Om godt legetøj, i svære situationer

(Reklame, da jeg har modtaget betaling, i form af legetøj)

Da mine børn blev spurgt om de ville teste Playmobils børnehospitals-serie,var det en nem beslutning at sige ja – både fordi det er noget af det legetøj de leger allermest med, og fordi jeg tænkte det var en god indgangsvinkel til at få talt med børnene (særligt den mindste)om deres fars sygdom.

Yngstebarnet blev helt ufatteligt glad da hun åbnede kassen med Playmobil i, der ankom en helt almindelig, kedelig mandag.
IMG_20150917_185316
Hendes far havde ondt efter biopsi, og lå og sov, teenagesøster lavede lektier, og mellempigerne var hjemme hos venner – så til min store skræk indså jeg at det hvilede på mine skuldre, at få samlet det hele – for at lade hende vente til mere kompetente samlere var til stede, nænnede jeg ikke…

Jeg er ikke særligt glad for opskrifter og manualer, men når man samler den slags skal de følges mere end nøje.
(Dette erfarede jeg mere end en gang, hvor jeg småbandende måtte skille det jeg havde improviseret igen…)

Min lille assistent stod for samling af Playmobilfigurer og smådimser,og mens hun gjorde det, begyndte hun at lege med det.

Det var rigtigt hyggeligt at sidde og lytte til hendes sniksnak, og jo mere hospitalet tog form, jo mere gjorde hendes leg også,og jeg fik helt kuldegysninger, da hun begyndte at lege, at en dreng havde “noget med kæben” og skulle opereres – ligesom hendes far.
IMG_20150917_234132
Da vi fortalte børnene om at far var syg, havde hun virket ret uinteresseret, og vi havde tænkt at hun måske var for lille til at forstå det – men det var tydeligt i hendes leg, at hun havde forstået meget, og at det var noget der bekymrede hende.

Jeg viste hende hvordan røntgenapparatet virkede, og fortalte om de scanninger hendes far havde fået imens.
Da hun var færdig med at scanne drengen, viste jeg hvordan han skulle bedøves, inden han fik taget prøver ud af kæberne, og dette gjorde hun også, med stor entusiasme.

Så fulgte en samtale hvor hun styrede lægen, der sagde til drengen at han skulle stoppe med at tude, og informerede ham om at han skulle “skæres i hovedet”, og “måske skulle dø”.

Her skyndte jeg mig at gribe en anden læge, der gav drengen en noget blidere besked, og forsikrede ham om at han ikke skulle dø, og sammen opererede vi ham, lagde hans ben og hoved i gips, lavede suppe til ham, og tog gipsen af ham igen, og glædede os over hvor fin og rask han blev.
IMG_20150929_125939
Jeg havde forestillet mig at legetøjet måske kunne starte en samtale om det vi er i, men at det kom så nemt, og hun havde gjort sig så mange tanker omkring det, anede jeg ikke…

Playmobils børnehospitals-serie er utroligt detaljeret, og jeg tænker at man som forældre vil kunne bruge det til at afdramatisere ting der skal ske.
Der er fx en tandlæge (der ikke engang er særligt dyr), som man kan bruge til at lege med tandlægeforskrækkede børn med, eller en røntgenklinik, hvor man kan gennemgå hvordan undersøgelser er.
Selve børnehospitalet er lidt dyrt, men der er samtidigt også utroligt mange timers leg i det, og det indeholder både detaljeret operationsstue og senge til både børn og babyer.
IMG_20150918_074231
Da mellempigerne kom hjem, kastede de sig over legetøjet med lige så stor begejstring som lillesøster, og påbegyndte en dramatisk leg, med trillingefødsler, ulykkelig kærlighed, og en lang række børn der havde værer udsat for ulykker, og skulle hentes i ambulancen (der iøvrigt kan have både lys og udrykning på).
Her kunne jeg se at også de bearbejdede frygt, da de både behandlede en dreng der skulle opereres i kæben, og der var et barn der havde en faldulykke, helt magen til den næstmindstebarnet havde sidste år, som de begge har været meget påvirkede af siden, fordi det havde været så dramatisk.

