03/30/15

Om påske – et mandagstip

Lige nu sidder jeg i Paris med den nu 8 årige kagemester, og spiser med stor sandsynlighed kage.

Men I skal da ikke snydes for mandagstip, så her er en genudsendelse, af et to år gammelt påske-tip – tippet af min lille rejsemakker.

 

Kagemesteren, 6 år, giver her tips til hvordan man holder påske, og fortæller hvorfor.

“Om torsdagen, var det den dag hvor Jesus gik på cafe med sine venner.
Han sagde:”det her er det sidste brødstykke jeg spiser!”

Han vidste han skulle dø, men jeg tror ikke han sådan var synsk…
Om fredagen blev han boret i hænderne, og sat på et kors.

Når det er påske holder man ferie.
Vi triller æg, det er vores tradition.
Der er nogen der gemmer æg.
Jeg ved ikke hvorfor.
Jeg ved ikke hvorfor æg har noget med Jesus at gøre – han lagde jo ikke æg!

Når vi triller æg, maler vi nogle seje æg. Altså på almindelige kogte æg.
Så laver vi en bakke ud af en dør, eller en bordplade, og så lægger vi slikæg på, og så får man alle dem man rammer med sit æg.
Min onkel ramte engang det store æg, og spillede smart.
Jeg var sidst på hold med min far – vi fik mange æg.
Tilsidst går æggene i stykker og splatter.
Min mor snød, og puttede tape om sit æg, sidste år.
Det splattede alligevel…

I dag skal vi trille æg hos min moster. Det har vi ikke prøvet før, det er altid hos os.
Men det er også altid sådan en slags sommer når vi triller æg.

Man skal også huske det der med at klippe i papir og skrive påskebreve.
Jeg pressede nogle blomster til at putte i mit brev, i en af min mors bøger, men jeg kan ikke finde den igen!

Vi skrev påskebreve til vores bedstefar og til vores mors moster.
De gættede det slet ikke!

Min lillesøster tror at kaniner lægger æg. Det siger hun selv.
Det gør de ikke: det er kun høns.
Continue reading

03/26/15

Om børnearbejde

Mine piger har en ugentlig dag hver, hvor de laver mad og dækker bord, og to ugentlige dage, hvor de tager af bordet.
Sådan har det egentlig altid været, men da de var mindre, fik de mest de nemme opgaver: skære agurk, hælde oliven i skåle og den slags, men nu hvor de er større, laver de også de mindre glamourøse opgaver: skærer klistret kød, håndterer genstridig dej, eller snitter sviende løg.

Da jeg bladrede gennem tilbudsavisen – som min 8 årige altid entusiastisk pynter med tegninger, kunne jeg tydeligt aflæse hendes nylige erfaringer med løgsnitterier:

image

Som at se hende selv!

03/23/15

Om natur – et mandagstip

Min kloge fire årige byder selv ind, med sin store viden om naturen, som mandagstip i dag.

Mindstebarn, 4 år:”I min børnehave får vi besøg af natur-Nanna, og så får vi alt muligt at vide om natur.
Derfor ved jeg SÅ meget!

Natur er noget med dyr og blade og ture.

Jeg har rørt en slange. Den var ret blød.
Det var i logisk have.
Man må aldrig hive en slange i halen! Eller træde på den!
Slanger er grønne – altid.
Men de kan også være røde. Og gule.

Slanger spiser mus. Måske spiser de også blade? Men det er kun hvis de synes det er synd for mus. Jeg synes ikke det er synd for mus, det er bare natur.

Natur-Nanna havde et stort æg med, fra en struds.
Der var ingen strudsebaby i mere, for der var et lille rundt hul i bunden af ægget. Det var den nok kravlet ud af.
Strudsebabyer er ret små, men strudser er store.
Jeg ønsker mig et strudseæg, det er vildt sejt!

Jeg ved også meget om at plante. Så putter man frø i jord, og der vokser noget grønt op. Måske er det græs.
Det er meget spændende med at plante.

Vi har købt sommerfugleorme i børnehaven.
Når de bliver fede,så pupper de sig,og så bliver de til biller ; og så pupper de noget mere; og så bliver de til sommerfugle!
Så skal de flyve på legepladsen og det bliver så pænt!

