Vi har ind til nu kun haft et enkelt toilet i huset, hvilket ikke altid har været helt nok, til en seks personers husstand, med diverse gæster.
Mængden af diskussioner omkring hvem der har mest ret til at benytte porcelænstronen først, har været støt stigende i takt med at ungerne blev større, og derfor var et nyt badeværelse også en del af planerne, da vi byggede til.
Vi er stadig ikke helt færdige med badeværelset, men dagen inden min fest fik vi sat toilettet op, hvilket var supergod timing.
Så nu står det fint og troner, i et stort, tomt rum.
Da vi ser vores naboer og deres børn en del, og endda har lavet en låge i hækken så vi nemmere kan besøge hinanden, virkede det som en god idé at sætte noget plastik for nederste del af vinduerne, så naboen ikke vadede gennem hækken, med frit udsyn til toiletbesøg.
Vi målte en del på hvor højt plastikken skulle nå, for at kunne dække nok, selv hvis høje mennesker gik forbi lige foran vinduet.
Det virkede som en fin løsning.
Troede jeg…
For jeg har lige rejst mig fra tønden, hvor jeg pludselig oplevede en akavet form for øjenkontakt, med en af mine børns veninder, der åbenbart kan gynge særligt højt.
Tror lige jeg skal have fyldt lidt mere dækplastik for ruderne, inden vi også får fungerende bademuligheder derude!
Tak for fin malende beskrivelse *loool*
Altid noget, I opdagede det nu..
Ha ha : )
Vi fik lavet vores badeværelse for nogle år siden.. Da badeværelset var færdigt og taget i brug var der noget malerarbejde der skulle rettes. Malerlærlingen bankede hverken på yderdør eller badeværelsedøren (låser den altså ikke hvis jeg er alene hjemme!) – var også ret akavt!
Og tillykke med ekstra badeværelse : ) det ønsker jeg mig også..