Hospitalet bor fast på vores spisebord, for de leger med der flere gange om dagen, og det kan ikke svare sig at pakke det væk.
Selv os voksne og teenageren tager os selv i lige at stille de små hospitalssenge pænt på række, når vi går forbi, og naboens søde datter har været og lege med det i timevis, sammen med mindstebarnet.
Jeg kan godt lide at smålytte lidt til deres samtaler, og tænker at jeg på denne måde har mulighed for at gribe de oplæg til spørgsmål om deres fars sygdom der måtte komme, uden at det bliver forceret.

Må jeg høre jeres erfaringer, med at bruge leg, som indgangsvinkel til at tale om noget svært?
Er der nogen af jer der har prøvet at lege, eller tegne, eller læse om det, og på den måde åbnet for mulighed for dialog med børnene?
Erfaringer modtages med kyshånd!
13-006657_360
Dette indlæg er sponsoreret, i form af legetøj til test – men jeg har valgt at skrive langt om det, da jeg selv blev overrasket over hvor godt det har været at tale om svære ting, med legetøjet som hjælp.
Jeg kan varmt, varmt anbefale det!

Min mening er ikke købt, den er ganske ægte (hvilket den iøvrigt altid er – hvis jeg ikke kan lide ting, ubdlader jeg som regel at skrive om det).
Linksene er affiliate – hvilket betyder at jeg tjener en lille procentdel,hvis nogen køber noget igennem dem.

15 thoughts on “Om godt legetøj, i svære situationer

  1. Hos os er det mig der er “skramlet” og som singlemor kan det være svært at skåne dem. Jeg er kæbe opereret et par gange, men ledelser slidt og går jævnligt fra. Hvilket giver mig et meget begavet udtryk med vidt åben mund. Det gør samtidigt latterligt ondt. Da min kæbe er så ødelagt som den er skal jeg på kæbe kirurgisk for at få den på plads da det kræver noget viden. Kæbe kir er 1 1/2 time væk hjemmefra. Altid et sjovt dilemma smertestillende der fremmaner de lyserøde elefanter og vente en evighed på transport eller køre selv og hurtigere få det overstået.

    Det helt store hit og en gruppe mennesker jeg er uendeligt taknemmelige er sygeplejesker med u anede mængder af slik/småkager og tålmodighed når de har været med på slæb. De gør at de 2 yngste stadig forbinder sygehuse med hygge. Den ældste har været alvorligt syg som lille så han er tabt som fan af hvide kitler.

    Proff. Hjælp. Den gjorde ondt på mit ego. Men de har alle 3 snakket med en psykolog. Det at få vendt forbudte tanker et fredet sted. De 2 af dem går i børne grupper 1 gang om måneden med andre børn af kronisk smertepatienter. Hende på 11 vil hellere passe hendes sport.

    De skriver alle 3. Lego og minecraft verdener kan også havde et syge tema.

    Jeg har været med i skole og fortalt deres klassekammerater om hvorfor jeg er som jeg er og skrevet på intra sådan lidt af tabuet forsvinder.

    Og så snakker vi bare om det når det er naturligt. Både om jeg tiltider er ret udulig, men tilgengæld er jeg altid hjemme :). Pussigt nok har mine unger udviklet en ret sort humor.

    Men jeg har så også været skrammel ret længe og vil kun blive være ( mine knogler smuldre, så slidgigt til hverdag og ud af led når der skal ske lidt for at bryde det monotone i konstante smerter, feeeest) Så det er noget andet. Det er blevet hverdag.

    • Hvor er du sej!! Og hvor lyder det bare vildt hårdt…
      Synes det lyder som en god idé med børnegrupper. Vi er foreløbigt ved at undersøge mht psykolog til børnene

  2. Min datter havde som 5 årig (for mange år siden) meningokok menegitis og var meget tæt på at dø af sygdommen. Hun brugte meget at lege oplevelserne ud af kroppen med en dukke og div. læge legeting da hun kom hjem. Incl. brug at lidt bandage og sprøjter (uden nåle dog ?), som hun fik med hjem. Det var en rigtig god hjælp for hende. Senere er vi blevet en del klogere på, at traumatiske oplevelser omkring sygdom ofte også kræver terapeutisk behandling – så vær obs på, om børnene kan have brug for at tale med professionelle folk om det.

