“Mor, du er aller-min-bedste-ven, hvis jeg må få sådan nogle spidstossesko til min fødselsdag! ” smisker mit mindste barn, og peger ivrigt på det par tåspidssko, der hænger og pynter, i omklædningsrummet på balletskolen.
Jeg ser ned i hendes forventningsfulde øjne, og har lyst til at love hende alle “spidstossesko” i hele verden, hvis bare hun lover at vokse uhørt langsomt, og blive ved med at sige den slags ord.
For kun få år siden, var hendes tre ældre søstre samme alder, og fejlhørte og hjemmedigtede ord, var derfor hverdagskost, med så mange sprog-nybegyndere i huset.
De fleste forkerte ord korrigerede vi (på den pædagogisk måde, naturligvis, hvor vi selv udtalte ordet korrekt, uden at rette barnet) og enkelte talefejl var så nuttede, at de blev en integreret del af vores families interne sprog – ligesom min far stadig siger “giggubadde”, fordi det var sådan en to årig version af mig, udtalte “vingummibamse”.
Men nu er de store blevet større, med nogenlunde styr på ord og grammatik, så lillesøster er eneste leverandør af nye ord på den måde.
Og vi retter hende måske for lidt – fordi det bare er så sødt…
Hver eneste gang hun, med vigtig mine, udbreder sig klogt, om “hunde-hvalfe”, vil spille “jordmaklods “(klodsmajor), lider af “pinehoved”, eller starter sætninger med “forestil at…” ( hvor ordet “forestil” dækker over en hel række af forskellige ord), lige dele fryder jeg mig over hvor fantastisk sådan nogle 4-5 årige børn eksperimenterer med sproget – og fyldes med vemod over, at det er det sidste barn i den alder, jeg skal bo med…
Så skynder jeg mig at skrive det ned, i et dokument der nu er over ti sider langt, og indeholder alle pigernes fantastiske guldkorn gennem tiden – hvor jeg kan fryse alle ordene fast, og indimellem læse dem højt for deres skabere, mens vi ler af hvor små de var – og hvor hjerteskærende fantasifulde sådan nogle små barnehjerner er.
Og på samme måde har vi stadig ord som meleka (kamel), kotelammeletter (lammekoteletter) og lassembil (lastbil, naturligvis) permanent i vores ordforråd her 20 år efter at den ældste også var den yngste. God ide at skrive ordene ned. 🙂
Elsker at i også gemmer.ordene!!
Skønt! Kender ikke andre børn end mit eget, der bytter rundt på stavelserne. Her holder bussen fx ved stopbussestedet, og man kan få cuebarba-sovs (til tider udtalt Chewbacca-sovs) på maden 🙂 Og tidligere var barnet meget optaget af Mimu-troldene. Elsker det 🙂
Sjovt! Det er kun min yngste der har gjort det der med.stavelserne – har heller ikke hørt om mange der gør det. Synes stopbussestedet er overnuttet!
Jeg har skrevet børnebørnenes bedste guldkorn ned, det kan være ord eller en hel samtale om hverdagsting…Bedste er jo god at snakke med og putte ved, så vi har fået mange seriøse samtaler. De fleste guldkorn har de lykkelig glemt, indtil de får dem på skrift til konfirmationen, og det underholder hele forsamlingen.
Rikke på 20 år sagde: Jeg håber, vi når Femifinalen, og det siger vi stadigvæk
Mette på 16 år kaldte den øverste af rundstykkerne ovenforoven, og den nederste nedenforneden…..
Kim på 22 år kaldte rundstykkerne: ka-vip eller ka-ik-vip…Lidt vestjysk, så jeg håber i kan forstå det
Og bedste kunne blive ved, men….
Haha – hvor er de også søde!!
Og hyggeligt at du skriver ned. Vildt så hurtigt man.glemmer ellers.
Ah de kære ord vores kære børn siger:) Vi har et par her også som giver ingen mening da det er to-sprogede børn det kommer fra. Altså vi er aldrig helt sikre på om det er det engelske ord eller det danske eller en blanding. Det er til tider meget underholdende og lidt forvirrende. Prinsessepigen sagde ‘me nanny’ meget bestemt da hun var en halvandet år. Tog os lidt tid, at finde ud af det var min sut hun mente eller på engelsk my dummy:)
åh ja, nænner sjældent at rette min snart 4-åriges alt for nuttede fejl, men alligevel retter de sig ud efterhånden. Får desværre aldrig skrevet dem ned, håber bare de bedste bliver hængende. Tror feks aldrig den med “farfars hørekammerat” går i glemmebogen. (Høreapparat, forstås)
Min nevø sagde levermestej (leverpostej) og fangningkondi (faxekondi) 🙂 og ved ikke om han kun sagde “din gedde mungøre” (din skide møgunge) én gang, men alle tre bruger jeg stadig 🙂
Og så hed sodavand gul og brun cola 🙂
… Og en “motorcykelmand” var blot en motorcykel 🙂
Skal over selv stadig høre for, da jeg var en lille skid, at jeg (hvis jeg ikke havde tøj på) var “uden nøgen” 🙂 og filmen “befri Willy” hed i mit univers “red Freddy” 🙂
Mit hjerte smelter hver gang min datter på fire med store alvorlige øjne siger ‘ægti?’ når hun vil vide om noget er sandt 😀 og vi kalder det stadig for hubbehaps (ostehaps), hvilket stammer fra da sønnike på syv var en lille skid ♡
Eller når noget er lige meget hedder det ‘det går ligemeget’ 😀 😀