12/2/14

Om skomangel og jammer

Det er ingen hemmelighed, at jeg virkeligt hader sko-indkøb, og næsten tuder af ærgrelse, når et af mine fire par sko dør af alderdom – har bl.a blogget om det her.
Så da mine slidte 4 år gamle vinterstøvler( som jeg endda havde arvet af min mor, hvilket teknisk set gjorde dem et par år ældre),valgte at tabe lynlåsen på arbejdet i går, overvejede jeg seriøst længe, om gaffertape ville kunne holde dem snøret sammen vinteren ud.

Dette nedlagde mine børn veto imod, så jeg tog på arbejde iført et par sælskindsstøvler jeg arvede fra min moster for nyligt,men stadig ikke har vænnet mig til.

Mine fødder er vanedyr, der savnede de gamle udtrådte, og klagede over at sælfætrene var små og klemte, men jeg forsøgte at ignorere dem, fordi jeg virkeligt ikke orkede tanken, om at skulle ud og lede efter nye støvler

“Må jeg være ærlig om dine nye støvler?” spurgte en kollega, halvvejs gennem dagen:” det ligner lidt at du er kommet til at sparke til dine børns kaniner, som så har sat sig fast på dine fødder…”

Resten af dagen, kunne jeg ikke tænke andet end:”kaninrøvhul”!, hver gang jeg mærkede de lidt for små støvler gnave, og jeg ved at jeg er nødt til at give støvlerne tilbage til min moster,  og gå på jagt efter nye…

Ældstebarnet fylder svimlende 13 år i morgen, og har ønsket sig en fridag.
Som hun får.
Når hun finder ud af, at den indbefatter selskab af mor, med gaffertapede støvler, der skal stønne og jamre sig modvilligt igennem støvleprøvning, fortryder hun nok det ønske!

(forslag til velassorterede skobikse i København, modtages iøvrigt med kyshånd! Eller specifikke mærker eller andet man som skoblind kan kigge efter?)