Mies blog, nomdemie, har jeg fulgt lige siden den startede.
Jeg elsker hendes små sarkastiske lego-kommentarer, og kan fnise højt af hendes snørklede metaforer, varierede sprog og selvironiske skrivestil.
Læs hendes blog!
Gæsteblogger: nomdemie.
Den sidste rygsækrejse og det, der fulgte
Da jeg blev gravid med vores første barn, gik der lige præcis to uger, før min kæreste og jeg også havde vores første familieskænderi. Han mente, at den bedste måde at forberede det kommende forældreskab på, var at lægge så mange penge som muligt til side. Jeg mente, at den bedste måde at forberede det kommende forældreskab på, var at fyre hele vores opsparing af på en sidste omgang backpacking.
Jeg vandt.
Så den sommer så vi Mexico på tre uger. Jeg var småbitter over hverken at kunne ryge billige cigaretter eller høvle margaritas og døjede lidt med træthed og varmen, men ud over det var det en god tur. Vi tullede rundt i Mexico City, gik på museer og cafeer og så Frida Kahlos hus. Rejste rundt på Yucatan-halvøen, boede i en gammel pirat-by, badede i det Caribiske Hav, så Maya-ruiner, besøgte et fuglereservat og købte en flamingo i træ til at hænge op i det kommende børnehjørne i vores lillebitte 2-værelses. Fløj til vestkysten, gik på marked i Guadalajara og badede i Stillehavet. Og fordi jeg insisterede, tog vi helt op nordpå, stod umenneskeligt tidligt op og ventede i timevis på en togstation ude midt i ingenting to dage i træk for at få pladser på den berømte Copper Canyon Railway; og jeg sov selvfølgelig som en gravid sten, da vi endelig nåede til solnedgang og dermed højdepunktet på den 12 timer lange togtur. Vi tog tilbage til Mexico City, så pyramiderne i Teotihuacán – det lykkedes mig at skænde kulturarven på passende vis, da jeg morgenbrækkede mig lige foran indgangen – og gik tur i den zoologiske have. Og så rejste vi hjem til nakkefoldsskanning i sikker forvisning om, at vi naturligvis var den slags forældre, der ville bruge de næste mange ferier på at backpacke langs Mekong-floden eller proppe vores kommende børn i et folkevognsrugbrød og køre tværs gennem Centralasien.
Åh, jeg må le… For der var selvfølgelig to ting, vi havde glemt at regne med:
1) Penge. Vi endte med at få tre børn på fire år, på SU og med skiftende bopæl undervejs. Så selvom det teknisk set ville have været muligt for os at spare op til en ferie i Asien, så er selv jeg blevet så fornuftig, at jeg hellere vil bruge mine spareskillinger på en udbetaling end på en rejse, der i bedste fald ville blive en udholdenhedskonkurrence og i værste fald et mareridt. Hvilket bringer mig videre til:
2) Børn. Min 6-årige søn, der dengang var med i maven i Mexico, har alle dage været et medgørligt barn, men mine tvillingepiger på 3 har ikke deres brors rolige gemyt. Faktisk indretter vi al transport efter den såkaldte tvillinge-konstant på en halv time, da det er det maksimale tidsrum, de kan sidde stille i bilsæde/klapvogn; alt derudover kræver enten iPads eller bedøvelsespile. Så to døgn i en flodbåd på Mekong ligger ikke lige for.
Som de fleste andre småbørnsfamilier, har vi indtil videre holdt nogle stille og rolige sommerferier, og det mest eksotiske sted, vi har været, siden vi blev forældre, er en ferielejlighed i Norditalien. I år har vi lejet et sommerhus. I en uge. På Sjælland. (Kan I mærke vildskaben ulme?)
Og det er sgu helt fint. Jeg drømmer stadig om fjerne vidder og friheden i en flybillet, en rygsæk og ingen faste planer, jeg har stadig udlængsel og rejsetrang. Men det skal jo nok komme en dag, siger jeg til mig selv, mens jeg tjekker priser på Den Transsibiriske Jernbane og memorerer spanske høflighedsfraser. Vi har snakket om at tage på interrail, når børnene er blevet lidt større, og indtil da er jeg egentlig okay med at sidde i et sommerhus ved Isefjord og spille Matador og lege vandkamp. I det mindste kan jeg drikke alle de margaritas, jeg vil, når børnene er puttet.
“Vaya con dios, min gode mand! Dónde está nærmeste Taco Bell?”
Pingback: Omdirigér! | nom de mie
Jeg har en idé. Snor i tvillingerne og så lade dem svømme efter båden på Mekong floden, når de bliver for krudtede.
Der sker noget besynderligt, når man får de der børn. Man havde de bedste intentioner om, at det ikke ville blive en hindring for noget som helst. Men det er bare lettere, mere hyggeligt og mere beroligende at sætte barren lidt lavere eller et andet sted.
Min mand og jeg drømte om Seychellerne, men var enige om, at den eksotiske tur ville vi tage, når/hvis vi engang fik børn. Det perfekte sted med dejligt klima, ingen giftige dyr og intet andet besynderlige, man kan blive syg af. Heldigvis rejste vi til Seychellerne INDEN der kom børn og havde en fantatisk ferie på Praslin og La Digue i bountyland (Og jeg nåede at have en mavevirus, så jeg brækkede mig eksplosivt ud over badeværelset, da vi lige havde fået nøglerne til værelset på La Digue). Vi drømmer om at komme tilbage; men rejsen var svinedyr for to. Har regnet prisen ud til at være noget nær ubetalelig for en familie på fem.
Så efter børnene kom – den første for 11 år siden, har der kun været et par (4) all inklusive charterrejser, en smuttur til Harzen og en 3 dage lang storbyferie. Resten har været ferie i sommerhus. Sommerhus er også hyggeligt, men vi længes efter bountyferien og børnene elsker tanken om hvidt sand og turkisblåt, lunt hav med koraller og spændende fisk.
Vejen til forældreskabet er brolagt med gode intentioner… Og flybilletter til fem mennesker ER vanvittigt dyrt. Men vi skal nok få en bountystrand at se igen!
(Og apropos snor i børnene: I den store park i Mexico City solgte de ved indgangen sådan nogle seler til små børn, altså som en slags hundesnor. Dengang grinte vi lidt af det. Siden har jeg mange gange tænkt, at det ikke var verdens værste idé…)
Jeg løfter IKKE øjenbryn, når jeg ser en gå-sele. Jeg synes, det er genialt. Jeg har nogle gange brugt det. For når ens barn pludselig river sig løs, spæner af sted og råber Faang Miig ude midt på vejbanen.. ja så giver det en meget mere stabilt blodtryk. Man behøver jo ikke bruge det hver gang, men nogle gange er det smart. Barnet får en følelse af frihed, fordi det ikke gå med den ene arm strakt op over hovedet og mor slipper for ondt i ryggen af at gå helt skævt. Win win 🙂 Generelt har mine unger været gode til at blive hos os; men der har været udfald af uventet utilregnelighed.
Hvor hyggeligt du er her som gæsteblogger:-).
Jeg har altid( som i lige siden min første Sydamerika-rejse med Hjalte Tin og Nina Rasmussen-bog med i rygsækken, fordi jeg havde fået den som afskedsgave) forestillet mig at jeg skulle rejse verden tynd med børn. Folkevognsrugbrød og cykeltur gennem Europa og alverdens ting. Men så ramte virkeligheden. Både børn med særlige behov og især også lige det med pengene. Der er jo desværre en verden til forskel på at spare op til en enkelt billet, når man er 19 år og kan leve på en sten. Og så på fem billetter ud af en trængt småbørnsfamilie-økonomi.
Jeg satser på at det der med ‘den anden ungdom’ når børnene flytter hjemmefra, er noget folk har ret i. Men det bliver jo nok aldrig det samme…
Jeg kan måske få pensionist rabat på rejser, når børnene er flyttet hjemmefra. Og få et par bærere til at bære mig, mit gangstativ og mine inkontinensbleer gennem junglen. Sådan er det at være over 40 og den ældste kun lige er på grænsen til at være teenager 😀
Som sagt, drømmen lever…