12/30/14

Om julen, der blev erobret af mongoler

Der er særdeles stille på min blog her i ferien – vil gerne skyde skylden for dette, på familien Khan og de mongolske horder.

Vi har ikke skullet meget denne jul – havde holdt kalenderen fri, fordi vi troede den nye tilbygning ville være klar til at flytte ind i, men det er den så ikke, og vi har i stedet slummet den i nattøj hele ugen.

Børnene har boltret sig i de store tomme rum, og bygget enorme playmobil-byer eller lavet cirkus og danseshows – og deres far og jeg har benyttet hver eneste sekund, hvor de var optaget af leg, til at snige os til at suge afsnit, af netflix nye serie om Marco polo til os.

20141230-132912.jpg
Nej, dette er overhovedet ikke et sponsoreret indlæg: Ninjaman og jeg er begge bidt af en gal mongol (lyder iøvrigt mærkeligt?), og bliver særdeles begejstrede, når der kommer nye film eller romaner om Djengis Khan.
Der er rigtigt langt imellem gode af slagsen, men det er “Marco polo” serien, og vi er alt for opslugte af den, og ville ønske børnene sov lidt tidligere og mere, for den er også så blodig, at vi ikke ser den, hvis de er i rummet…

Serien handler iøvrigt ikke om Djengis, men om hans barnebarn Kublai, der overtog Khanatet.

Rigtigt spændende, og man kan sagtens leve med, at den ikke er 100% historisk korrekt (bl.a er det aldrig helt bevist om Marco Polo i virkeligheden havde så stærk en forbindelse til khanen, som han kom hjem til Venedig og påstod).

Ninjaman læser stort set aldrig bøger, og jeg læser hele tiden – men vi har begge læst Conn Igguldens serie om Djengis Khan to gange, og brugt lidt for meget tid på at diskutere erobringstaktikker og hvor grimt sådan en jurte må have lugtet, af gæret fåremælk, harsk fårefedt og uvaskede krigere.
Boglink er affiliate

20141230-134111.jpg
Jeg har foræret bøgerne flere gange, til både min far, og flere af mine venner, og de har vakt begejstring.

Jeg har flere gange tænkt på blog-indlæg jeg gerne ville skrive i løbet af ferien:
har nogle gode boganbefalinger, noget om fornærmelser, føljeton-fortsættelse (gamle afsnit kan læses her), visdomsord fra fireårige, noget om indretning, lidt om pinligheder, en update på min far og kræft, og noget om når sure børn tager deres pinlige forældre på fersk gerning i at have sex.

De indlæg må i altså vente lidt på, for jeg fortsætter nattøj-og-serie-stilen ferien ud – kun afbrudt af nytårsaften i morgen, hvor vi skal være sammen med nogle venner, der muligvis synes det er fesent, hvis vi sidder og ser serie hele aftenen.
De har tre søde piger og en glad hund, og vores piger glæder sig også helt vildt til at feste med dem.

Godt nytår til jer alle!

12/24/14

Om julestress og sange

Ved ikke lige hvad der blev af hele den sidste uge – den forsvandt i en sky af julefrokosttømmermænd, arbejde, hospitalsbesøg med min far, kreative projekter med unger, byggerod, børn, Ninja, arbejde, selskabelighed og almen løben-rundt-om-mig-selv-og-panikke-over-travlhed.

Synes det har været en usædvanligt hektisk december i år, men nu byder de næste dag på ro og ingen planer, og jeg glæder mig allerede.

Har en god stak bøger liggende klar: selv læser jeg Richard Ford:”Canada”, som lover godt, og for mellempigerne læser jeg “Ronja Røverdatter”, som jeg ved er fantastisk og de er meget opslugte af.

Lige nu ligger jeg i min seng og læser blogs, og jeg kan høre ungerne skråle julesange for fuld skrue nede i stuen.

De synger:”et barn er født i baconhjem”, som er en misforståelse deres mindste søster lavede, men den har hængt ved, og det bliver også den version vi synger rundt om træet i aften!

image

Synes det er ret morsomt, og kan stadig fnise af dette gamle indlæg, om misforståede sangtekster.

Håber i får en dejlig juleaften, allesammen!
P.s: havde også et lille julemandagstip om kærlighed, optaget på video – kan ikke lægge det på her, men det kan ses på bloggens facebookside

12/17/14

Om små boksere

Kommentar fra den fire årige, da jeg afleverede hende i børnehave i morges, og vi passerede en ca 9 måneder gammel baby, der havde fået et flot, blåt øje:”årh…. Så du lige det, mor? Babyer kan også gå til thaiboksning! Det er altså sejt!”

Nu kendte jeg ikke pågældende baby, og kan ikke udtale mig om hvor det blå øje stammede fra – men han lignede ikke en thaibokser.

Desværre…

Nåede lige at håbe på, at det var ham Ninjaman skulle bokse sin kamp imod.
Jeg tror det ville minimere hans risiko for skrammer!

20141217-211943.jpg

12/16/14

Om fire årige og butikker

Der er en særlig glæde ved at handle ind, med fire årig som assistent.

Måtte fnise indeni, da hun så denne her bagepensel, og imponeret råbte: ” se mor! Det er fandme en mærkelig blævregaffel!”

image

“Blævregaffel” er klart et ord der manglede i det danske sprog!

Jeg blev dog lidt mindre begejstret da hun sukkede:” årh mor… Jeg glæder mig til du dør. Så vil jeg købe sådan en smuk blomst, og lægge den på dig.”

image

Rart for mig at kunne se frem til den slags smukheder – men jeg ved ikke helt hvor fedt det er, at hun ligefrem glæder sig?

12/16/14

Om blå øjne og undskyldninger

Ninjaman går til thaiboksning et par gange om ugen, og jeg er efterhånden vant til at han kommer hjem med mindre skrammer og blå mærker.
Det har jeg lært at leve med, for til gengæld er han blevet utroligt muskuløs og ekstra lækker, og han bliver i bedre humør, når han tæver frustrationer over sit hårde arbejde ud.

Men nu har han besluttet sig for, at han vil prøve at bokse en rigtig kamp, til februar, og så er det en helt anden form for træning!

I fredags kom han således hjem, humpende, og med et gigantisk blåt øje, og skrammede kindben.
Han havde valgt at sparre mod en fyr, der var Danmarksmester – hvilket måske var lige ambitiøst nok.

Dagen efter skulle vi til fest på de store pigers skole, og jeg forsøgte ihærdigt at lokke enøje til at have et skilt om halsen, hvor på der stod:”det er IKKE min kones skyld!”

Han skrev istedet et skilt, hvor på der stod: “min kone har tvunget mig til at have det her skilt på, hvor der står at hun ikke slår mig…”

Så blev vi enige om at droppe skilte, og bare lade ham svare tusinde gange på hvad der var sket.

Jeg kunne se at sådan et blåt øje, gav upassende meget ynk og opmærksomhed fra alle de andre mødre, der lige måtte over og klappe medfølende på hans arm, og jeg blev en lillebitte smule jaloux, over hvor god han var til at ynke sig til kvindelig opmærksomhed.

Prikken over i’et var, da tredje mor i træk, henvendte sig til mig, og lige igen måtte påpege “hvor flot det var, at han dukkede op alligevel!” og der måtte jeg så semi-hvæse, at han ville have fået to blå øjne, hvis han havde ladet mig tage alene til både julefest og balletforestilling med fire unger, bare fordi han havde valgt at dyrke en voldelig sport.

Kunne godt fornemme at det ikke var en særligt anerkendende ting at sige, og fortrød også så meget, at jeg brugte resten af aftenen på at netshoppe tandbeskyttere, benbeskyttere og andet udstyr til hans julegave, så han kan blive pakket så sikkert ind som muligt, inden den rigtige kamp.

Selvfølgelig skal vi også med og heppe på ham – men en lille del af mig ville stadig ønske at han gik til noget mere fredeligt og ikke-blå-øjne-fremkaldende.
Kan man mon gå til korsstingsbroderi et sted?

12/15/14

Om at snuse julemanden i skridtet

Jeg kan ikke huske om jeg har blogget om det her før, men jeg kom lige i tanke om historien, så nu får i den altså alligevel. Det er faktisk et rigtigt nyttigt tip!

En weekend, da mit næstyngste var fire, var vi i et indkøbscenter, hvor en julemand gik rundt og delte slikkepinde ud.
Mine unger stod lidt og diskuterede om hvorvidt det nu var den rigtige ægte julemand, eller bare en der gav ham en hånd og var klædt ud: året før havde den julemand der besøgte os nemlig lignet deres onkel, Vildmarksdrengen, mistænkeligt meget.

Nå, men da julemanden kom forbi os, slog den næstyngste (der altid har været lidt reserveret) kærligt armene om ham, krammede hans ben og modtog glædestrålende sin slikkepind, fra den undrende julemand.

Da han var væk, smilede hun stolt og sagde:”det VAR den ægte!”
Mig: “hvordan ved du det – og hvorfor i alverden krammede du ham?”

Barn :”jeg krammede ham ikke – jeg snuste bare til hans numse, for at lugte om den lugtede af rensdyr, for så ved jeg om han har redet på et – og den lugtede vildt meget af rensdyr, så det VAR ham!”

Så hvis nu julemanden skulle finde på, at forsøge at tiltvinge sig adgang til jeres hjem juleaften, og I bliver i tvivl om det nu også ER den rigtige julemand, eller bare en klam copycat – kan I hermed kopiere denne idiotsikre metode til at finde ud af det: nærmer nogen i rødt tøj sig en skorsten – så stop dem, og snus dem i skridtet!

20141123-145805.jpg

12/12/14

Om ro

De sidste to måneder har vi boet i konstant rod og larm, mens vores lille hus blev bygget større – den sidste uge har været ekstrahård, for der hev håndværkerne væggen ind til stuen ned, så vi har boet seks mennesker oppe på et lille børneværelse, og også været nødt til spise derinde.

Men her i dag slog tømrerne det sidste søm i, pakkede campingvognen og kørte hjem til Jylland – og al denne her plads er nu vores:

image

Det her bliver forældresoveværelse, hvor min bogreol skal dele rummet på midten, så mindstebarnet får hele den forreste del, som sit værelse.
Derudover kommer der et badeværelse, og pigernes soveværelse er blevet udvidet, så en af dem kan have værelse der – før var der kun plads til senge.

Det føles helt vildt.
Selvfølgelig mangler der en del, før vi kan flytte rigtigt ind – der skal tapet og fliser op, og med vores ringe håndværkerevner tager den slags nok en del tid – men vi har PLADS!
Pigerne har vejrmøllet rundt i huset lige siden de kom hjem fra skole, og jeg – der normalt ikke går meget op i boligindretning – har brugt flere timer med at glo ikea-katalog igennem, sammen med dem, mens vi fantaserede om de ting vi godt gad vi havde råd til.

image

Ja, der var ikke rigtigt nogen pointe med indlægget – bare ren pral, lettelse og forundring over at det endelig er klar, og minihuset er blevet en tredjedel større!

12/11/14

Om snot og sko

Har hovedet fyldt med snot, istedet for hjerneceller, og har tilbragt dagen under dynen, med to febervarme mindstebørn.

image

Så bær over med klynk – jeg tager sygdom ret uelegant.

– Tak for jeres mange søde og hjælpsomme kommentarer til mangel-på-støvler-klynk, iøvrigt!

Desværre ser mine støvler stadig sådan her ud:

image

Har droppet gaffertape og i stedet lavet den raffinerede snørebåndsfinte, og tænker det nok kan holde frem til jul, hvor jeg stærkt håber på at den lækre Ninjaman bruger sine skofindingsevner, til at købe mig et par støvler…

Jeg HAR seriøst prøvet at finde nye!
Havde fri med ældstebarnet på hendes fødselsdag sidste onsdags, og gjorde et ihærdigt forsøg på at finde støvler til os begge, men vi var et usædvanligt dårligt match til den mission: hun vidste præcis hvordan hendes skulle se ud, men ingen firmaer havde endnu sat dem i produktion – og jeg vidste hvordan mine ikke skulle se ud, men kunne ikke koncentrere mig mere end fire sekunder, om at lede.

Så vi gav op, købte sushi, og gik hjem og legede biograf og så “hunger games” på dvd.
Virkede som en meget hyggeligere måde at tilbringe en fridag, end nervøs  storsvedning over støvleprøvning.