Når jeg er hjemme, så er det natur jeg bedst kan lide at lave, noget med mudder.
Jeg elsker bare mudder!
I går kom Freja og legede, og så hældte vi vand og jord i en spand og lavede mudder, og legede det var mad.

Jeg kan også godt lide bål.
Min nabo går til spejder, og han hjalp med at lave bål i går, og så varmede vi skumfiduser, men de blev smattede og jeg græd, fordi jeg blev fedtet på min jakke og mine fingre.
Jeg hader at spise noget klistret, jeg har også engang fået sådan noget der er inde i en chokolade på mine strømper. Så græd jeg også.
Når man laver bål, skal man i bad. Så siger ens mor at man lugter af grillpølse.
Jeg kan ikke lide at få vasket hår. Min mor er psyko -dårlig til at vaske hår, hun sprøjter mig lige i øjnene!

Jeg synes man skal lære noget om natur. Fordi det er sjovt!”

03/21/15

Om smalltalk

Den fire årige er svært glad for opmærksomhed.
Som den uventede efternøler i en familie med tre begejstrede storesøstre, har hun lært at spille sine nuttethedskort godt.
Hun er populær og udadvendt, og kan smelte det hårdeste søsterhjerte på et splitsekund – de er bare ikke i stand til at blive rigtigt sure på hende.

Men hendes smalltalk-evner lader dog noget tilbage at ønske, opdagede vi i går…

Ninjaman var til fest, og mellempigerne sov hos min moster, så mindstebarn og jeg var alene hjemme, med den 13 årige og dennes veninde.
Mens vi spiste aftensmad fortalte mindstebarn lidt om sin dag i børnehaven,  og da hun opdagede at der nu var hele to store, seje teenagere der lyttede til alt hvad hun sagde og smilede henført af hende, kunne hun næsten ikke være i sin krop af begejstring.

Hun fortalte bl.a om nogle gækkebreve hun havde klippet: nogle havde været firkantede og nogle havde været “rundkantede”, og det gav så tilpas megen teenagejubel, at man kunne se hun sad og vred sin lille hjerne, for at finde samtaleemner at gentage succesen med.

De store piger begyndte at tale om noget andet, og den lille skyndte sig desperat at sige noget, så hun kunne få fokus på sig selv igen:”jeg har engang slikket på en skovsnegl!” oplyste hun, og modtog entusiastiske “ad!!”-udbrud –  hvilket jo også en form for opmærksomhed, så den lille rampelys-søger fortsatte ufortrødent med de klammeste historier hun kunne:”Engang lavede jeg sådan en stor prut på toilettet, at jeg blødte lidt på numsen!”

Se, det er såden en historie man helt sikkert skal holde væk fra smalltalk-emner ved middagsbordet , og der blev ret stille…

Jeg startede på at forklare hende, noget med valg af passende samtaleemner, men hun havde selv indset at det måske ikke var den historie der gav bedst, og gik af sig selv over til høfligt at konversere veninden:”nå. Laver du også prut nogle gange? Har du prøvet det herhjemme måske?”

Vi valgte bare at afslutte samtalen her…

Senere på aftenen, faldt hun i søvn i sofaen mellem de to store piger, der hviskende blev enige om at hun vel nok så nuttet ud – men muligvis skulle støttes lidt i kunsten at konversere, inden hun blev større.

03/17/15

Om ånde, mareridt og musik

Hele weekenden gjorde min kindtand ondt, på hvis-det-hjælper-på-bare-ti-procent-af-smerten-at-dræbe-en-nuttet-hundehvalp-så-gør-jeg-det-måden.

Jamrende gik jeg til tandlægen i går, der spurgte om jeg gerne ville bruge flere tusind kroner  på at få opereret betændte rodspidser af den, eller 500 kroner på at få den hevet ud.

Så nu går jeg rundt med et hul i munden, der smager af død og betændelse og lugter af gnu, mens jeg hører høj musik og venter på min søster.

Noget af det første musik jeg hørte som barn, var Simon og Garfunkel.
Min søster og jeg havde koncerten fra central park på VHS, og så den så mange gange, at jeg stadig kan både alle sangteksterne OG alt hvad de siger mellem numrene udenad.

image

Jeg kører i dag til Odense, sammen med min søster – hvor Paul Simon spiller, sammen med selveste Sting.
Hun gav mig det meste af min billet og hotelovernatning i kommende fødselsdagsgave, og vi er begge lidt høje over at skulle genopleve sådan en bid barndom sammen.

Det er ikke noget jeg hører særligt ofte længere – synes hans seneste plader har været middelmådige – men den nostalgiske del af det er fantastisk, og jeg ved at vi skal skråle så højt med på alle sangene, både i bilen og til koncerten, at min betændte ånde muligvis slår hende bevidstløs.

Jeg vågnede iøvrigt i nat, fra et mareridt der for en gangs skyld ikke handlede om zombier, men om at jeg skulle hilse på Paul Simon og kom til at spytte tænder og betændelse ud over ham.

Ved ikke helt hvorfor det var så skræmmende, men det var det, og jeg var nødt til at tænde lyset og surfe lidt net, før jeg turde sove igen, og her faldt jeg så over nyt, godt mareridtsmateriale, på denne her fremragende tumblr -blog.

image

Jeg kan huske at jeg måtte gøre det samme med mine smølfer om natten, da jeg var 4-5 år.
Kunne ikke klare tanken om at de gik frit rundt om natten…

03/14/15

Om aldersforskel

Ninjaman er på arbejdsweekend,så jeg var alene med fire pigebørn i dag, og mærkede tydeligt hvor stor forskel der er på dem i alder nu.

Virker ikke som så længe siden, at de allesammen var nogle små børnehavetrunter, der bare skulle have hjælp til at få tørret næser eller numser, og alle blev lykkelige, hvis jeg gad hjælpe med at bygge en playmobillandsby, eller smøre glimmer på en tegning, men lige pludselig har de fået meget forskellige behov.

Den ældste skulle til gallafest for 7-9 klasserne, og skulle have hjælp til at lægge en diskret makeup og øve sig i at danse i høje hæle; den næstældste havde besøg af veninde,og ville efterfølgende have råd til hvordan man tacklede fnidder i venindegruppen; den næstyngste ville have at jeg hørte på at hun læste højt for mig; og den lille ville gerne øve sig på at cykle, og bagefter skulle vi læse en bog om hvordan kroppen fungerede.

Da den fire årige nåede til den side med kønsdele i anatomi-bog, forklarede jeg pædagogisk, at det, som de i bogen kalder en “pung”, er det samme som vi kalder nosser. Eller klunker. Eller…
Og her stoppede hun mig, med et nedladende blik, og sætningen:”mor… Stop dig selv! Du er pinlig!”

Og pludselig virkede springet ikke så forfærdeligt stort, for den sætning har jeg bestemt hørt før – fra mundene af de ældre søstre…

03/10/15

Om ting der kan anbefales, eller frarådes

Det her skulle egentlig have været et mandagstip, men weekenden endte med at blive ekstremt travl (kombiner en hel lørdag, med 17 gæster til forsinket familiefødselsdag for nyligt fyldt tiårig, med børn der havde overnattende legekammerater begge dage – så får man nogle dage med højt tempo!)

Så nu hvor jeg ikke har haft tid til at interviewe børn om mandagstip, træder jeg gerne til med lidt hurtige anbefalinger i stedet.

Ting der kan anbefales:

– Serien “Lillyhammer”, på netflix.
Den handler om en New Yorker gangster, Frank Tagliano, der vidner imod mafiakolleger, og får vidnebeskyttelse – i den norske by Lillehammer.
Kontrasten mellem norsk demokrati og idyllisk lillebysamfund, og Taglianos mafioso-metoder er utroligt morsom, og serien er spændende, med gode (omend noget karikerede) personer.
Ninjaman og jeg har slugt alle tre sæsoner de sidste par måneder, og kan varmt anbefale!

image

Trine Bundsgaards læse-let-bøger om Luna Linea, er også noget vi hygger os med herhjemme.
De er lidt for nemme for den 8 årige, og lidt for svære for hendes ordblinde storesøster, men de læser dem begge højt med stor entusiasme igen og igen, og vi griner hver gang vi læser den hvor Luna Linea plager sig til sukker, og hendes mor lader sig lokke – for man skulle tro forfatteren kendte mig og den 8 årige.
Hvis man har børn i lære-at-læse-alderen, så lån dem på biblioteket!

image

– Cykeltur alene med den ti årige, i solskin, er også noget af det hyggeligste.
image

Hendes lillesøster var med sin onkel i skoven, samtidigt med vores cykeltur, og kom begejstret hjem, og fortalte:”jeg har rørt ved en svamp i skoven! Og den mærkedes helt ligesom jeg tror at master Yodas ører mærkes: sådan blævrede og tynde!”
image

Den bemærkning fnes jeg af, resten af dagen.

Ting der kan frarådes:

– hvis man cykler rundt om søen,med en ti årig, i solskin – så er det en dårlig idé at lade sig lokke ind i planteskolen. Alting ser så pænt ud derinde, at man nemt kommer til at bruge 300 kroner(som man ikke har), på busk med røde grene.
Dette skete for mig i søndags, og busken kan egentlig ikke plantes et pænt sted, da haven stadig er fyldt med murbrokker og mudderhuller, efter tilbygning.
Barnet døbte planten:”fire Johnny”, og vi plantede ham ved siden af mount doom af skrald, hvor han så underligt uanseelig ud.
image

– Fastekur. Da jeg, i lørdags, klynkede lidt over hvor meget min mosters lækre brownie med nutella-ganache(der iøvrigt kan anbefales!) formentligt fedede, rådede min mor mig til at prøve fastekur.
Så jeg vågnede søndag morgen,med intentionen om at faste. Holdt den kørende med te og vand,men da Ninjaman tvang mig med ud for at handle ind til ugen, gik jeg amok i afdelingerne med fedende ting i stedet.

De kalorier jeg sparede ved at faste fire timer, modsvarede sandsynligvis ikke dem der var i det æbleflæsk vi smovsede til aftensmad.
Så faste gider jeg altså ikke prøve igen – men æbleflæsk gerne.
Mindstebarnet troede iøvrigt det hed “æbleflæns “, og var det samme som råkost: altså en salat,med flænset æble i.
image

Det var alt her fra, for nu.

03/5/15

Om kommende ferier

Vi har, som også før beskrevet, ikke råd til at rejse udenlands med alle fire unger, og har derfor valgt at de får en aleneferie med en af os forældre, når de er 7-8 år.
Jeg var i London med den ældste, og deres far var sidste år ude at rejse med den næstældste – til eksotiske Billund…

Der var intet land i verden hun hellere ville se end lalandia og Legoland, så der tilbragte de fire dage…
Mindstebarnet, der nu er fire, vil allerhelst til Eldorado , som hun har set en film om – men da vi forsøgte at forklare hende, at det ikke findes, sagde hun, at så ville hun også til Lalandia!

Deres far havde nok forestillet sig noget lidt mere eksotisk: havde glædet sig til at vise dem markederne i London, Gaudis bygninger i Barcelona, kanalerne i Venedig – ja, alt andet end blegbugede mennesker i lidt for småt badetøj, men da hovedformålet med ferien er at børnene føler sig hørt og set, og får alenetid med en forælder, bøjer vi os selvfølgelig.

Det er nemt for mig at sige, når nu jeg er den heldige der skal rejse udenlands,og netop har printet flybilletter til Paris, ud til mig og min 8 årige kagemester.
Vi rejser fem dage i påsken, og har lejet en centralt beliggende privat lejlighed igennem www.airbnb.com (kender i til koncept? Det virker noget så smart og billigt!)

Hun er et barn der godt kan lide at sætte sig ind i ting, så den sidste måned har vi brugt på at læse os igennem guidebøger om Paris, og øve små franske sætninger – hun mukker lidt over, at jeg ikke kan nå at lære hende flydende fransk inden vi tager afsted, men er også ret stolt over i det mindste at kunne sige “tak” og “goddag”.
Min moster forærede hende denne her guidebog for børn:
image

Den er meget nemmere at gå til, end de andre bøger vi har læst, med billeder og malende beskrivelser af steder og butikker.
Til barnets glæde, og min buttede røvs skræk, er der stor fokus på konditorier, bagerier og slikbutikker, og hun har nu planlagt ruter vi skal gå de forskellige dage, som vil føre os forbi mindst en kagebutik pr dag…
image

Nu har jeg det personligt sådan, at jeg kan modstå alt – bortset fra fristelser – og jeg kommer nok til at dumpe ned i kagefælden med et brag….
Overvejer lidt, om jeg mon skal bestille et ekstra flysæde til min røv på hjemturen?