Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg haft tilbagevendende mareridt om jorden der går under, i en sværm af zombier.
De kommer stadig jævnligt, men særligt i perioder hvor jeg er stresset eller ked af det.
Som udgangspunkt bliver jeg hverken mindre stresset eller mindre ked af det, ved at bruge mine nætter på at forskanse mig/løbe med mine børn/lægge overlevelsesplaner eller nakke udøde – men det er åbenbart det min hjerne tror jeg har mest brug for.
På den måde er jeg et ret ulogisk menneske…
Når man er så fyldt af zombie-neuroser, som jeg, ville det være logisk hvis ens familie bakkede op om det, og undlod nogensinde at nævne det forbudte z-ord – men sådan fungerer det åbenbart ikke her: min familie tænker at den bedste hjælp, er hvis de jævnligt fortæller mig hvor godt rustede vi er, hvis zombierne skulle komme.
Således brugte min Ninjaman – der ikke er en flittig læser – hele sin sommerferie på at læse sig igennem hele fem tykke bøger, med slimede zombier på forsiden.
Glad kunne han bagefter oplyse mig om, at hans ringe evner som håndværker vil komme os til gode i zombieapokalypsen: han har et stort lager af gaffatape på lager (da det er det han benytter til de fleste håndværkeragtige opgaver), og har udtænkt en snedig måde at lave zombie-bidsikre dragter til os allesammen ø, ud af det.
Jeg tvivler ikke på at gaffatape er effektivt – vores kælderlampe hænger fx stadig flot:
p
Men det bekymrer mig lidt, at jeg har smittet ham så meget med min fobi, at han bruger hjernekapacitet på at udtænke gaffarustninger…
Mine børn er heller ikke gået fri, og nævner det jævnligt, hvis de opdager nye steder man logisk kan flygte hen, når zombierne kommer.
Mindstebarnet fik en flot enhjørningerygsæk (mærket er “skip hop”)i gave, og den har ikke forladt hendes svedige lille ryg lige siden.
“Jeg skal liiiige pakke min taske!” er standardreplikken, og uanset om vi bare skal i netto og hente mælk, er hun velekviperet, med nypakket rygsæk.
“Mor, hun et faktisk rigtigt god at have med på vores a-team, hvis der kommer zombier!” konstaterede min 8 årige kagemester, da vi stod med enhjørninge-bæreren i Rødovre centeret, og iagttog hvordan hun satte små, vigtige krydser i den notesbog hun hev op af rygsækken.
“I det mindste har hun altid vand med til alle”.
Det sidste er korrekt: hun har altid mindst to fyldte flasker vand på sig, og da vi lidt efter holdt vandpause på en bænk, benyttede vi lejligheden til at få forevist resten af taskens indhold.
Vi måtte konstatere at hendes taskepakning umiddelbart ikke lignede at den var foretaget med zombieangreb for øje: en mindre samling af småsten; en notesbog; en tom sparegris; to sæbeboblepustere; noget flot slikpapir; en enkel klipklap-sko; og nogle små ponyer, var taskens indhold.
Den 8 årige og jeg blev enige om, at vandflasken nok var det eneste zombie-nyttige i den taskepakning – men:
“Nej!” afbrød taskeejeren os “den der klipklapper, ikke? Den kan jeg faktisk slå zombierne med, lige i hovedet!!”
Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt jeg skal være bekymret over neurose-afsmitning, eller imponeret over mit velforberedte a-team?
Flakfortet er til salg. Just saying. Vi missede det da Middelgrunden blev udbudt. Men nu har vi chancen igen ….
Jeg er på! Måske skal.vi være lidt flere om at splejse?
Ja. Folk med gode gener og mange sønner. Jeg har fire børn, heraf kun en søn.
Jeg kan byde ind med en god friværdi til udbetaling på slottet (skal bare have den realiseret uden at manden opdager det, han “tror” ikke på zombier, siger han) og tre store sønner, den ene brandmand og beredskabsuddannet. Det, regner jeg med, vil være nyttigt i det postapokalyptiske.
Totalt nyttig! Manglede jo også drengebørn, til at føre menneskeslægten videre, så alene det er et godt argument – men brandmand er endnu bedre!
Hvis det kan trøste så bruger jeg også alt for meget tid på at forberede mig på det samme.
P.S Zombier kan gå under vandet og komme i land på øer.
Flakfortet er ikke sikkert nok til at holde et angreb tilbage, Just saying.
P.P.S Tænker på et slot med en voldgrav omkring, med sådan en af de der broer der kan hejses op.
Jeg har ikke fundet det perfekte endnu, men skal nok give besked.
Hvis de kan gå under vandet er en voldgrav vel ikke spor bedre. Just saying.
Enig her? Men min teori er at de ikke kan gå under vand. Tror det er for svært at koordinere vandgang, hvis man ikke kan tænke?
Åh jeg fik ikke forklaret det tydligt nok.
Slotte med voldgrave omkring har meget høje og glatte facader så det er umuligt for zombierne
at klatre op.
Det er forfatteren Max Brooks der er kommet med det forslag, han har skrevet flere bøger om hvordan man overlever et zombieangreb og han er overbevist om at verdenshavene bliver fyldt af zombier.
Jeg tør simpelhen ikke andet end at stole på sådan en autoritet.
Det forstår sig…
Den har jeg også læst. Blev desværre mere skræmt end beroliget: han tror totalt på det selv, og det er meget overbevisende!
Men jeg er fortsat uenig i det med at de kan gå under vand. Jeg tror simpelthen ikke man kan koordinere bevægelse i fx bølger, hvis man ikke kan tænke
Måske har du ret..Måske.
Ellers er der plads på mit slot.
Jeg er imponeret over at I vil kæmpe mod zombierne. Jeg ved jeg vil tage mig selv af dage pronto. Der er jeg bare ikke særlig overlevelsesagtig. Har du set The Road? Jeg læste bogen (fejl nr. 1) Jeg så filmen (BIG mistake – Big mistake (a la Pretty Woman sælgerne der ikke ville sælge fint tøj til Vivian). Den er så forfærdelig, og dragende og ulykkelig og håbløs….
Jeg synes den er fantastisk! Min første reaktion var ligesom din: “Shit….hvorfor så jeg den film+ læste den bog???”. Efter ca en uge landede jeg på at det er en af de bedste film (+ bog) jeg har set og læst.
Den deprimerende altså også mig. Og gør det stadig 😉
Pingback: Om at lære at holde af hverdagen, igen | Superheltemors bekendelser