04/5/15

Om påskeæg-trilledag

Mit orange hår blev en del mindre orange af lyn-farvning inden gæsterne kom i går.
Nu er det kun let gult, og knitrer som dukkehår. Har købt blå shampoo, og håber det tager det gule, for jeg tør ikke farve igen, før det stopper med at knitre…
Tak for jeres mange råd – særligt på instagram!

Vi havde vores årlige påskeæg-trilledag her hos os i går, med min familie, og nogle af jer har spurgt hvad det går ud på.

Det er en omstændelig affære,der udbygges med nye regler hvert år, og altid skaber en del diskussion og dårlig-taber-mukkerier.
Der er jo ingen grund til at familiesammenkomster kun skal være hygge og god mad – lidt anspændthed og konkurrence spreder lidt mere spænding!

Først skal man male hvert sit kogte æg, og det foregår i indædt koncentration.
Alle ved jo, at det betyder meget for æg trilleevne at det har de rette, truende, klamme eller flotte mønstre.

image

Så skal banen bygges.
Alle har en mening om hældningen på brædderne der benyttes, og på præcis hvordan tæpperne skal fordeles.
image

Så fordeles der præmier over hele banen – med store æg og andre lækre hovedpræmier længst væk.

Inden der trilles efter præmier,stemmes der om flottest malede æg, der så må starte.
I år vandt min teenagers drageæg:
image

Derefter triller man, en af gangen, sit æg ned af rampen, og man får alt det ægget rammer på sin vej.

Hvis blommen ryger ud af trilleægget er man ude, så der bliver taget risikable chancer efter hovedpræmierne, og haven flyder med æggesnask bagefter.

Min svoger snuppede det store æg, for tredje år i træk, til almen surmuleri, og Ninjaman – der ellers er suveræn til al anden form for sport – fik nærmest kun det slik han lokkede fra børnene.
Igen.

Vi forsøgte at indføre ny regel, om at ham der vandt mest, skulle spise alle overlevende hårdkogte æg, men ærgeligt nok blev det nedstemt….
Continue reading