timen og prikker på den – da vi blev gift var det mig der var højgravid, og vi slap for prikkeri.

Han har ondt og sover meget, men de siger at han heler som han skal.

Pigerne har storproduceret kunst til hans vægge, som jeg havde hængt op på stuen, mens han lå på intensiv i går:
IMG_20151008_124142
Jeg kan ikke sove mere, og kom til at tænke på, hvor taknemmelig jeg er.

Taknemmelig for at min søster sover hos mine børn, så jeg kan være her – og for at hun har forkælet dem helt vildt de sidste dage.

Taknemmelig for alle de mennesker vi har omkring os, der holder kontakt og sender tanker: familie og venner der henter børn og tilbyder efterårsferie-underholdning eller husly; mit arbejde der sender take away og blomster; børnenes klassekammerater der køber deres yndlingschips og skriver kort; alle de mennesker der smser jævnligt.

Bliver rørt over dem der sender de rørende, søde beskeder – men i lige så høj grad de få der sender de skæve, sære beskeder, der hiver os lidt ud af al denne sygdomsalvor.

Dem der sender mig distraherende fotos, af skeløjede katte eller egne kropsdele.

Min fætter der smsede Ninjaman, og tilbød at komme forbi med spareribs og flæskesvær, fik ham til at fnise så meget, at han måtte bede om ekstra morfin.

Min veninde, der cyklede ud på hospitalet hvor jeg ventede nervøst på at de vil vække ham fra koma, fyldte mig med kaffe og særdeles upassende koma-jokes, der rustede mig til at sidde hele dagen på intensiv bagefter.

Ninjaman selv, der så sit arrede, hævede ansigt for første gang, og konstaterede at han lignede Schmidt fra “New girl”, i den tykke periode.
new-girl-fat-schmidt-01
Jeg blev også rørt og taknemmelig over alle de søde kommentarer jeg har fået på blog, mail og facebook fra jer der læser med her – og selv om jeg først syntes det var meget grænseoverskridende med Annas søde indsamlingsinitiativ, så er jeg meget overvældet og taknemmelig – og min Ninja blev oprigtigt glad da jeg viste ham den. Tak!

Det her indlæg tog mig to timer at skrive – så det er formentlig ikke muligt at runde af med en god pointe.

Jeg kommer også til at blogge om andre ting end sygdom. Det lover jeg – både til de (to) der har mailet, at de ikke gider læse blog mere fordi jeg er deprimerende at høre på – men også til mig selv.
Trænger selv til at tænke på noget andet, men lige nu er vi altså her, i sygdomsboblen, og der er indlæg blå, og indimellem uden afrundende pointe.

Min fem årige har tegnet en tegning til sin fars hospitalsvæg – af et glad hjerte og en tappert smilende tåre, der holder i hånden.
Jeg tror det beskriver det hele overraskende godt lige nu:
DSC_0112

10/6/15
IMG_20150924_183006

Om at spise – og rigtigt meget om sygdom

Engang havde jeg en lang samtale med nogle venner, om hvor smart det kunne være, hvis man kunne gøre ting på forhånd: sætte sig på toilettet i fire timer i træk dagen inden man skulle på Roskilde festival, og derved helt spare toiletbesøg på hele festivalen – eller sove en hel uge, hvor man alligevel var sløj, og så have 54 timers vågenhed til gode, man kunne bruge på et sjovere tidspunkt.

De sidste par uger har vi spist forud.
Drænet vores opsparing, og spenderet den på lige det vi – og særligt min Ninjaman – har haft lyst til.
Spist og spist, som forsøg på at tænke på noget andet.

Den dag lægerne på Rigshospitalet sagde at de troede det kunne være kræft han havde i kæben, gik vi på cafe’ og spiste burgere.

Den dag de sagde at det var kræft – fibrosarkom – og at hans halve underkæbe skulle amputeres og erstattes med stål, skinnebensknogle og væv, spiste vi bøffer.

Om aftenen lavede vi brunch til aftensmad, til børnenes udelte glæde, og fortate dem det bagefter. Vi spiste is, mens vi trøstede dem…

Weekenden efter spiste vi kyllingespyd over bål, og hjemmelavede tærter i en skov, til familiefest.

Min moster inviterede på running sushi dagen inden vi skulle til møde og aftale tid til operation – og vi 7 mennesker delte imponerende 102 tallerkener sushi.