12/8/14

Om hvordan man får små børn til at tro på julemanden – et mandagstip

Min 8 årige – den tidligere nisse-numse-sniffer, vil her gerne give mandagstip, om hvordan man får sine børn til at tro på julemanden:

” Altså…
Jeg synes det er godt at børn tror på julemanden, fordi det er hyggeligt.

Jeg fandt selv ud af at julemanden ikke var rigtig, fordi det var min onkel der kom med gaver, og jeg kunne kende hans ansigt.
Der var jeg nok 6 år, måske.
Jeg blev lidt skuffet, fordi jeg altid havde troet på ham, men det var stadig okay.

Julemanden kommer hjemme hos os om dagen, juleaften.
Så har han en gave til hver af børnene, som er noget man kan lege med, så tiden går.
Sidst fik vi vist malebøger.

Hvis man skal have små børn til at tro på julemanden, skal man sige at man har set hans rensdyr.
Det mest oplagte er, at sige man har set ham selv.
Jeg kan fx sige sådan her til min lillesøster:”jeg har set julemanden,og jeg fik lov til at køre i den der han flyver i, og jeg gav rensdyrene gulerødder”
Det vil hun tro på – og rensdyret Sven fra hendes yndlingsfilm, spiser gulerødder.

Min lillesøster tror vildt meget på ham, og sidste jul var naboen julemand, og før han kom herover, kunne vi se gennem vinduet, at hans tøj hang over en stol, og så bildte vi min lillesøster ind, at der var nisser hos naboen, så hun blev helt vild af spænding!
Han talte med sådan en god julestemme, at jeg kan godt forstå hun troede på det, og han havde gavebånd på skoene !

På en måde tror jeg stadig på julemanden.
Altså – julemanden kan jo ikke nå hele verden rundt, så derfor er man nødt til at få andre til at spille ham hver jul – men den rigtige julemand tror jeg faktisk er derude et sted.
Det tror min bedste veninde også.

Min mor har været julemand i et juleteater. Mange gange faktisk.

image

Det er ret sjovt, men jeg ved godt at hun ikke er den rigtige, for hun spiller altid sådan lidt mærkelig.
Julemanden er ikke mærkelig, han er bare rar og sød.
Det er hyggeligt at tro på ham!”

12/2/14

Om skomangel og jammer

Det er ingen hemmelighed, at jeg virkeligt hader sko-indkøb, og næsten tuder af ærgrelse, når et af mine fire par sko dør af alderdom – har bl.a blogget om det her.
Så da mine slidte 4 år gamle vinterstøvler( som jeg endda havde arvet af min mor, hvilket teknisk set gjorde dem et par år ældre),valgte at tabe lynlåsen på arbejdet i går, overvejede jeg seriøst længe, om gaffertape ville kunne holde dem snøret sammen vinteren ud.

Dette nedlagde mine børn veto imod, så jeg tog på arbejde iført et par sælskindsstøvler jeg arvede fra min moster for nyligt,men stadig ikke har vænnet mig til.

Mine fødder er vanedyr, der savnede de gamle udtrådte, og klagede over at sælfætrene var små og klemte, men jeg forsøgte at ignorere dem, fordi jeg virkeligt ikke orkede tanken, om at skulle ud og lede efter nye støvler

“Må jeg være ærlig om dine nye støvler?” spurgte en kollega, halvvejs gennem dagen:” det ligner lidt at du er kommet til at sparke til dine børns kaniner, som så har sat sig fast på dine fødder…”

Resten af dagen, kunne jeg ikke tænke andet end:”kaninrøvhul”!, hver gang jeg mærkede de lidt for små støvler gnave, og jeg ved at jeg er nødt til at give støvlerne tilbage til min moster,  og gå på jagt efter nye…

Ældstebarnet fylder svimlende 13 år i morgen, og har ønsket sig en fridag.
Som hun får.
Når hun finder ud af, at den indbefatter selskab af mor, med gaffertapede støvler, der skal stønne og jamre sig modvilligt igennem støvleprøvning, fortryder hun nok det ønske!

(forslag til velassorterede skobikse i København, modtages iøvrigt med kyshånd! Eller specifikke mærker eller andet man som skoblind kan kigge efter?)