Nå, valget gider vi ikke tale om, så hellere lidt føljeton…
Undskyld jeg forlod føljetonen et sted hvor flere af jer syntes den var barsk læsning.
Det var på ingen måde et forsøg på at skræmme nybagte mødre, så nu skynder jeg mig videre med næste afsnit, så i kan se at det ender godt!
—–
Føljeton, del 28
Babyen skulle døbes, og vi havde sat dato, aftalt med præst, ansøgt om specielt navn, og sendt invitationer ud til 70 mennesker, der stort set alle kunne komme – men jeg havde intet overskud, vi havde absolut ingen penge, og jeg plagede om at vi aflyste det hele.
Men da jeg ringede til de første for at aflyse, tilbød de at tage mad med – og det gjorde alle andre gæster også!
Pludselig havde vi hjælp alle vegne fra: de jyske gæster hentede øl og sodavand i Tyskland; de københavnske tog allesammen forskellige madretter med,og alle ville hjælpe med at dække bord og rydde op, for de syntes det var vigtigt at vi fik fejret endnu et fantastisk barn i vores familie.
Det var så rørende at mærke al den opbakning, og en aften, ti dage inden dåbsfesten, havde Ninjaman og jeg en af den slags samtaler, der ændrer alt:
Vi blev enige om fremover at fokusere på det positive.
Ikke noget med at klynke over, at vi ikke havde mulighed for at tage på romantiske kæresteweekender eller ud at spise – vi måtte finde den romantik i hverdagen: flette fingre når børnene sov, forkæle hinanden med massage og hjemmelavet mad, huske at kysse og kramme, selv om der vrimlede med børn.
Være ligeglade med det skræmmende i at have en butik, der var ved at smadre vores økonomi, men minde os selv, og hinanden, om at det der betød noget var børnene og det vi havde sammen – og vi ville stadig have hinanden, selv om alt det andet gik galt.
Vi ville ikke brokke os over hinandens mindre fejl, eller lave millimeter-demokrati over hvem der lavede mest i huset, men glæde os over al det vi gjorde rigtigt.
Vi talte hele natten – også selv om et af børnene kom ind til os med feber, og fik lov til at sove i sofaen mellem os – og da morgenen kom, spurgte han mig om jeg ville gifte mig med ham. Igen.
Det virkede som den bedste måde at fejre al det vi havde at fejre på, så vi ringede til præsten, og spurgte om hun kunne klemme en surprise-vielse ind ved barnedåben, og fik et ja!
En af mine veninder vidste det, da hun ville hjælpe med at sætte hår, men ellers var der ingen af gæsterne der vidste noget.
Der var ikke et øje tørt, da vi gik op af gulvet til bryllupsmusik, med dåbsbarn i sin fars arme, og de to store piger gående foran os med blomster i hænderne.
Det blev den fineste fest.
Min veninde sang for os, Ninjaman og jeg holdt taler for hinanden, og min mor holdt tale for dåbsbarnet, og gav hende et lille hjerte i rav, som hun smukt sagde:”indfangede lyset fra de første morgenstråler, der lyste på hendes ansigt, den morgen hun blev født”.
Brudevals og afklipning af Ninjamans sokker, blev også klemt ind, under stor jubel.
Dåbsbarnet tog festen i stiv arm, og vi endte med at være mange der blev og festede; sang karaoke og drak øl.
Vores ældste, på dengang fem år, der normalt var et yderst genert barn, overraskede alle ved at stille sig og synge tv2’s “de første kærester på månen” foran alle, og det trak tårer hos de fleste.
Om det var vores beslutning om at tage tingene mere positivt der virkede ved jeg ikke, men i månederne der fulgte blev både mit og vores virksomheds overskud gradvist større, og alting virkede lysere.
Angsten, der i nogle måneder havde ædt alle mine tanker, forduftede gradvist, og jeg kunne nyde min dejlige mand og vores skønne unger, uden den skygge henover det hele.
(fortsættes)
Åh, hvor romantisk:) Elsker at læse med. Man kommer aller aller længst med et halv fuldt glas altid:) Sådan lever vi også, med at alt kan vendes til noget positivt. Som når vi er i Legoland og ikke skal stå i kø fordi jeg er handikappet:)
Glæder mig til at læse mere og det er nogle skønne billedere du har lagt på:)
Hvor er du sød!
Oh, tak for denne fantastiske historie. Jeg elsker også at læse med. I er jo fantastiske. Jeg vil øve mig i det med det positive (selv på denne morgen-efter-valget) :-*
Det gør ting nemmere!
Tak for det! Trængte til en historie om kærlighed, fællesskab og omsorg i dag❤️ Sikke en skøn familie i har skabt.
Tak!
Dejligt med en positiv historie ovenpå gårsdagens resultat. Kh. Birgitte
Ja, det var trist…
Åh det ramte lige i hjertet! Jeg bliver helt rørt ♡
🙂
Fandme ikke ok at udsætte en højgravid for den slags historier. Jeg har blinket en lind strøm af tårer væk. Hvor er det fint og inspirerende. Jeg får lyst til at kalde min mand hjem fra arbejde, bare for at snakke med ham om, hvor uendeligt mange gode veje vi kan gå sammen, hvis blot vi selv hjælper til (ok, her er jeg så også lidt farvet af valgresultatet fra igår…)
Tak
Gør det!
Tusind tak, du har reddet min dag og weekend med lidt håb og kærlighed.
Det var da så lidt! Tak fordi du læser med
Du ER kraftedeme superheltemor
Haha – nej, men tak!:)
Hvor er det altså en smuk historie. Jeg er vild med, at du vil dele, både de hårde og smukke oplevelser. Du er dæleme et sejt forbillede, for jeres positive indstilling og seje familieånd er smittende!
Tak, hvor er det sødt sagt!
Så dejlig en historie at læse om. Hvor godt,at I blev gift på denne måde. Min mand og jeg gjorde det lidt på samme måde. Vores yngste barns barnedåb blev kombineret med et surprise-bryllup, som kun min mor og svigermor kendte til. Min yngste datter var 4 måneder og var lige blevet så gammel, at pludrelyde, gestik og store smil var på dagsordenen.
Da hun blev døbt stod der en lang solstråle lige ind fra en rund rude i sidevæggen i kirken. Den oplyste hendes ansigt og hun lignede en engel. Efter dåben og brylluppet festede vi sammen med gode venner og familie. Min mand – mit livs kærlighed siden jeg var 19 år gammel – og jeg havde den mest lykkelige aften i vores liv. Min datter på 4 måneder sov for første gang igennem og vi fik 6 timers søvn efter festen.
2 dage senere blev min mand og yngste datter på 4 måneder dræbt i en trafikulykke. Han blev mejet ned af en lastbil på motorvejen, hvor chaufføren var uopmærksom og talte i mobiltelefon. De havde ikke en chance.
Minderne fra barnedåben og vores livs fest har været med til, at jeg ikke har mistet forstanden af sorg. Det er vigtigt at feste og fylde livet med gode erindringer som du og ninjaman har gjort.
Det er snart 10 år siden. Min døtre på 3 og 5 år er nu teenagere på 13 og 15 år. Jeg blev gift igen for snart 3 år siden og livet er igen fuld af kærlighed og rigdom med tvillinger på 1 1/2 år, men jeg glemmer aldrig min første kærlighed og hvordan vi fejrede den sammen.
Årh for fanden… Det rr det sørgeligste jeg har hørt.. Hvor er jeg ked af at høre om dit tab. Sender mange, mange tanker og er glad for du har disse fine minder!
Jeg er simpelthen vild med din føljeton (og blog i øvrigt).
Er det her den sidste del i føljetonen? Kan ikke finde flere, men tænker at der mangler noget – fødslen jeres sidste (vildt søde) datter f.eks….
Nej der kommer mere
Har lige læst hele baduljen fra ende til anden. Den burde udgives.
Men hvad med slutningen, der mangler da som minimum et afsnit om mindstebarnet… 😉
Tak! Så glad for at du gad læse!:)
Jo, der mangler lige en 7-8 år… De tager bare tid at skrive. Og jeg er lidt doven. Snart?
Jeg har lige læst det hele for anden gang, det er bare sådan en fin historie.
Selvom jeg ved du tager tid at skrive (og du har haft meget andet) vil jeg bare opfordre dig til at fortsætte…. Det er virkelig dejlig læsning!
Lige om lidt