Om zen og lugt

Vi er efterhånden godt i gang med at pusle os på plads på de nye ekstra kvadratmeter, men mangler stadig at få lavet badeværelse – og DET glæder jeg mig til!

Et toilet er ikke helt nok til seks mennesker, har vi længe tænkt, og her forleden blev det meget tydeligt hvorfor.

Jeg kom hjem, efter en lang og utroligt hård dag på arbejdet, hvor jeg havde været i en meget grænseoverskridende situation, og var rystet.

Ungerne legede en voldsom ninja-leg i hele stuen, og deres lækre ninja-far lavede mad, og rådede mig til at snuppe et varmt bad eller et glas rødvin, til pulsen kom ned.

Jeg valgte at kombinere de ting: slukkede lyset i badeværelset, fyldte vand i ungernes lille badebalje,  og maste mig ned i den, med et glas rødvin i hånden.

Det hjalp.
Som jeg sad der i varmen og mørket, og fyldte en smule alkohol i blodet, kunne jeg mærke alle dagens spændinger lette.
Det var rart. Meget zenagtigt.

Så gik døren op, og første barn kom ud – for at skide.
Det lykkedes mig at holde fast i zen-ro, og ignorere lugten, og hun gik igen.

Så kom der et barn mere, og gentog toiletseancen.
Der blev det lidt sværere at føle sig helt afslappet – og da yngstebarnet væltede ud lige efter, og glad proklamerede :”det er dig der skal tørre mig om lidt, mor!” gav jeg op, og tog tøj på.

Mens jeg grinede indvendigt af hvor absurd det var, at forsøge at lave dybe vejrtrækninger, i et rum med tiltagende dårlig luft…

Og så gik jeg ned og var med i ninja-leg, som var noget med at kaste skumgummi på hinanden og råbe højt, og opdagede at den slags faktisk virkede mindst lige så afstressende.

Tror jeg springer direkte på den vilde leg næste gang så – eller krydser fingre for at vi snart kan få lavet det nye toilet færdigt!

(Visited 53 times, 1 visits today)

16 thoughts on “Om zen og lugt

  1. Åh fantastisk og utrolig velkendt, det hele. Damn det er nederen at tørre røv med et glas rødvin i den anden hånd… og vi er kun fem.

  2. Pingback: Om bad i stank, del 2 | Superheltemors bekendelser

  3. Kære Superheltemor,

    For søren, hvor jeg kender det! Nogle gange ønsker man sig helt tilbage til da ens unger kun levede af mælk…og deres lort lugtede knapt så dårligt!

    Knus

    hardworkingmother.wordpress.com

  4. Vi var også fire søskende i mit barndomshjem med et badeværelse, og lad os bare sige man bliver enormt rummelig, for der var altid en, der skulle på toilet, når man havde sænket sig ned i et varmt karbad. Min forældre er nu flyttet til et andet hus, hvor der også kun er et badeværelse, hvilket er lidt presset, når vi alle er hjemme med børn og kærester(10 voksne og 9 børn)

  5. Pingback: Om hotel og alenetid | Superheltemors bekendelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *