Om lidt af hvert og post-ferieblues

Normalt er jeg ret god til at tænke positivt og glæde mig over små ting, men når sommerferien går på hæld, er jeg altid vanvittigt sortseende, og tilbringer altid den sidste uge af ferien, i en konstant tilstand af vemod – kun overgået af dengang min barsel sluttede.

Teknisk set starter jeg først job på mandag, men i stedet for at få skrevet nogle gode blogindlæg, lidt roman eller den artikel jeg har deadline på om lidt, bruger jeg tiden på at jamre indvendigt, over ikke at have nået det.

Bruger dog også noget tid på at tænke alt for negative tanker om den biopsi Ninjaman fik taget i forgårs, og får svar på næste uge; forhåndsbekymre mig over hvor meget jeg kommer til at savne børnene i hverdagen; ærgre mig over nogle yndlingsopgaver på arbejdet som bliver taget fra mig efter ferien; være sur på min røv, der har udvidet sin størrelse med imponerende 5 kilo, siden jeg fik hormonspiral for to mdr siden; og panikke lidt over hvordan vi klarer endnu et års logistik, med møder og legeaftaler, fritidsaktiviteter, aflevering og hentning af unger, lektier, fuldtidsjobs og bijobs, og indklemning af bare en lille smule tid til at se andre mennesker også.

Hvis man får points for at multitaske, ville jeg score rekordhøjt for min evne til multibekymringer for tiden!

Burde give mig selv nogle mentale lussinger, blive bedre til at være glad disse sidste feriedage, og komme videre.
Det gør jeg hermed.
Av!

Her er de ting jeg vil glæde mig over resten af ferien:
Uanset hvor meget den nærmer sig en afslutning, har vi stadig haft en rigtigt lang, fantastisk ferie, hvor vi ikke har lavet særligt meget andet, end bare være sammen.
Og sommerhusminderne ser sådan her ud:
76201511216
Himlen er blå i dag.
DSC_0009
Min have har været så betænksom at dække mount-doom-af-skrald med pæne blade.
Det ser jo næsten ud som om det er meningen?
Føler mig klart mindre presset over at skulle fjerne den, når den af sig selv ligner en grøn kunstinstallation – kan vi ikke bare lade den være?
IMG_20150804_155622
I går havde jeg mine tre yngste piger med på modemesse og til fremvisning af børnetøj fra marmar, og de var totalt hyggeligt selskab!
Mindstebarnet fandt en masse kluns hun ønsker sig, og de to andre fik masser af inspiration til deres designerdrømme, og brugte lang tid om eftermiddagen, på at sidde i haven og designe kjoler selv.
IMG_20150805_150633
Jeg har netop læst denne fine bog: “Tidens væsen” af Ruth Ozeki, Forlag “Tiderne skifter”.

En helt utroligt tankevækkende og smukt skrevet roman.
Kan varmt anbefales – bogen har rumsteret rundt i udkanten af min bevidsthed lige siden jeg begyndte at læse den, og jeg kan stadig ikke helt slippe den.

Har fortalt mine piger så meget om bogen (altså kun de børnevenlige detaljer fra den, iblandet lidt af det jeg ved om japansk kultur), at de her til formiddag plagede om at male japanske billeder, og malede efter billeder af Hokusai:
DSC_0145
(Malet af frk fantastisk)

Nå, nu blev jeg faktisk i bedre humør, bare af at skrive om det.
Vil hive en bog og nogle børn med mig ud i solen!

14 thoughts on “Om lidt af hvert og post-ferieblues

  1. Holdnukæft hvor de altså kønne, de børn! Tak for boganbefaling! De plejer at gå rent ind. Jeg vil kvittere med en den anden vej: “Jordemoderen fra Hope River”, af Patricia et-eller-andet. En rigtig feel-good bog.

    • “jordemoderen fra Hope river” var jeg også glad for! Har læst den to gange – og vist også anbefalet den?
      Tak for din søde kommentar!

  2. Jeg har det ligesom dig, når sommerferien er ved at slutte. Men jeg tror, at vi skal glæde os over, at vi er triste over at ferien slutter. Tænk dem, der ikke kan vente på at komme på arbejde igen, fordi de ikke gider deres familie eller børn. Se den er god ikke…. 😀
    Det har jeg tænkt rigtig meget på her i den sidste uge, hvor jeg har ondt i maven over, at jeg ikke længere skal være sammen med mine børn det meste af dagen.

  3. Ja, vemod føler jeg også nu 6 ugers ferie er næsten er slut. Men hold vi har nydt dem, trods en bil der pludselig gik stykker i England…. Vi nyder det sidste af ferien men strandtur og burgere, pizza og andre usunde ting.. Og film efter film. På mandag er det i gang igen. Tror nu ungerne glæder sig til at deres venner:) Nyder lige i øjeblikket at blogge om vores ferie:)
    Go’ sidste feriedage til jer.

    • Øv!! Men stoppede din vægtøgning igen? Jeg holder enormt meget igen med mad, og tager alligevel et halvt kilo på om ugen:(. Er bange for det bliver ved sådan?

  4. Kan altså varmt anbefale en kobberspiral, eneste minus er øget menstruations mængde. Jeg fik meget uren hud af hormon spiral og det gjorde et par af mine veninder også. Og kobberspiral koster kun 300 🙂 Og ingen vægt øgning.

    • Det tør jeg ikke: har tabt to kobberspiraler, og begge gange blevet gravid (barn 3 og barn 4);)

      • Ej det er du simpelthen nødt til at uddybe!!! 🙂 Nu bliver jeg helt nervøs! Hvordan tabe?? Bare sådan uden at mærke det? Fuuuck!!

        • Opdagede det begge gange – den ene gang var jeg så blevet gravid, så måske havde den siddet skævt. Den anden gang blev jeg gravid efter den var røget ud. Må have sjusket…
          Men min læge siger det er ret sjældent at kroppen afstøder dem, jeg må have været uheldig (eller heldig – er ret glad for de børn jeg fik af det!;))

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *