05/29/15

Om lidt af hvert

Har haft lyst til at skrive et blogindlæg hele dagen, men kunne ikke finde ud af at skrive et fokuseret og meningsfuldt et af slagsen, med klare pointer, så her kommer bare et rodet et istedet.
Der er nemlig ganske rodet i mit hoved for tiden!

Jeg synes vores kalender er så proppet med festligheder, at det føles som om dagene kører på fastforward.

Hele vinteren var optaget af hus-ombygning, med dertilhørende mangel på gæster og fester, men forsommeren har i den grad taget revanche, og vi har skullet hyggelige ting mindst hveranden dag: skolekoncerter, skolefest, 5 fødselsdage, blog-halløj, lejrture og en masse andet.
Der er lige til at blive helt forpustet oven i hovedet af – heldigvis mest på den gode måde.

I går var vi alle seks inviteret til fest i Frederiksberg have, for at fejre Rudolph cares nye børnesolcreme-serie.

image

Det var en awesome fest, med is og stopdans,  picnickurve og flødebollemaskine, og mine piger var så meget oppe at køre af glæde da vi kom hjem, at de store lavede vejrmøller i hele haven i en time, mens mindstebarnet måtte spurte op og ned af vejen på sin fine nye løbecykel, som hun har fået sponsoreret af legetøjsbutikken jollyroom.dk.
Sådan en har hun ønsket sig længe, og den er dejligt nem at køre på for hende.
image
I morgen fylder mine halvsøstre 18 år, så i morgen formiddag skal vi have delt fire børn ud til tre forskellige pasningssteder, købe gaver til både mine søstre, min svoger, vores nabo og vores mindste datter, der alle har fødselsdag inden for en uge, samt have købt cykelhjelm og sovepose til teenageren, der skal på lejrtur.

Jeg er helt blank med hensyn til hvad man køber i gave til 18 årige piger – nogen der har input?

Lørdag i næste uge skal min Ninjaman have sin første thaiboksekamp.
Jeg og pigerne er stadig i tvivl om hvorvidt vi har lyst til at tage med, og måske se ham blive slået – jeg hælder mest til at vi ikke kan tåle at se det, og hellere skal tage på tegneseriemesse
Men uanset hvad, har vi smart nok planlagt børnefødselsdag dagen efter (det var den eneste ledige weekenddag i de næste 5 uger) så nu bliver det spændende om han skal spille børnefødselsdagspirat, med klap for et kommende blåt øje…