08/24/15

Om at lære at holde af hverdagen, igen

Det tidspunkt på året hvor jeg synes det er sværest at være optimistisk og fokusere på de gode ting i livet, er hverken i blæsende november eller sjappede januar – men i solrige august.

Det er som om alting føles forkert hele den første måned efter sommerferien, og istedet for at glæde mig over alle de varme dage der kommer, bemærker jeg den snert af efterår der er i luften, og fyldes med tungsind, ved tanken om at skulle stå en hel vinter igennem om lidt.

Hvert eneste år efter sommerferien virker måden vi lever vores liv på forkert: efter fem ugers tid og nærvær, virker 40 timers arbejdsuger, tidspres, og pligter simpelthen naturstridigt.

Jeg bruger lige dele tid på at være rasende på mig selv over at jeg ikke er millionær, så jeg kunne gå herhjemme med lækker mand og kysse, i al den tid hvor jeg ikke skrev spændende romaner; have overskud til at lytte til alle de ord der kommer ud af mine mange børn; møde op til alt der bliver inviteret til i skole og børnehave; og tage familie med på spændende rejser i ferier og weekender – og på at fantasere om at sælge alt jeg ejer, hive min børneflok ud af hverdagen, og blaffe verden rundt, mens vi lever af nærvær, kærlighed og livsvisdom.

Min familie bakker på ingen måde op om mulighed 2 (altså: den med fattigdom og rejseri), men er anderledes støttende omkring millionærambitioner.

Problemet er, at jeg på ingen måder har valgt en karriere med millionærpotentiale, og derfor ser mit post-ferie-liv sådan her ud:
how-well-i-sleep-at-work-watching-movie-driving-laying-in-bed-at-night
Jeg bruger seriøst mange nætter for tiden, på at ligge og skiftevis gruble over videreuddannelsesmuligheder; være sur på mig selv over at sidde her og både være halvgammel og helfastlåst; og på at lægge planer i tilfælde af zombieapokalypsen .
( og ja: jeg ved godt at den sidste del ikke umiddelbart hænger sammen med resten, men ulogisk nok, er zombieskræk/selvhad et lige så velkendt par som salt/peber, Løkke/fadøl, chokolade/Netflix, inde i mit hoved .)

Kronisk søvnunderskud, på grund af natligt selvhad, gør mig sjovt nok ikke til bedre selskab, hverken for mig selv eller andre – men jeg prøver hårdt på at tænke positivt, og glæde mig over de små ting .

Således har jeg de sidste dage glædet mig lidt over humoren i følgende samtale, som jeg havde med mit børnehavebarn da jeg hentede hende i fredags:

Mor(melodramatisk sukkende):” åh hvor bliver det dejligt at have weekend med dig nu, min skat. Jeg har virkelig savnet dig i dag!”

Barn(nonchalant ligeglad):” nå. Jeg har faktisk slet ikke savnet dig!”

Mor(fedtende):”heller ikke bare lidt?”

Barn(nølende):” okay… Jeg har savnet halvdelen af dig!”

Mor(forvirret):” øh, halvdelen? Hvilken halvdel er det så?”

Barn(kæk):” din mås! (klask!) Fordi den BLÆVRER! (klask!)”

Godt så.
Næste gang min hjerne ruller det tunge program med natligt selvhad ud, vil jeg trøste mig med i det mindste at have klaskeværdige balder!