Den dag vi fik dato på operation, spiste vi bøffer igen.

I weekenden har vi lavet livretter: tarteletter med høns i asparges, og bøffer (aner man et mønster?) med bearnaise.
IMG_20151006_122106
I går var Ninjaman og jeg på hospitalet hele dagen, hvor han var til røntgen, fotos, blodprøver og et hav af samtaler med en masse forskellige mennesker.
Han fik tildelt en seng ved vinduet, med udsigt til pik-legepladsen.
IMG_20151005_204559
Pigerne var blevet hentet af familie, der lovede at fodre dem af, så vi gik på indisk restaurant, hvor vi vendte dagens mange samtaler, og informationer om risici og gener ved operation – og skiftevis lavede morbide jokes om seje wrestler-navne han kunne få, med ny stålkæbe, og smågræd ned i vores butterchicken…
Det sidste rigtige måltid mad han kommer til at spise, i månedsvis – og så sad vi der og oversaltede den med tårer.

Vi kyssede farvel foran rigshospitalet. Mange gange.

Han skulle op og tage hospitalstøj på, og jeg skulle hjem og putte vores piger, der havde sms’et mig bekymret en milliard gange, og gerne ville have mig hjem.
Jeg havde lige meget lyst til at være begge steder…

Jeg måtte holde bilen ind til siden et sted på Frederiksberg, og tude færdig.

Kom hjem, puttede børn, talte med min fætter, kollapsede i en bunke børn, der alle fire lå i min seng, eller på madras op af.

Skrev godnat med min Ninja.
Skrev godmorgen da vi vågnede, inden de kørte ham på operationsgangen.

De opererer på ham endnu, og er først færdig i aften.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv.
Har ikke lyst til at se nogen mennesker.
Tog ud på hospitalet og gik rundt.
Tog hjem igen og tog et langt bad.
Henter børn om lidt.

Alt det som mad har fyldt den sidste tid – med præ-operations opfedning og “lad-os-bare-du-kommer-ikke-til-at-spise-længe”-undskyldninger – og i dag har jeg ikke haft lyst til andet, end en håndfuld slik jeg har stjålet fra mine børn.
De burde lære at gemme den slags bedre…

10/4/15
IMG_20151004_122931

Om upassende måder at fejre sin fødselsdag på

Forleden skrev jeg om hvordan min telefons klamme ordbog, sendte skræmmende sms til kollega.

Yayoi Kusamas navn er åbenbart noget telefoner vælger at kløjs i – således fik jeg følgende sms tilbage fra min søster, da jeg ønskede hende tillykke med fødselsdag i fredags:
IMG_20151004_122931
Interessant måde at fejre sig selv på.

I fredags var jeg selv til personalefest, med den tåkrummende kombination buffet/bowling.

Jeg bowler lige så dårligt som jeg synger, og trængte gevaldigt til at tænke på noget andet end min Ninjamans forestående operation, så brugte derfor aftenen på at drikke væsentligt flere fadøl end jeg burde have gjort.

Buffet/kusse har jeg aldrig oplevet, men jeg tænker det kunne slå buffet/bowling i akavethed?
Lige akkurat.

Kids-world.dk – En Verden af Børnetøj
Fri Fragt og 14 dages Fuld Returret

10/2/15
foto-2

Om anti-vegetar-propaganda

Jeg var vegetar fra jeg var barn, og indtil jeg selv fik børn, men spiser nu kød med stor fornøjelse – måske lige undtaget når pigerne tegner ansigter på kød i tilbudsaviserne , og derved minder mig om, at det engang har været levende.

Efter at jeg i en periode havde en veganer-kollega, der havde alt for travlt med konstant at blande sig i og kommentere på andres madvaner, sad jeg med min (voksne) fætter, og talte om hvordan det ville være, hvis man var lige så glødende vegetar-modstander, som nogle vegetarer var kød-spise-modstandere.

De mest glødende modstandere af vegetarianisme (vegetarisme?) må vel være dem det går ud over: grøntsagerne!

Så vi påbegyndte fremstillingen af en lille anti-vegetar-demonstration i ler, som jeg netop snublede over fotos af:
foto-2
foto-1
foto
Har fneset en del over dem, og tænkt vi måtte fremstille lidt flere.