    • Årh det lyder barskt… Godt hun kom sig!!
      Vi er ved at finde psykologhjælp til pigerne, ihvertfald de tre største. Mindstepigen tænker jeg har mere glæde af at tale med os, og måske især lege det ud?

      • Kære Superheltemor

        Nu er jeg ikke helt klar over, hvor gammel jeres yngste er, men jeg ved, at man hos nogle børnepsykologer kan gå i legeterapi, hvor man netop bruger leg til at bearbejde de svære ting. Jeg tænkte bare, at jeg lige ville nævne det. Jeg håber ALT godt for jeres familie.

        Knus og god karma til jer!

  3. Grace kan ikke huske mig inden jeg fik sclerose for hun var kun et et halvt. Jesse , han blev jo ligesom født ind i det hele da jeg fik sclerose mens han lå i maven.Da jeg er synligt handikappet og kun kan gå udenfor med enten rollator eller stok, så snakker vi jævnligt om sclerosen. Den er aldrig en hemmelighed eller noget der ikke snakkes om. Jeg kan som sådan ikke dø af sclerose men jeg kan af en træls bivirkning (skulle jeg være den uheldige 2% men det er jeg ikke) så det er rimeligt nemt, at snakke om sygdommen. Ungerne er ret glad for, at jeg har sclerose når vi er i Legoland for så skal vi ikke stå i kø:o) Grace har til tider spurgt om hun også får sclerose, om det smitter og om jeg kan dø af det. Så tager vi en snak om det. Ungerne er med en gang i mellem med når jeg er på sygehuset og få medicin (det er jeg hver 4 uge i et par timer) de synes det er så sejt med nåle, drop og blod. Jeg vænner mig aldrig til det. Vi deltager ikke i noget sclerose relateret for jeg har ikke behov men ungerne udtrykker heller ikke behov for det. Grace går i klasse med en pige (også hendes gode veninde) hvis far har sclerose. Da de var lidt yngre snakkede de sommetider om det men nu er de 10 år og snakker ikke så meget lige om det. De har dog hinanden. Jesse spørger også en gang i mellem til sclerosen men det er mere om jeg savner at løbe eller gerne ville kunne hoppe:) Jeg ville ikke tøve med at sende vores børn til psykolog, hvis vi følte de havde brug for det. Jeg tror på man IKKE skal skjule noget og altid svare ærligt på børns spørgsmål. Så er det ikke så farligt alligevel og de vil turde stille spørgsmål. Nu er det selvfølgelig noget helt andet med jer men I kender jeres børn bedst og derfor ved I også bedst, hvordan de vil ha’ det bedst med det hele. Jeg håber det allerbedste for jer og sender jer mange tanker. Det er sejt du skriver så åbent om det hele. Knus herfra

    • Tusind tak fordi du deler jeres erfaring! Lyder hårdt, med en sygdom der “fylder” sådan som din gør… Godt i er så gode til at fokusere på det gode!
      Kram til dig

  4. En rigtig fin beskrivelse af, hvad legetøj kan, når det er bedst.

    Og så synes jeg i øvrigt at det er så supercool, at du altid skriver helt som det er – det her har jeg fået gratis, et affiliate link er sådan og sådan osv. Gid alle bloggere gjorde det, det ville skabe så meget mere troværdighed.

  5. Spændende indlæg. Som mor til en lille dreng med hjertefejl, tænker jeg selv på, hvordan jeg skal forklare hospitalsbesøg for ham, når han bliver stor nok til at forstå det. Han klarer sig nu rigtig godt, så det er ikke fordi vi render hospitalet på dørene (kun lidt).
    Rigtig god bedring til superhelte-ninja-mand.

  6. Jeg fik først set en psykolog næsten ti år efter min mors kræftsygdom (hun blev heldigvis rask). Jeg var 15, da hun blev syg og set i bakspejlet skulle jeg allerede dengang have takket ja til hospitalets tilbud om psykologhjælp. Min pointe er, at en psykolog altid er en god ide – også når det hele ender godt, for der sker noget med ens verden, når de forældre, man troede var uovervindelige, pludseligt alligevel er lidt skrøbelige.
    Tænker rigtigt meget på jer og håber, det snart er vel overstået <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *