07/23/15

Gæsteblogger: Mie, fra nomdemie

Mies blog, nomdemie, har jeg fulgt lige siden den startede.
Jeg elsker hendes små sarkastiske lego-kommentarer, og kan fnise højt af hendes snørklede metaforer, varierede sprog og selvironiske skrivestil.
Læs hendes blog!

Gæsteblogger: nomdemie.

Den sidste rygsækrejse og det, der fulgte

Da jeg blev gravid med vores første barn, gik der lige præcis to uger, før min kæreste og jeg også havde vores første familieskænderi. Han mente, at den bedste måde at forberede det kommende forældreskab på, var at lægge så mange penge som muligt til side. Jeg mente, at den bedste måde at forberede det kommende forældreskab på, var at fyre hele vores opsparing af på en sidste omgang backpacking.

Jeg vandt.

Så den sommer så vi Mexico på tre uger. Jeg var småbitter over hverken at kunne ryge billige cigaretter eller høvle margaritas og døjede lidt med træthed og varmen, men ud over det var det en god tur. Vi tullede rundt i Mexico City, gik på museer og cafeer og så Frida Kahlos hus. Rejste rundt på Yucatan-halvøen, boede i en gammel pirat-by, badede i det Caribiske Hav, så Maya-ruiner, besøgte et fuglereservat og købte en flamingo i træ til at hænge op i det kommende børnehjørne i vores lillebitte 2-værelses. Fløj til vestkysten, gik på marked i Guadalajara og badede i Stillehavet. Og fordi jeg insisterede, tog vi helt op nordpå, stod umenneskeligt tidligt op og ventede i timevis på en togstation ude midt i ingenting to dage i træk for at få pladser på den berømte Copper Canyon Railway; og jeg sov selvfølgelig som en gravid sten, da vi endelig nåede til solnedgang og dermed højdepunktet på den 12 timer lange togtur. Vi tog tilbage til Mexico City, så pyramiderne i Teotihuacán – det lykkedes mig at skænde kulturarven på passende vis, da jeg morgenbrækkede mig lige foran indgangen – og gik tur i den zoologiske have. Og så rejste vi hjem til nakkefoldsskanning i sikker forvisning om, at vi naturligvis var den slags forældre, der ville bruge de næste mange ferier på at backpacke langs Mekong-floden eller proppe vores kommende børn i et folkevognsrugbrød og køre tværs gennem Centralasien.

Åh, jeg må le… For der var selvfølgelig to ting, vi havde glemt at regne med:

1) Penge. Vi endte med at få tre børn på fire år, på SU og med skiftende bopæl undervejs. Så selvom det teknisk set ville have været muligt for os at spare op til en ferie i Asien, så er selv jeg blevet så fornuftig, at jeg hellere vil bruge mine spareskillinger på en udbetaling end på en rejse, der i bedste fald ville blive en udholdenhedskonkurrence og i værste fald et mareridt. Hvilket bringer mig videre til:

2) Børn. Min 6-årige søn, der dengang var med i maven i Mexico, har alle dage været et medgørligt barn, men mine tvillingepiger på 3 har ikke deres brors rolige gemyt. Faktisk indretter vi al transport efter den såkaldte tvillinge-konstant på en halv time, da det er det maksimale tidsrum, de kan sidde stille i bilsæde/klapvogn; alt derudover kræver enten iPads eller bedøvelsespile. Så to døgn i en flodbåd på Mekong ligger ikke lige for.

Som de fleste andre småbørnsfamilier, har vi indtil videre holdt nogle stille og rolige sommerferier, og det mest eksotiske sted, vi har været, siden vi blev forældre, er en ferielejlighed i Norditalien. I år har vi lejet et sommerhus. I en uge. På Sjælland. (Kan I mærke vildskaben ulme?)

Og det er sgu helt fint. Jeg drømmer stadig om fjerne vidder og friheden i en flybillet, en rygsæk og ingen faste planer, jeg har stadig udlængsel og rejsetrang. Men det skal jo nok komme en dag, siger jeg til mig selv, mens jeg tjekker priser på Den Transsibiriske Jernbane og memorerer spanske høflighedsfraser. Vi har snakket om at tage på interrail, når børnene er blevet lidt større, og indtil da er jeg egentlig okay med at sidde i et sommerhus ved Isefjord og spille Matador og lege vandkamp. I det mindste kan jeg drikke alle de margaritas, jeg vil, når børnene er puttet.
image5
“Vaya con dios, min gode mand! Dónde está nærmeste Taco Bell?”